Blandt seafood, vulkaner og feta

Grækenland er ikke kendt for sine store kulinariske udskejelser. På vores breddegrader er det vist mest tzatziki, feta, moussaka og gyros vi kender til, og derfor var det med blandede madforventninger, at jeg nu er draget på bryllupsrejse til Santorini – øen som om noget er indbegrebet af Grækenland, og hvor størstedelen af billederne til landets postkort er taget.

Jeg forventede ikke store gourmetoplevelser, men derimod plain simple mad med gode råvarer og masser af mad fra havet uden de store dikkedarer – men med en dejlig enkelthed trods alt, vi er jo i Middelhavet. Og jeg er heldigvis ikke blevet skuffet – tværtimod – jeg har faktisk haft nogle ret store madoplevelser på de to dage, vi har været har nu. Og det hele har kredset om havet indtil videre, og det er jeg glad for, fordi jeg ikke kan få nok af fisk, skaldyr og alt godt fra Poseidons element.

Blæksprutte stoppet med alskens godt

Den første aften besøgte vi en lokal restaurant i byen Oia, hvor vi bor, som værtinden Krista anbefalede. En helt nede på jorden græsk restaurant uden de store dikkedarer, men med kvalitet til billige penge.

Og jeg må sige hun fik ret.

Her fik både Line og jeg en ovnbagt blæksprutte stoppet med lokale sherrytomater, fetaost og kartofler. Huhej, hvor det smagte. Så enkelt, så lækkert. Hvad mere er der at sige. 12 Euro. Billigt, billigt. Jeg skal hjem og prøve at lave det selv, efter jeg har opdaget, at man kan købe billige blæksprutter i Metro.

Den bedste tzatziki

I går til frokost valgte vi at spise på en lille – egentligt ret dårligt udseende – knejpe i hovedbyen Fira. Den lå lidt væk fra turiststrøget, og vi valgte den, fordi den egentlig bare lå der. Men her fik jeg den bedste tzatziki, jeg nogen sinde har smagt. Perfekt balance mellem agurker, hvidløg og fedme fra youghurt og olivenolie.

Nu må jeg jo så også indrømme, at mit kendskab til den græske agurk-klassiker begrænser sig til mine egne og venners hjemmelavede og slatne udgaver på dårlige middelhavsbufeter – men lige gyldig hvad, så var denne henrivende.

Derudover fik jeg prøvet noget nyt: Sværdfisk. Uhm. En meget kødagtig fisk, der egentlig minder mere om kød end om fisk. Skønt grillet og med en lidt bizar blanding af stegte kartoffelskiver (tydeligvis fra frost) og dejligt eddikesmagende ris. Fisken var bedre end tilbehøret, om end risene var lækre i deres simple udtryk.

Hummer på havnekanten

Og så i dag sparkede frokosten virkelig røv. Vi havde fået anbefalet en lille fisketaverna på havnekanten i Oia – et par hundrede meter under byen, som ligger på en klippetop lige oven for – og som bød på alskens slags fisk fra havet.

Her valgte man sin fisk, som kun var opgivet ved kilopris. Vi blev ført ind i køkkenet og fik her lov til at vælge. Vi valgte at flotte os med hummer og to små røde muller, som den canadiske tjener fortalte, var folkene fra vores hotels yndlingsfisk.

Tilbehør skulle man så vælge bagefter. Vi valgte en lokal ret: De særlige santorini-sherry-tomater dyppet i dej og friturestegt sammen med løg. Det lyder sært, men det var skønt. Derudover stegte kartofler, som viste sig at være nogle meget veltillavede pommes frites. Helt sprøde.

Men hovedrollen var nu de to små fisk og i særdeleshed hummeren – frisk grillet og delt i to, så vi kunne dele. Der er ikke så mange dikkedarer – lige ud af landevejen – ganske som jeg håbede på, men som alligevel har overrasket mig. Der er jo en grund til at hummer bare er en kulinarisk klassiker. Den går aldrig galt i byen.

Gourmet kommer senere

Tak for simpel mad. Og alligevel glæder jeg mig til, at vi senere på ugen skal besøge restauranten 1800 – en gourmetrestaurant med blandt andet en molekylær udgave af en traditionel græsk salat. Det skal nok blive spændende …

For ikke at tale om, at vi skal ud og besøge en vingård, der laver noget af den – åbenbart – særlige santorinivin, der har en særlig surhed (på den gode måde) fra den vulkanske jord. Det glæder jeg mig til, og især fordi den flaske lokale rødvin, der er i mit glas lige nu, virkelig er en behagelig oplevelse: tør, ikke for kraftig og med en særlig lidt svovlagtig surhed. Et meget speciel og kompleks vin, som alligevel gør sig ganske godt her på terassen med udsigt til en vulkan og det azurblå middelhav. Men måske endnu bedre med noget grillet lam.