Anmeldelse: Brødrene Bækgaard går vandret

Indrømmet, jeg havde aldrig hørt om Den Vandrette, før jeg for nylig fik en invitation fra dem til at kigge forbi. Den hyggelige vinbar i et kælderlokale i Havnegade er ellers kendt som et godt sted at drikke naturvin, kunne jeg forstå på min bror, som jeg slæbte med derned for at afprøve stedets mad og vin.

Og Rasmus er det oplagte selskab, når vi skal besøge en vinbar, for hans viden om vin er langt større end min – så kunne han vurdere og mene noget om alle de rare dråber, og jeg kunne mene noget om maden, som vinbaren lige har oprustet på. Og netop oprustningen på madfronten er en af grundene, at de inviterede mig (og en række andre bloggere) forbi.

Natuvin på glas og små retter på kortet

Den Vandrette er først og fremmest en vinbar, så fokus er naturligvis på vinen. Ideen er – som på så mange vinbarer – at du kommer forbi og drikker et par glas vin eller går ombord i hele flasker, hvis du ønsker det. Og er du sulten, byder menukortet dels på en række snacks, lidt små retter og en enkelt hovedret – alle til fornuftige priser.

Kortet med vine på glas er overskueligt, med tre forskellige bobler, en enkelt rosé, 6 hvidvine, 6 rødvine og to søde (hvor den ene er en glögg her i juletiden). For en vinbar er det nok lige en tand for skrabet, men udbuddet byder dog på en pæn spændvidde, så der trods alt er noget for enhver smag. Der er forskellige stilarter at vælge imellem, så selvom de fleste vine er økologiske, biodynamiske eller naturvine er der bredde og noget for de fleste smagsløg – hvis man da synes om den natuvinstil, som trods alt er kendetegnet her. Det er ikke her, du finder voldsomme bamsevine, der ikke udfordrer dig.

Hvor glaskortet måske er en tand for lille, så er Flaskekortet stort og med masser af perler, kunne jeg forstå på Rasmus, der da også fik julelys i øjnene, da vi fik lov til at kigge indenfor i vinkælderen. Her fik han øje på masser af flasker med ikonnavne indenfor den mere naturlig vin, han da gerne ville gå ombord i, hvis det var.  Men hvad der især er bemærkelsesværdigt er, at kortet er meget sympatisk prissat, så man både får meget for pengene, og samtidig er det rigtigt mange interessante flasker at vælge mellem – også selvom man ikke har lyst til at give over 400 kr. flasken.

Frugtig champagne og djævelske æg

Vi lagde ud med et glas af husets champagne, som var en dejlig sag med masser af frugt i næsen. Smagen var mindre frugtig og mere tør i det, men bestemt et dejligt glas af den ægte vare til 125 kr.

Til  champagnen serverede vores venlige svenske hipstertjener disse djævleæg, som havde ligget i soja og blev toppet med rygeost og syltede gulerødder. Æggene lå på lidt grov grønkål, hvilket skulle vise sig at være lidt af en signatur på Den Vandrette – for mange af de små retter blev serveret med grønkål.

Det var en fin lille mundfuld, som til 35 kroner var fin at starte med, hvis man delte.

Grønne retter, hyldeblomtret sauvignon blanc og orangevin fra Spanien

Vi fik lov at komme vidt omkring på glaskortet denne aften, hvor vi fik prøvesmagt en del af kortets vine.

Først gjaldt det to ganske interesante hvide sager. Først en pivfrisk og meget hyldeblomstduftende sauvignon blanc fra Loire i form af en sancerre fra Sebastian Riffault(75 kr), som Den Vandrette selv havde hældt på kæmestore treliters flasker til et arrangement for nylig. Selvom næsen var fyldt med hyldeblomst var selve munden langt mere tør og mineralsk end forventet. Hvor næsen næsten skreg New Zealand, passede smagen mere med den mineralske tone fra Loire. Det var en skøn bældevin uden den store kompleksitet. Måske grænsede den lidt for meget op af saftevand, og da maden kom på bordet viste det sig da også, at den havde for lidt at stå imod med, så den vil passe bedre som en god terassevin end som et indslag på middagsbordet.

Den anden hvidvin var til gengæld en sjov oplevelse. En såkaldt orangevin fra Baco Perex i Spanien (95 kr). Orangevin er hvidvine, der er lavet, ligesom man laver rødvine – det vil sige, at skallerne fra druerne har fået lov til at ligge i mosten længe og har afgivet farve og tanniner til vinen. Denne vin havde en flot orange farve og havde et snert af tør sherry over sig. Den havde også en anelse af den gæragtige smag, der kendetegner visse naturvine – men den smag forsvandt, da vi fik mad til. I modsætning til Sancerren var denne en rigtig madvin, der først for alvor spillede, da maden kom på bordet.

Sammen med hvidvine delte vi tre små retter fra kortets små-rets-afdeling.

Den bedste af retterne var denne skønne og meget friske servering med gulerødder, persillerødder, salat og hasselnødder – og smagt til med en hvinende sur (men virkelig god) tamarind-dressing (45 kr). Hvis ikke nødderne havde været der til at give struktur og fedme ville den ret slet ikke fungere, men netop nødderne gjorde det til en virkelig god oplevelse – især sammen med førnævnte orangevin, hvor de syrlige elementer i både vin og mad havde et smukt samspil

Vi fik også julesalat med ansjoser, salvie og skalotteløg (50kr). Endnu en ok ret, der især var interessant pga. salvien, der løftede udtrykket. Den var bitter på den helt rigtige måde, selvom den blev overdøvet af nødderetten.

