Blinis med guacemole, belugalinser og rejer

Dagen i dag var en rigtig improdag i køkkenet. Line skulle egentlig lave mad. Hun havde været ude for at købe noget kød, men det umuligt at opdrive noget interessant økologisk kød – selv i Egefeld – så derfor skulle vores mad bare være alt godt fra køleskabet. Udgangspunktet var nogle avocadoer, og da jeg kom til at sige, at de kunne være gode som guacemole sammen med pandekager blev jeg gennet i køkkenet for at hjælpe – mest for at lave pandekagerne. Egentlig forestillede jeg mig noget mexicansk inspireret med masser af krydderier og bønner, men da jeg fandt nogle belugalinser i skabet fik jeg ideen til at lave små hævede pandekager i stedet med rejer og en salat af linser og rå grøntsager. Linser står nemlig skønt til blandt andet rå løg.

Jeg må dog indrømme, at jeg ikke helt ved, om de små pandekager, jeg lavede er ægte russiske blinis. Men de mindede da i det mindste om det. Ideen var egentlig bare at lave klassiske amerikanske morgenmadspandekager – bare uden sukker og så meget fedt. Og det fungerede fint.

Line stod for guacemolen – jeg for resten 🙂

Blinis

1 æg
2 dl mel
2 dl mælk
1 tsk bagepulver
Salt
Olie

Pisk æggen sammen med melet, salt og bagepulver, så du får en tyk dej, smuldret dej. Pisk herefter mælken i, indtil dejen er flydende nok til at kunne hældes ud fra en øseske og ned på panden.

Varm olie op på en pande, og sæt små klatter af dej i olien. Bag pandekagerne på den ene side, indtil de begynder at boble en del. Vend dem herefter, og bag et par minutter på den anden siden. Hold pandekagerne lune i en ovn ved 100 grader, mens du bager flere.

Guacemole

2 modne avocadoer
2 fed hvidløg
½ dl a38 eller youghurt naturel
Saft fra 1½ lime
1 tsk sukker
Salt og peber
En smule chili

Pil kødet ud af avocadoerne, og put det i en skål. Put hvidløg og a38 i skålen, og blend med en stavblender, indtil avocadoerne og hvidløget er helt most ud. Smag til med limesaft, chili, salt og peber.

Salat af varme belugalinser og rå grøntsager

1 dl belugalinser
1 finthakket løg
1 tomat, finthakket
2 små gulerødder, finthakket
Små brocolibuketter
Olivenolie
Limesaft
Salt og peber

Kog linserne i letsaltet vand i ca. 20 minutter. Vend de varme linser sammen med de finthakkede rå grøntsager og hæld et par spiseskefulde olivenolie over sammen med limesaften. Vend salaten rundt, og smag til med salt og peber.

Anretning

Smør en blinis med gaucemole, læg salaten oven på og nogle rejer øverst. Pynt evt. med lidt kaviar, rogn eller caviart (som er et kaviarlignende vegetarprodukt lavet på tang).

Læg brocolibuketter rundt omkring på tallerkenen. Tvær en klat gaucemole ud med en ske.

3 svar til Blinis med guacemole, belugalinser og rejer

  • Anders Frost Bertelsen skriver:

    Mmm, det ser godt ud. Blinis er traditionelt lavet på boghvedemel – som kan købes i de fleste supermarkeder, tilsyneladende kun til at man kan lave blinier. Men dine ser også gode ud:-) Det kan være tre(+1) tykke mænd skal lave blinis næste gang. Jeg har lavet dem både med creme fraiche, rødløg og kaviar og med laks og rygeostcreme. Især de første er gode, men jeg tror der kan udvikles på det andet koncept.

  • Anders Frost Bertelsen skriver:

    Man kan iøvrigt med fordel bruge en blinispande, jeg har adgang til et par stykker, hvis det bliver til noget.

  • morten skriver:

    Det Anders siger, har engang lavet det til 15-20 mand, og det tog en krig men var det værd. de går også fint med seranoskinke eller lignende, og de bliver pæne hvis du fyrer lidt urter i dejen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier