At opleve det (måske) rigtige USA på godt og ondt

Tirsdag den 7. juli 2009, kl. 13.08

Sidder her i flyveren fra Denver på vej mod New Orleans. På vej fra bjerge og guldgravere til sumpe, jazz og cajunmad. To dele af Amerika, der er vidt forskellige og alligevel en del af det samme land med den samme kultur – og alligevel med hver sin kultur.

Jeg tror, at vi i Denver har fået lov til at komme så tæt på det ”rigtige” USA, som det er muligt for sådan et par gringos som Line og jeg uden kørekort og på besøg hos en dansk pige, tilfældigvis bosat i The Mile High City.

For i Denver har vi – udover vidunderlige ture op i The Rockies – også set, hvordan en million-provinsby a’la Amerika ser ud. Og vi har haft den dejlige mulighed for at møde lokale, unge amerikanere med baggrund i forskellige steder som Denver, North Dakota, Michegan og Kansas.

Efter vi torsdag havde lejlighed til at opleve downtown Denver, sagde jeg til Mila, at det var røvsygt, hvilket hun vist blev lidt ked af at høre. En lidt bombastisk udtalelse, som havde baggrund i vores umiddelbare oplevelse af midtbyen i noget, vi troede var en metropol som New York eller København. Og på at vi endnu ikke havde fået en forståelse for, hvordan en by som Denver egentlig er bygget op – at der godt nok er et downtown, men at alting ligger spredt på en anden måde end i europæiske storbyer og at mange af de interessante restauranter, butikker og cafeer ikke nødvendigvis ligger i downtown og hyggelige gader.

For downtown Denver er ikke sådan en hyggelig midtby med små gader og skægge, små butikker. Det er en flok skyskrabere og med et enkelt hovedstrøg fyldt med franchise-restauranter og enkelte delis. Steder, hvor de mange forretningsfolk kan gå til frokost, inden de skal tilbage til arbejdet inde i der airconditionede stål-templer.

Det eneste interessante, vi rigtig fandt i downtown var State of Colorado Capitol, en fed boghandel og en brugtpladeforretning.

Vi gik også lidt rundt i udkanten af downtown, og her befandt vi os pludselig blandt slidte, lave en-to-etagers huse. Her følte vi os en smule utrygge – anede ikke, om her var sikkert eller ej. Folk så lidt skumle ud på gaderne, og da vi vendte tilbage til busstoppestedet i downtown var der masser af unge mænd med en meget gansta-agtig attitude. Lidt utrygt må vi vist indrømme, selvom der selvfølgelig ikke skete andet, end at man kunne lugte mariuanaen fra et par joints blandt hip-hop-bukserne og bandaerne.

I stedet opdagede vi, at Cherry Creeks, hvor Mila bor, faktisk var godt for både shopping og restaurantbesøg. Selvom husene ligger spredt, og man skal vende sig til at Shopping malls og områder, der ligner Tilst og City Syd i Aalborg ikke nødvendigvis er det samme som discount. At der faktisk var masser af kvalitet i dette pæne beboelseskvarter. Og at der sågar var en forrygende art-festival med værker af høj kvalitet i hele weekenden. Her var gaderne spærret af og hundrevis af kunstnere fra hele USA udstillede og solgte værker i en lang række små pavilliontelte.

Vi mødte også en del af Milas venner under vores besøg i Denver. Søde, udadvendte og skægge mennesker, jeg allerede savner lidt og håber på at blive Facebook-venner med snart.

Der var Ashley fra North Dakato og indretningsarkitekt i et kælderbygningsfirma. Hendes job lød markant mere interessant, end min beskrivelse antyder. Ashley inviterede på 4th of July i hendes lejlighed på 8. sal og med udsigt over hele byen fra taget. Her grillede vi burgers og hotdogs og drak masser af cocktails. Skide hyggeligt. Fedt at stå på taget og se ID4-fyrværkeriet ud over Denver – også selvom de lokale var skuffede over fyrværkeriet, og at der aldrig kom noget fireworks fra Baseball-holdet Colorado Rockies hjemmebane.

Ashley blev vældig fuld og skæg, men ringede alligevel rundt dagen efter og var meget pinlig over sin brandert. Sjovt, at man gør det. I Danmark ville man synes det var sjovt, så længe man ikke gjorde nogen fortræd – og det gjorde hun ikke, nærmere tværtimod.

Vi mødte også Suzy fra Michigan, som vi besøgte i hendes lille hus i en forstad til Denver. Også hyggeligt med masser af rødvin, pizzaer og hendes grim-søde terrier, man ikke kun undgå at holde af. Også Suzy blev fuld på den efterfølgende bartur. Hun undskyldte dog ikke, men blev sød og sentimental og fortalte om, hvor meget hun glædede sig til at komme hjem på ferie i Michigan næste dag. Her havde hun ikke været i et år og havde heller ikke set sin familie siden sidst hun var hjemme. Hvor var det sødt.

Så var der Natalie fra Kansas, der var med til koncert i Red Rocks og som friskt mødte os med et: ”Howdy, i’m from Kansas, where are you guys from?” Hjælpeklipper på det jagt-tv-program, som Mila arbejder for.

Ja, og så var der alle de andre. Den kunsthistorieuddannede Pam, der havde været fire år i hæren og udpeget mål i Afghanistan for ubemandende fly. Hendes kæreste, der havde været i ubåde uden at have været i krig. Der var pigerne til 4th of july, der sønderbankede os i den amerikanske udgave af Cranium.

Tak for at have fået et indblik i det (måske) rigtige Amerika.