Den føromtalte grønkål fik comeback ved kortets såkaldte ‘fugl’ (50 kr). Det var en dejlig fed kyllingelevermousse, der hyggede sig med syltede rødløg og et par skiver hårdt ristet brød. En dejlig hapserservering, jeg dog gerne havde nydt med det glas pinot noir, der lidt senere fulgte til hovedretten.

Top-toscaner, brutalitet og mættende cassoulet

Den Vandrette har kun én regulær hovedret på menuen, som går under titlen ‘dagens ret’ (150 kr).

Denne dag var det en mættende cassoulet med bønner, mere grønkål, flere syltede løg, confit de canard, røget andebryst og fremragende kålpølser. En virkelig god omgang fransk gryderet møder nordic cooking. Vi delte retten, men fik man en hver. kunne den snildt mætte i sig selv.

Til cassouleten fik vi lov til at kaste os ud i hele fire forskellige rødvine. Først en pinot noir fra bourgogne (120 kr), der var til den lidt kedelige og spinkle side (især til en cassoulet, som den naturligvis slet ikke kunne matche).

Herefter fik vi en spøjs naturvin fra Languedoc med det sjove navn ‘Brutal’ (90 kr). Det var en kraftigere sag, der desværre også havde en smule af den der gærsmag, der kendetegner en del naturvin – eller det syntes jeg, der var heri, for Rasmus var ikke enig. Han fremhævede til gengæld dens ganske frugtige og mere kølige stil, end man normalt vil forvente fra denne del af Frankrig. Men vi var begge enige om, at det var en fin vin, der er samtidig er et godt eksempel på, at naturvin ikke kun er tyndt sprøjt.

Efter en noget anonym Tempranillo fra Spanien nåede vi endelig aftenens vinøse højdepunkt i form af  en Rosso di Montalcino Stella Di Campalto 2010 fra Toscana på kraftige sangiovesedruer (140 kr). På trods af at den også var biodynmaisk, hvilket er lidt af en sjældenhed i Motalcino, var den også den mest traditionelle vin denne aften – men føj den var rar at drikke og en vin, der ville give baghjul til rigtigt mange vine med den mere fornemme Brunello-titel (hvad en detailpris på over 300 kr. så også indikerer). Frugtig, men tør, og med en god kraft, der dog aldrig kammede over. Den var et elegant match til den kraftige Cassoulet. Desværre fik jeg ikke taget noget billede af flasken.

Kompleks dessertvin og vidunderlig brie

Som dessert delte vi stedets osteservering (135 kr), hvor tre gode oste kom på bordet. Der var en comté, en henrivende flydende og let amoniak-agtig brie (det er positivt ment) og en stilton. En fin osteserving, der måske var lidt højt prissat – men på den anden side var den brie så urimelig god, at den næsten var det værd i sig selv.

Hertil fik vi en skæg ting at drikke. En rød dessertvin fra languedoc lavet af 100% grenache-druer men af forskellige afarter og med en smagsprofil med inspiration fra både sherry, portvin og madeira (125). Det var en skøn, skøn drik med dyb sødme, let karamelliserede noter og en fin syre til at holde det hele i skak med. En vin, jeg kunne drikke meget mere af, fordi den ikke blev vammel takket være syren.

Hyggeligt sted, gode priser på maden og et godt sted at prøve ny vin

Rasmus og jeg havde en hyggelig aften på Den Vandrette, hvor vi kom langt omkring på både menu- og vinkort. Maden er fin uden at være prangende, men da priserne er rigtig gode, er det et godt sted at nyde lidt mad sammen med vinen, der trods alt er hovedattraktionen. Vi spiste for 465 kr for to personer, hvilket jo bestemt ikke er dyrt. ‘

Vi fik smagt på mange vine, men fik ikke fulde glas hver gang, så her er der svært at sige, hvad det ville have kostet. Men normalt vil man nok nøjes et par glas pr. mand, og så kan en aften holdes for under en plovmand pr. person med mad og vin, og så vidt vi kunne se, blev der skænket ganske store glas ved bordene rundt om os, hvor almindelige betalende gæster holdt til.

Jeg kunne måske godt have tænkt mig lidt mere variation i retterne, der genbrugte mange elementer (fx  grønkål og syltede løg), men på den anden side smagte de godt. Især cassouleten, nødderetten og andelevermoussen vil jeg huske sammen med brien.

På vinfronten har stedet en klar profil. Gode vine på glas og masser af hjælp fra tjenerne gør det til et godt sted at udfordre sig selv. Jeg fandt dog flere af vinene lidt flade i det i forhold til, hvad man rent faktisk skal betale for dem. Men er man mere til vinstilen end jeg er, er der meget at komme efter.

Mikkels Madblog var inviteret af Den Vandrette Vinbar til at afprøve mad og vin på deres regning. Holdningerne er helt mine egne (og min brors).

Den Vandrette Vinbar
Havnegade 53A, kld.
1058 København K
www.denvandrette.dk