Baskerlandet del 1

Som nogen måske ved, så er jeg draget på en lille firedages tur til nordspanske – eller rettere til Baskerlandet, for hernede går man jo meget op i, at man ikke er spansk; ja, faktisk så meget, at man som bekendt har sin helt egen terroristorganisation, der er helt tossede med bombetrusler og mord på lokalpolitikere.

Og de mener det ret alvorligt de der ETA-folk

Omstændighederne for denne fine lille rejse er, at jeg besøger min gode, gamle veninde Lise, der har boet hernede i et års tid – for at studere lidt på universitet, siden at gøre sin uddannelse på journalisthøjskolen færdig med en radiodokumentar om ETA og efterfølgende bare hygger sig med sig selv, sin tyske kæreste og de andre rare mennesker i deres kollektiv. Og det er et kollektiv, der er yderst idyllisk beliggende uden for Guernica, et stykke oppe i bjergene og i et super dejligt hus med eget citrontræ i haven, en vidunderlig udsigt og tre små forrygende legesyge kattekillinger.

Her er den så den ramponerede VW

Jeg ankom sent onsdag aften, efter en ganske begivenhedsløs flyvetur med seks timers ventetid i Londons kedelige wanabe-lufthavn Stansted. Men til Baskerlandet kom jeg, og blev samlet op uden for den mystiske hightech-lufthavn i Bilbao af Lise i en ramponeret Volkswagen, der er så gammel at sikkerhedsseler ikke er påbudt i den – og det betød en nervepirrende køretur på bjergveje, motorveje og med frygten uden på tøjet.

Udsigten fra huset

Men nøj, hvor er der rart hernede i det baskiske. Vidunderlig natur, bløde bakkelignende bjerge, små hyggelige byer med et leben uden lige, og en flok rigtigt søde mennesker i kollektivet. Fra Lise og hendes tyske kæreste. Hans ven, der selv har bygget hønsehuset. Til Paiwi, den finske malerkunstner, og hendes vildt seje knægt Urho på seks, der er uden frygt for noget som helst – og som ikke taler andet en finsk og få spanske fraser – hvilket dog ikke holder ham tilbage for at konverserer og plapre flittigt med en.

I går begyndte det hele så for alvor med en solbeskinnet morgenmad i haven ved citrontræet og derefter en ekspedition til Atlanterhavets drabelige kyst. Først med bus gennem landskabet og siden taxa helt derud til, hvor flere hundrede meter klipper fører lige nede i det frådende hav. Her skulle vi så se en lille kirke, som nogen gudsfrygtige katolikker engang har placeret øverst på en lille ø lige uden for kysten – og siden har bygget en lille bro over til. Det hele ligner noget fra en drengerøvsfilm tilsat lidt uhygge og Peter Jacksons sans for dramatik. Men vidunderligt det var det – men også ret nervepirrende med den yderst aktive seksårige Urho på slæb, der ikke er bange for meget høje klippeskrænter og udsigten til et frit fald på nogle få hundrede meters fald.

Frygtlöse Urho på kanten

Alt gik dog fint, både op- og nedstigning til kirken, og det hele efterfulgt at to spanske unge damer, der gad at samle fire trætte blaffere op og køre os de tredive kilometer tilbage til Guernica, hvor den stod på shopping og snarlig madlavning. Og sjovt at en lille flække som Guernica (der både har lagt navn til et berømt Picasso-maleri og et rollespil af Klaus Meier) har et vildt liv, masser af højhuse og en ægte sydlænderstemning. Og det er måske i en by med titusind indbyggere.

Hvem er det lige, der välger at bygge en kirke derude?

Det her ligner jo noget fra en Peter Jackson-film

Sådan skal Atlanterhavet da se ud – og der er garanteret pirater i de her farvande …

Men nok for nu. To be continued med rapporter fra Guggenheim i Bilbao, flere eventyr og sikkert masser af mere natur.