Anmeldelse: Habile retter og små ‘eksperimenter’ hos Color Hotel Skagen

Color Hotel i Skagen er på overfladen et lidt anonymt konferencehotel i udkanten af byen. Men man skal jo som bekendt ikke skue hunden på hårene, og hotellets restaurant – med det fornemme og forpligtende navn Restaurant Drachmann – laver aldeles glimrende mad, der bliver serveret i flotte og legesyge anretninger, og hvor betjeningen er kompetent og venlig. Priserne er rimelige, og maden er god, så jeg kan bestemt sige thumbs up for stedet, selvom det ikke er her, du skal forvente den vildeste madrevolution i dit liv.

Jeg havde nok aldrig selv fundet på at besøge Color Hotels restaurant, men da jeg og Line for nyligt besøgte Skagen, havde Skagen Turistbureau inviteret os på middag på hotellet, skulle det naturligvis have en chance. Og heldigvis blev vi dejligt positivt overraskede.

Småtriste rammer med restaurant lige ud til receptionen

Rammerne er ellers ikke de allermest tiptop-rammer, man kan forestille sig. Restauranten ligger lige ud til receptionen på hotellet og er kun adskilt herfra af en halvmur. Der var halvfyldt i restauranten denne lørdag aften, men alligevel var det svært at høre hinanden – mest fordi der i den anden ende sad et ret højlydt selskab af sønderjyske old boys fodboldspillere. De hyggede sig og var højlydte, men heldigvis også charmerende nok til, at de undgik at blive decideret pinagtige at dele spisested med.

Til gengæld var der et hyggeligt træk ved restauranten i form af en flygelspillende mand, der hele aftenen sørgede for det musikalske akkompagnement. Det var altså vældigt fint.

Fin pinot noir og en dygtig tjenerelev

Restaurant Drachmann byder på a la carte retter, hvor man kan vælge 3 styks for 355 kroner. Vi gik om bord i menukortet, der har 3-4 retter i hver kategori samt en særlig samling klassiske retter med fx wienerschnitzel og Skagen Rødspætte. Vi kastede os dog over de ‘mindre’ traditionelle retter, der alle har små hyggelige og legesyge elementer fra de moderne madtrends, uden det bliver for meget af det gode. Da jeg havde forelsket mig i ideen om at købe en hel flaske pinot noir, valgte jeg en forret og hovedret, der ville passe til en sådan.

Godt hjulpet på vej af vores venlige og kyndige tjener (som faktisk kun var tjenerelev, men som gjorde det glimrende) faldt valget på en 2008’er fra Vriesenhof i Sydafrika, da jeg havde fortalt, at jeg godt kan lide pinot noir med en smule kraft i – vi var ellers lige på vej mod Bourgogne. Sådan en flaske stod i 495 og var et rigtigt fint køb (for en vin, der står til at par hundrede flasken ved vinhandlere på nettet).

Inden jeg gik om bord i maden, syntes jeg vinen var en lille smule tam. Meget spinkelt førstehåndsindtryk, der blev fulgt på en smule kraft, men med en lidt for syrlig eftersmag. Men heldigvis skulle vinen blot have ilt, og efter en halv times tid og sammen med maden var det en glimrende pinot med den smule styrke, som jeg holder af (men som mange ikke vil have i en pinot noir – men altså, bare rolig, vi er milevidt fra klassiske bamsevine fra Rhone).

Ærter og skinke – og makrel i tomat

Portionstørrelserne hos Restaurant Drachmann er absolut i den generøse ennde, hvilket jeg erfarede allerede ved min forret. Her fik jeg mig to stykker stegt Skagen Skinke (fra den i Skagen allestedsnærværende Slagter Munch), der hyggede sig i selskab med ærter i forskellige udgaver (se billedet øverst). Der var blandt andet friske ærter, ærteskud og ærtemousse. Det var en rigtig dejlig servering, hvor moussen dog var lidt for kold, og portionen måske lige det største – jeg fik i hvert fald nok af især den fede, kolde mousse.

Lines forret var i den legesyge afdeling og var restaurantens udgave af makrel i tomat. Ind kom et stykke lækkert røget makrel med tomatskiver og rødløg oven på, og i en dåse gemte der sig en makrelmousse. Makrellen spillede her en rigtig god hovedrolle i en fin ret, der dog ikke vinder nogen priser for originalitet (det med at lave klassiske ting i nye klæder og lege med konventioner er efterhånden ret old news),

Unghane og broccoli – Vidunderlig torskeryg

Hovedretterne var ligesom forretterne også rigtigt fine og ganske mættende, så det viste sig hurtigt at en treretters menu her hos Drachmann var alt rigeligt.

Jeg fik unghane, som blev serveret på to måder: Som store, lækre og møre stykker stegt bryst og som souffle. Hertil kom der broccoli i forskellige udgaver: som rå, som smalle strimler af stokken og som en pure. Det hele lå oven på en kraftig fond, som bandt det hele fint sammen. Som helhed var det er god hovedret, der gjorde, hvad den skulle, men hvor dog især broccoli-pureen var noget fersk i det og kunne have nydt godt af mere salt og måske endda lidt hønsebouillon.

Lines hovedret var et af aftenens højdepunkter. Hun fik et stort stykke perfekt bagt torskeryg, der fik selskab af en skøn hollandaise og et pocheret æg. Hertil var der lidt hvide asparges, blandede urter og små torske-souffleer (de er åbenbart meget glade for souffle i dette køkken). Igen var der på ingen måder nyt land i denne ret, men den smagte bare utrolig skønt, og jeg fortrød, at jeg ikke var gået fiskevejen (selvom jeg nu hyggede mig fint med unghanen og min tilhørende pinot noir).

Fremragende dessert – men uden pufsukker, tak

Selvom torsken var fremragende var det dog aftenens dessert, der tog kegler som det største højdepunkt. Her havde vi begge bestilt den samme ret: En creme lavet på karamelliseret hvid chokolade, som fik selskab af en frisk sorbet på havtorn, lidt havtorn-gele og god gang crumble i bunden af tallerkenen.

Den hvide chokoldecreme havde fået rigtige fine karamelnoter af karamelliseringen, og syrligheden fra havtornesorbeten skabte et perfekt match mellem det sure og det søde. Crumble og gele gav de sidste detaljer til en dessert, der sad lige i skabet.

Eneste anke mod desserten var, at sorbeten var tilsat pufsukker, som prikker og bobler i munden og skaber en overraskende effekt, når man prøver det første gang. Det synes jeg dog trak opmærksomheden væk fra den fine smagskombination – og det med pufsukker er altså so five years ago, hvor det dengang kravlede ind på alle mulige wanabe molekylær-restauranter. Første gang jeg fik det på Frederiks Have i København for fem år siden var det sjovt, nu var det bare forstyrrende.

Kan bestemt anbefales

Efter tre retter rigtig god mad, kompetent betjening og kun enkelte svipsere vil jeg bestemt anbefale Restaurant Drachmann – også på trods af de lidt triste hotelomgivelser. Det er nok de færreste, der vil drage ud i udkanten af Skagen for blot at spise her, men det kan du nu sagtens gøre. Og bor du tilfældigvis på hotellet, så gå endelig ned i restauranten og hyg dig med pianomusik og habil mad, der mætter så dejligt.

Mikkel Bækgaards Madblog var inviteret til Skagen af Skagen Turistbureau og Visit Nordjylland i anledning af de nordjyske smagedage.

Vi besøgte også Restaurant De 2 Have, som du kan læse min anmeldelse af her, samt Skagen Food og Design Market.

Besøg også hjemmesiden for Restaurant Drachmann på Color Hotel i Skagen