Både godt og knap så godt på Tapasbaren i Dronningens Tværgade

Tapas er aldrig noget, jeg har dyrket ret meget. Jo, bevares, jeg kender da konceptet med små retter, som traditionelt bliver serveret til øl på spanske barer – og på mine besøg i Spanien har jeg da også spist en smule af den spanske nationalspise. Men tapas er aldrig noget, jeg har gjort mig meget i, og jeg har faktisk aldrig spist på en decideret tapasrestaurant før – heller ikke dengang i midten af nullerne, hvor tapas var the thing.

Derfor var det uden de store forudsætninger eller forventninger, at jeg i tirsdags besøgte Tapasbaren i Dronningens Tværgade. Her havde folkene bag restauranten så venligt inviteret mig ned for at afprøve deres tasting-menu i forbindelse med, at stedet er blevet shinet op. Og her fik jeg så sammen med min bror som medspiser det helt store tapasshow med alt godt fra tasting-menuen plus mere til samt virkelig gode vine.

Generelt oplevede vi mange fine momenter blandt de mange småretter, men desværre svingede de også en del i kvalitet: Fra himmelske mundfulde med foie gras og æbler til lidt rodede retter, hvor salt skinke overdøvede en ellers perfekt stegt kammusling. Heldigvis redede de gode mundfulde aftenen hjem, og virkelig gode vine løftede også oplevelsen til over middel.

Tapasbaren ligger i et hyggeligt stramt og alligevel rustikt kælderlokale i Dronningens Tværgade i København. Her serverer restauranten diverse småretter fra det spanske tapaskøkken. Man kan vælge gå på en af deres to menuer – tasting-menuen til 325 kroner eller luksusmenuen til 500. I begge tilfælde kommer der en række tapas ind i fire omgange, og for hhv. 200 eller 3oo kroner får man en tilhørende vinmenu. Eller man kan få a al carte og bestille de småretter, man allerhelst vil have fra det omfattende kort – og hvor priserne svinger fra 25 til 75 kroner pr. ret.

Vi var blevet inviteret til afprøve stedets tasting-menu, men køkkenet var i sit gavmilde hjørne, så vi fik en række retter, der ikke var på menuen, og flere af vores retter stammede da også fra luksusmenuen. På samme måde var det vinene fra luksusmenuen, der kom i glasset, hvilket skulle vise sig at være en ganske anbefalelsesværdig vinmenu til 300 kroner for 3 virkelig gode vine med gavmild genopfyldning hen over aftenen.

Køkkenet lagde ud med et af aftenens højdepunkter: En virkelig god aioli, jeg nød at dyppe det fine brød i. Dertil var der saltmandler og lidt blandende oliven, som desværre blev serveret køleskabskolde, hvilket dæmpede smagen gevaldigt.

Aftenen var som nævnt præget af både virkelig gode retter og en del retter, som ikke helt fungerede optimalt, fordi de enkelte dele ikke spillede godt nok sammen. Denne østerservering var desværre et eksempel på dette: En østers kom ind dækket af en granite lavet på cava. På overfladen var dette jo en fin idé, men cavaen var ganske enkelt for sød og kraftig, hvilket fuldstændig overdøvede den sarte og forfinede østerssmag.

Til gengæld var denne servering – som ikke normalt er en del af tasting-menuen – en lille perle. Et stykke grillet gedeost på ristet brød, toppet med frysetørrede hindbær og et enkelt frisk hindbær. Det var intet mindre end en forrygende lille bid, hvor især det friske bær gav lige præcis den syre til osten, som den havde brug for.

Flere af den slags helstøbte små retter, tak.

Gazpacho fik vi selvfølgelig også – her lidt corny serveret i et cocktailglas. Men det var en rigtig fin suppe, med masser af sort peber og en olivenolie, der lige præcis trængte igennem og gav dybde til suppen. Uhm.

Desværre var der også et par retter, der simpelthen ikke rigtigt smagte af nok.

Et stykke julesalat med rødvinsmarinerede svampe løftede sig aldrig, og svampene var for sure og ferske til for alvor at fungere. De virkede, som om de var vendt i en meget kedelig fransk bojoulais uden skyggen af spansk temperament.

Og en salat med bagte tomater og fintsnittet fennikel smagte heller ikke af nok. Især fenniklen, som ellers skulle spille hovedrollen, var alt for sart og vandet i sin smag.

Et stykke friteret torsk var til gengæld en god lille servering. Ikke fancy eller nyskabende. Bare godt og perfekt tilberedt – især dyppet i den skønne aioli gjorde denne lille hapser godt.

Et par gambas-rejer var smukke at se på og smagte fint, uden at være noget, jeg drømmer om i ugevis bagefter. Men smukke, det var de.

Tapasbaren viste med tydelighed, at nogle af de mest enkle ting, faktisk var det bedste. Et rundhåndet mængde bagte lækre grønne pebre kom på bordet og smagte bare skønt uden at råbe op eller kaste sig mod himlen af ambitioner.

Ligeledes var Osten i forgrunden også et rigtigt rart bekendtskab, selvom jeg ikke kan huse, hvad det var for en.

Et stykke ristet brød med foie gras rørt op med æblemos og pyntet med brændt æble var endnu et af aftenens højdepunkter. For dælen var smagte det godt, og var sådan en hapser, man godt kunne stjæle inspirationen fra som indledning til en menu derhjemme. Uhmenum …

En kæmpestor stegt kammusling viklet i serrano-skinke lød på papiret virkelig godt. Men her var der endnu et eksempel på en servering, hvor helheden manglede. Skinkens salte smag overdøvede fuldstændig den sarte kammusling. Jeg prøvede at fjerne skinken og spise muslingen alene, og her gik det virkelig godt. Kammuslingen havde fået en fin saltet smag fra skinken og var stegt perfekt – bare ærgerligt, at det druknede, hvis man ikke lige fandt på det lille trick.

Til de første to sæt retter fik vi denne dejlige hvidvin serveret. Det var en meget velafbalanceret vin med god kraft og en smule fad. Kompleks var den ikke, men velsmagende og sådan en rar vin, man bare kunne blive ved med at drikke af – og som blev gavmildt fyldt på flere gange.

Tredje omgang småretter var mere hovedret-orienteret, og de enkelte dele spillede her mere sammen til en helhed, end tidligere. Inden de kom ind fik vi dog også en himmelsk tallerken med eksklusiv spansk sortfodsskinke på bordet, som jeg desværre ikke fik taget et billede af. Men sådan en ren skinke siger bare ikke nej til. Den nyder man bare, og det gjorde vi.

Herefter fulgte blandt andet friterede saltede kartofler – en rigtig tapasklassiker, som her var desværre ikke sad lige i skabet. De var for salte og ikke helt sprøde nok til min smag.

Et smukt stykke svinemørbrad dækket med timian og granatæblekerner var stegt så mørt og saftigt, at man næsten ikke troede det. Men desværre smagte det ikke af så forfærdelig meget, og den nænsomme tilberedning gav serveringen et markant umamiunderskud, som lidt mere stegeskorpe kunne have hjulpet med.

Rødvinen til kødretterne var intet mindre en forrygende. En tempranillo fra Silvanus i Ribera del Duero fra 2009 var langt over niveau med, hvad jeg forventede. Kraftige noter af bær ramte første tungen, men siden han fulgte en markant tørhed og en eftersmag, der viste at vinen havde lidt tid bag sig, satte et skønt punktum for denne vin.

Jeg kunne godt have drukket en hel flaske af den – og til 189 kroner i vinhandleren er der da ikke tale om nogen billig vin, hvilket viste at vinmenuen på Tapasbaren er et godt køb.

Desserten var en dejlig mundfuld. En cremet og ret let chokoladeis fik selskab sherry-marinerede jordbær og lidt crumble.

Hertil prøvesmagte vi to forskellige vine. Dels en virkelig dejlig karamelagtig Pedro Ximenes sherry, som jeg tidligere også selv har eget en flaske af. Dels en dessertvin lavet på merlotdruer. Sidstnævnte var et sjovt møde, hvor en klar sødme blev efterfulgt af en nærmest tør eftersmag – men selvom vinen var interessant var den ikke et godt match til desserten, som var for sød til denne.

Sherryen derimod … ulala …