Denne post blev egentlig skrevet søndag formiddag, men har ikke været i nærheden af et internet før nu, hvor jeg egentlig er kommet hjem.

Min tur i det baskiske er allerede snart til ende – og som med alle gode ture er det jo alt for tidligt. Jeg har lige i dag tilbage (lige nu er det formiddag), inden jeg i morgen meget tidlig tager den lange flyvetur hjem via den kedelige lufthavn i London Stansted.

Lige et billede af min værtinde Lise med Bilbao i baggrunden

Men det har nu været et par begivenhedsrige dage, siden jeg sende den første rapport hjem fredag formiddag. Lørdag var en af de her vidunderlige sommeragtige forårsdage, hvor alt heroppe i bjergene synes perfekt. Med solskin i store mængder, hvilket åbenbart er noget af et særsyn her i Baskerlandet, som tilsyneladende synes mere som Irland og Storbritanien end Spanien hvad regn angår – og det er måske endnu en af grundene til, at de kære baskere med det meget absurde sprog så gerne vil være selvstændige.

Men hvor om alting er, så var fredag virkelig dejlig. Vi lavede ikke det store. Stenede i solen og tog de fem kilometer ind til Guernica (eller Gernika som de lokale staver det på baskisk) for at købe ind til en stor gang grill. Og det er altså sjovt: Guernica er en lille by, og alligevel føles det som en storby med lækre supermarkeder med alskens dejlige råvarer. I alle supermarkeder er der en disk med friskfanget fisk til billige penge, og kvinden i disken skærer altså fisken op og renser den, når du siger, at du vil have den – den slags sker altså ikke i Danmark mere. Boede jeg selv hernede, tror jeg, at jeg ville leve af frisk fisk hele tiden. Til gengæld skal det så også siges, at der er ting, der synes umulige at få fat i i selv det mest velassorterede supermarked: og det er eksotiske ting som gær, mel og krydderurter – men det bruger man ikke her.

Til fredagens grillaften følte jeg mig rigtig voksen på en god måde. Den finske kunstner Paiwi havde fået besøg af en veninde fra Finland med to børn på slæb, og pludselig farede tre børn rundt og lege i haven, mens Lise og jeg lavede tomatsuppe og forberedte salater og hjemmebagt brød. Det hele var meget sydlandsk og voksent: At lave mad med bjergudsigt, mens børnene fiser rundt og leget og grillen begynder at blusse op ude på den dejlige terrasse.

Pludselig var der endnu mere fuld af finner, for der dukkede også et finsk kærestepar op, som beboerne i huset kender, og nu var det hele forvandlet til en lille fest. Rigtigt hyggeligt med alt for meget mad, lyden af græshopper og lokal Rioja-rødvin i gode mængder.

I Bilbao er man ved at bygge et “trade center”, som består af disse to ens højhuse … er det med tvillingetårne ikke set før med dårligt resultat? Og så i et land, hvor man er glad for terror?

Lørdag bød så på den obligatoriske tur til Storbyen Bilbao. Til en gammel industristad med snørklede gader i den gamle bydel, et gigantisk billigt fiskemarked, små tapasrestauranter og selvfølgelig det verdensberømte Guggenheim museum. Og sagt med det samme. Guggenheim er fantastisk. Med en vild arkitektur og med en storslået udstilling af en tysk kunstner, der hedder Kiefer. Det var virkelig oppe at ringe. Sjældent har jeg set så god og vild en kunstudstilling, der fuldstændig blæste fødderne væk under mig. Enorme malerier på måske fem gange fem meter med dystre motiver og 3d-effekter og lignende. Det var helt ubeskriveligt, mere er der vist ikke at sige om det.

Det er sgu spektakulær arkitektur det museum

Jeg kunne skrive meget om Guggenheim, men det er svært. Svært at sætte ord på det. Svært at beskrive kunst, så det giver mening. Så det vil jeg hellere gøre mundtligt en dag over masser af rødvin og pseudointellektuelle refleksioner over livet og kunsten.

Og mere Guggenheim

Ellers bød lørdag også på kage på et ægte gammeldags konditori, skattejagt efter hemmelige rum i bjerghuset og et vildt tordenvejr – hvor vi måtte slukke al lyset og bare nyde glimtene og de høje brag, der rullede rundt mellem bjergene. Meget hyggeligt.

