Restaurant Brace – Skøn Italiensk-nordisk fusion

Restaurant Brace i København byder på velsmagende enkelthed med det bedste fra Italien og det nordiske køkken på samme tid. Og når vinene tilmed er i særklasse og alle giver gode, skæve oplevelser uden at blive for vilde, er der dømt anbefaling herfra – især hvis du leder efter en god restaurant i gourmet-light-klassen.

INVITERET – Da Restaurant Brace åbnede for et par år siden var der tale om en spændende nyskabelse på den københavnske restaurantscene. Den tidligere køkkenchef fra Era Ora, Nicola Fanetti, gik egne veje og ville her fusionere det bedste fra det italienske og det nordiske køkken. Stedet fik roser og en del opmærksomhed, og jeg har længe gerne ville prøve stedet af uden at jeg har fået bestilt bord.

Men for nylig, spurgte restauranten om jeg kunne tænke mig at kigge forbi, og så sagde jeg selvfølgelig ja. Og jeg blev ikke skuffet, for her får man altså en dejlig oplevelse med enkelthed i retterne og skæve vine i højsædet – og det hele til ganske fornuftige priser.

Restaurant Brace ligger i lækre afdæmpede lokaler i Teglgårdsstræde i København og er ganske indbydende. Der er fakler udenfor, og det hele er sådan en anelse trukket tilbage fra vejen, hvilket udefra får stedet til at ligne lidt Formel B ude på Vesterbro.

Indenfor er der god plads mellem bordene, omend lyset er temmelig gulligt og musikken lidt til den kitschede side, hvis man spørger mig – og der gik ikke lang tid, før de samme numre blev spillet igen på playlisten. At det ene nummer så var Al Green’s Let’s Stay Together, som er en særlig sang for min hustru og jeg, var så sådan set ok.

Man kan vælge forskellige menuer fx 3, 5 eller 8 retter, ligesom man kan gå a la carte-vejen på Brace. Da vi var inviteret var det allerede besluttet på forhånd, at vi skulle prøve 5-retters-menuen af med tilhørende snacks (515 kr) og den tilhørende vinmenu (470 kr). Man kan også gå all in og 8 otte retter plus snacks, hvilket løbet op i 1450 kr inkl. vin og hele balladen.

Og altså umiddelbart ret fornuftige priser, tænkte jeg.

Frugtig cava og fine snacks

Vi havde ikke siddet længe før den spanske (jeg tror han var spansk) sommelier hældte en skønt glas cava op til os. Der var smæk på frugten og de varme noter og det var noget helt andet end klassisk champagne – men stadig et fremragende glas.

Til at ledsage cavaen lagde vi selvfølgelig ud med lidt indledende snacks, der hurtigt fik sat rammen for, hvad Brace er for et sted. Enkelthed fra Italien, tilsat nordisk afdæmpethed og gode, sommerlige råvarer.

Små rør fyldt med en creme på bacalhau, altså tørret fisk. De var dog en anelse tørre i det, og manglede lidt syre og friskhed.

Rå rejer med en aronia-creme var en rigtig flot lille servering. Der var stor mundfylde og fedme fra rejerne og en fin friskhed i cremen. 

Bedst af snacksene var denne forrygende auberginecreme smagt til med såkaldt sort hvidløg – hvidløg som er dehydreret i mange, mange dage – og citrontimian. Det var bare godt i sin dybde og elegance. En af aftenens bedste serveringer med en fløjsblød creme og masser af smag.

Sidste snacks var kokkens fortolkning af en klassisk carbonare, her serveret som små tærter af filodej, fyldt med en æggecreme, røget pancetta, høaske og en smule havgus-ost. Sket ikke dårligt, igen med masser af dybde i smagen og fine hilsner til den ærkeitalienske pastaret. 

Courgetter og forrygende hvid Tokai

Første forret var meget enkelt og delikat i smagen. Der var tale om små courgetter, drysset med enebærpulver og serveret med en creme lavet på courgette-blomster. Det var en dejlig ret, der var meget feminin i udtrykket, som man oplevede det især i de tidlige år i det nynordiske køkken.

Vi talte dog om, at serveringen næsten var for simpel til at være en hel ret i en femretters menu – men suveræn som en snack-servering.

Det tilhørende surdejsbrød var i øvrigt i en klasse for sig. Tynd, sprød-brændt skorpe og pisket brunet smør. Ja tak. Det var det bedste brød, jeg havde fået længe.

Og vinen var også i særklasse og viste tydeligt, at Brace ikke går den sikre vej med klassikere på vinfronten. Her var det en hvid Tokai fra Ungarn med naturvinshints uden den blev for flippet. Den var cremet, gæragtig og med et hint af sødme og frugt.

Og den fremragende vin løftede i øvrigt resten af serveringen til et højere niveau.

Ærter og mandler og trøfler – mums, sommer

Det var højsommer, da vi besøgte Brace, og hvad er mere sommerligt end ærter? Det har de også tænkt i Teglgårdsstræde, hvor næste ret var sommerlig og genial i al sin enkelthed.

Friske ærter i selskab med dejlig mild sommertrøffel, persilleolie lidt urter og en omgang mandelmælk. Det var ret perfekt afstemt det hele, og vinen – en godt oxideret chenin blanc fra Loire, igen med naturvinshints – var et match made in heaven. De oxiderede noter gav vinen et sherry-agtigt udtryk, som stod helt perfekt til mandelmælken og sendte masser af hilsner til det sydspanske.

Resten af retten var også perfekt balanceret med den milde trøffelsmag, fedme fra mandlerne og en subtil persillenuance til at hygge sig med de søde ærter.

Pighvar og kål, der ikke helt sad i skabet

Hvor den forrige ret var et studie i det perfekte i al sin enkelthed haltede den næste forret en anelse. Et dejligt stykke pighvar i  selskab med kål og en pighvarsauce lød på papiret forrygende, men fisken havde altså fået en anelse for meget og var til den tørre side – og retten generelt lidt kedelig.

Men igen var vinen i top. Denne gang fra Kreta i Grækenland. Hvor er det glædeligt med en sommerlier, der gør sit arbejde, og tør sætte andet end det sikre til retterne.

Kød-lækkert i al sin enkelthed

Jeg har flere gange fremhævet enkeltheden hos Brace, og den kom også på det smukkeste til udtryk i hovedretten. Her fik vi et par stykker perfekt tilberedt bavette fra Stensgård, hvilket var et studie i kødsmag.

Nøj det var godt kød.

Og når det er kød, der er i hovedrollen, skal der ikke ske så meget mere, måtte tanken være. For kødet blev så fint løftet op af en umamibombe af en sauce lavet på svampe og lidt kødfond – ikke andet udover lidt blomsterpynt.

Igen var vinmatchet i top med en italiensk dolcetto fra San Freolo lavet med samme nidkærhed som en barolo, fortalte tjeneren os. Den havde godt med alder (kan dog ikke huske årgangen), selvom der var masser af frugt tilbage også. Dolcetto er ellers ofte noget, men drikker ungt i Italien.

Sommersjov og bas fra den græske vin

Ligesom i retten med ærter fik den danske sommer også lov til at skinne tydeligt igennem i desserten.

En koldskålis hyggede sig med grønne og røde stikkelsbær og lidt hindbær, samtidig med at der var masser af dybde i smagen fra malt og crumle i bunden af tallerkenen. En skøn dessert, der igen blev løftet af vinen, som endnu engang var fra Grækenland. Denne en rød dessertvin, der nærmeste spillede bas og lagde en bund under hele serveringen sammen med de røde bær.

Du kan tro, jeg kommer igen til Restaurant Brace

Godt mætte efter de fem retter plus det løse og et par petit fours var det tid til at gå hjem. Og vi var glade, var vi. Vi havde en virkelig god aften, hvor priserne er attraktive, køkkenets niveau taget i betragning.

Jeg er meget imponeret over enkeltheden i retterne, som trods de mange nordiske råvarer får et helt andet udtryk, når en italiensk topkok hygger sig med det. Og så må jeg sige igen, at vinene var fremragende og viste virkelig godt sommelier-arbejde. Jeg vil meget gerne kaste mig over stedets vinmenu igen.

Dog var det et minus, at den ellers vidende og flinke (spanske?) sommelier var temmelig svær at forstå.

Men jeg kommer gerne igen. Og sikkert også igen en ekstra gang, for en godt gourmetmåltid med vin og ballade for omkring en tudse – det er altså helt ok.

Mikkels Madblog var inviteret af Restaurant Brace. De er dog ikke lovet nogen omtale og har ingen indflydelse haft på dette indlægs udformning.

Restaurant Brace
Teglgårdstræde 8a
1452 København K

www.restaurantbrace.dk