Mere følger med billeder og reflektioner fra Guernica – den baskiske nationalismes højborg med en reproduktion af picassos berømteste maleri.

Som nogen måske ved, så er jeg draget på en lille firedages tur til nordspanske – eller rettere til Baskerlandet, for hernede går man jo meget op i, at man ikke er spansk; ja, faktisk så meget, at man som bekendt har sin helt egen terroristorganisation, der er helt tossede med bombetrusler og mord på lokalpolitikere.

Og de mener det ret alvorligt de der ETA-folk

Omstændighederne for denne fine lille rejse er, at jeg besøger min gode, gamle veninde Lise, der har boet hernede i et års tid – for at studere lidt på universitet, siden at gøre sin uddannelse på journalisthøjskolen færdig med en radiodokumentar om ETA og efterfølgende bare hygger sig med sig selv, sin tyske kæreste og de andre rare mennesker i deres kollektiv. Og det er et kollektiv, der er yderst idyllisk beliggende uden for Guernica, et stykke oppe i bjergene og i et super dejligt hus med eget citrontræ i haven, en vidunderlig udsigt og tre små forrygende legesyge kattekillinger.

Her er den så den ramponerede VW

Jeg ankom sent onsdag aften, efter en ganske begivenhedsløs flyvetur med seks timers ventetid i Londons kedelige wanabe-lufthavn Stansted. Men til Baskerlandet kom jeg, og blev samlet op uden for den mystiske hightech-lufthavn i Bilbao af Lise i en ramponeret Volkswagen, der er så gammel at sikkerhedsseler ikke er påbudt i den – og det betød en nervepirrende køretur på bjergveje, motorveje og med frygten uden på tøjet.

Udsigten fra huset

Men nøj, hvor er der rart hernede i det baskiske. Vidunderlig natur, bløde bakkelignende bjerge, små hyggelige byer med et leben uden lige, og en flok rigtigt søde mennesker i kollektivet. Fra Lise og hendes tyske kæreste. Hans ven, der selv har bygget hønsehuset. Til Paiwi, den finske malerkunstner, og hendes vildt seje knægt Urho på seks, der er uden frygt for noget som helst – og som ikke taler andet en finsk og få spanske fraser – hvilket dog ikke holder ham tilbage for at konverserer og plapre flittigt med en.

I går begyndte det hele så for alvor med en solbeskinnet morgenmad i haven ved citrontræet og derefter en ekspedition til Atlanterhavets drabelige kyst. Først med bus gennem landskabet og siden taxa helt derud til, hvor flere hundrede meter klipper fører lige nede i det frådende hav. Her skulle vi så se en lille kirke, som nogen gudsfrygtige katolikker engang har placeret øverst på en lille ø lige uden for kysten – og siden har bygget en lille bro over til. Det hele ligner noget fra en drengerøvsfilm tilsat lidt uhygge og Peter Jacksons sans for dramatik. Men vidunderligt det var det – men også ret nervepirrende med den yderst aktive seksårige Urho på slæb, der ikke er bange for meget høje klippeskrænter og udsigten til et frit fald på nogle få hundrede meters fald.

Frygtlöse Urho på kanten

Alt gik dog fint, både op- og nedstigning til kirken, og det hele efterfulgt at to spanske unge damer, der gad at samle fire trætte blaffere op og køre os de tredive kilometer tilbage til Guernica, hvor den stod på shopping og snarlig madlavning. Og sjovt at en lille flække som Guernica (der både har lagt navn til et berømt Picasso-maleri og et rollespil af Klaus Meier) har et vildt liv, masser af højhuse og en ægte sydlænderstemning. Og det er måske i en by med titusind indbyggere.

Hvem er det lige, der välger at bygge en kirke derude?

Det her ligner jo noget fra en Peter Jackson-film

Sådan skal Atlanterhavet da se ud – og der er garanteret pirater i de her farvande …

Men nok for nu. To be continued med rapporter fra Guggenheim i Bilbao, flere eventyr og sikkert masser af mere natur.