Alligatorer, skildpadder og en klukkende ro
Onsdag den 15. juli, kl 20.00
Så er vi tilbage i New York efter en uge i Louisianas varme. Men før jeg begynder at berette om vores andet besøg i The Big Apple, skylder jeg en beretning og nogle billeder fra vores tur ud i sumpen i lørdags. Det kommer så her.
Lake Martin er en sø i Lousiana, der er et par kilometer på hver led og en del det gigantiske sumpområde, der udgør det sydlige af staten. Søen er Nordamerikas største yngleområdet for vadefugle og rummer et stort og varieret dyreliv fra hejrer og traner over sumpskildpadder (som den jeg har derhjemme) til store ulækre edderkopper og alligatorer i massevis.
Vores guide på turen var Monsieuer Leblanc, en gammel 72-årig herre, der har levet hele sit liv på sumpen med historier og oplevelser fra et helt liv smurt godt ind i rynkerne i hans ansigt, i det hvide skæg og i hans helt særlige cajun-accent, hvor small konsekvent bliver erstattet med little. En mand, der både er turguide, krebsefikser og alligatorjæger. Og en mand, der stolt viser gamle artikler frem fra National Geographic og andre blade, hvor han selv optræder som hovedperson i spændende reportager fra livet på sumpen. Ja, og så brygger han selv den særlige Moonshine – en art lækker og fløjsblød whisky, som han deler ud på et særligt tidspunkt på sin tur. Tak for det Leblanc.
Leblanc var hele turen værd i sig selv. Men det var turen på Lake Martin også. Ganske ubeskriveligt at sejle rundt blandt de enorme cypress-træer, der groer direkte i vandet, mens man ser kæmpe guldsmede flyve rundt overalt og hvert andet øjeblik ser nye spændende dyr i form af fugle, skildpadder og enkelte alligatorer.
Desværre så vi ikke mere end et par små alligatorunger. Sæsonene er nemlig lige nu den, at hunnerne bevogter deres reder og kun sjældent kommer ud på søen. Og hannerne ligger på lur for at æde de mange unger – det er nemlig en del af naturens orden, fortalte Leblanc. At alligatorer æder alt, inklusiv deres egne unge. Men de angriber heldigvis aldrig mennesker, selvom de kan være op til 3-4 meter lange og se drabelige ud. Det er meget værre med krokodiller, som der bl.a. lever i Florida. Hvis der var krokodiller i Lake Martin ville Leblanc ikke tage turister ud i en lille båd – også selvom han konstant joker med, at alligatoernes yndlingsføde er turister.
Det var også fascinerende at se skildpadder i naturen. Og altså ikke skildpadder sådan generelt, men rødørede terapiner, som er samme race som min skildpadde Luna derhjemme i akvariet. Men de her, de er store – meget store. Og det sætter lidt dårlig samvittighed i gang om mit eget dyr i fangeskab, som dog nok aldrig ville kunne klare sig, hvis man satte hende ud i sumpen. Så hellere beholde det lille pus på Frederiksberg.
Desværre var turen alt for kort. To timer. Men meget mere kunne vi bruge. Og hvor ville vi gerne tage endnu flere ture og se flere sumpe. For hvor var der vidunderligt – roligt, fascinerende og lidt farligt.
Cajunland med folkemusik, uendelig varme, sumpe og lidt for meget lokalt touch
Breaux Bridge, Louisiana, søndag d. 12. juli 2009, kl 14.13
Sidder her på en ægte sydstatsveranda med i en gyngestol. Her i skyggen er det lige præcist humant nok at opholde sig udendørs – ellers er det nærmest dræbende med varmen; også om aftenen; så enhver lejlighed til at være indendørs med airconditioning er velkommen. Også selvom man egentlig hellere ville sidde i haven til det bed and breakfast, vi bor på, og bare se på Bayou Teche flyde forbi og lytte til cikadernes i træerne.
Vi er Breax Bridge, en lille by midt i Cajunlandet i Louisiana. Et område med indbyggere med fransk-canadiske rødder, hvilket har givet området et særligt kulturelt pust, der ikke ligner resten af USA. Med en anden madkultur og med en særlig musikkultur, som vi har fået en smag på de sidste par dage, siden vi ankom fra New Orleans i fredags.
Her er ellers meget stille, når man lige har været i The Big Easy og ikke har en bil til at køre rundt i. Meget, meget stille. Her er også hyggeligt og alle er venlige og hjælpsomme. Men også lidt uhyggeligt og skræmmende på sådan en Twin Peaks-agtig måde. Man ved ikke helt, hvilke hemmeligheder, der ligger under overfladen, og hvad der ligger bag de mange indforståetheder, som vi møder.
Mystikken startede allerede fredag, da vores landlady Mary Lynn hentede os ved toget. En dame med en mere end normalt stor bagdel, men umådelig sød og hjælpsom – næsten for hjælpsom. Vi steg ind i hendes bil og kørte mod Breaux Bridge, 10 km fra togstationen i Lafayette. Her lød det som om hun allerede havde planlagt hele vores besøg. Hvad for noget musik, vi skulle høre hvornår. Hvor vi skulle spise. Hvem der skulle køre os rundt, når nu vi ikke selv har kørekort. Hun havde nærmest allerede reserveret borde og alt sådan noget. Venligt, ja. Men også lidt skræmmende.
Det andet mærkelige er, at hun så ikke rigtig serverer morgenmad selvom det et bed and breakfast hun kører. Hun er bortrejst nogle dage nu og har lagt lidt muffins og kager, hvis vi skulle blive sultne. Og sodavand i køleskabet. Men altså, det er da ikke morgenmad er det? Da jeg spurgte til, hvordan det virker med morgenmad, sagde hun igen, at hun havde stillet lidt frem til os. Så forklarede hun, hvordan kaffemaskinen virker. Og at vi da også kunne gå over på restauranten lige om hjørnet og spise. Eller købe mere i supermarkedet, hvis vi ville have youghurt eller lignende. Tak, tak. Jeg var for flink til at brokke mig. Og hun er jo så rar og stedet så fint.
For Au Bayou Teche Bed and Breakfat er virkelig et fint sted. Et gammelt hus fra 1840’erne med store planker i loftet, himmelsenge på værelserne og gyngestole overalt. Et dejligt hus, hvor adskillige spøgelseshistorier kunne udspille sig. Og lige ned til Teche-floden, der løber ved kanten af baghaven.
Lørdag morgen havde vi så den første oplevelse med den lokale musikkultur. Zydecco-breakfast på restauranten Cafe des Amis, lige rundt om hjørnet, og som bemærket er det bedste spisested i området og virkelig fremragende. Her skulle vi møde op halv otte for at få os et bord. Herefter cajun-morgenmad med æg og skaldyr. Og pludselig væltede det ind med mennesker. Den lokale folkemusik gik i gang, og et sekund efter var gulvet fyldt af dansende. Klokken halv ni om morgenen. Og folk begyndte at drikke bloody mary’s og champagne. Meget lokalt og sjovt at se på.
Det hele gentog sig så lørdag aften. Mary Lynn havde reserveret et bord til os på Poussiere’s – den ældste cajundancehall, der åbnede en gang i halvtredserne. Her skulle en flok cajunlegender spille – det måtte vi ikke gå glip af, sagde hun.
Så der sad vi så. I et meget stort lokale med meget lavt til loftet. Med borde rundt om et dansegulv og en masse midaldrende og ældre mennesker – alle lokale og en del cowboyhatte – og da musikken startede var gulvet straks fyldt med dansende. Vi følte os meget lost og fascinerede på samme tid. Det var meget meget lokalt på sådan en lidt hillbillieagtig måde. Musikken var forfærdelig: Blues møder country-pop på den værste amerikanske mainstreame-måde, som man kan forestille sig. Meget danse-moderne-agtigt. Men også virkeligt kuriøst og ægte.
Vi fik da os par sving-oms. Både med hinanden og med et par, vi delte bord med, som kendte til kulturen og dansetrinnene. Vi gik efter halvanden time. Der var det interessante overstået og vi måtte bare væk. I stedet fik vi middag anden aften i træk på den fremragende Café Des Amis.
Nå, ja, så var vi også på en fantastisk tur ud i sumpene i går. Men det kommer der et selvstændigt indlæg om.
Video: Whasboard Chaz – som vi så i New Orleans
Her er en video med de fine bliues-fyre, vi så spille på en støvet bar en nattetime i New Orleans. Eller rettere: vaskebrætfyren Washboard Chaz er den samme – de to andre er nogle andre.
Dekadent, skræmmende, fascinerende og helt ubeskriveligt – New Orleans and all that jazz
Fredag den 10. juli 2009, kl 12.24, toget mellem New Orleans og Lafayette
Toget er langsomt, meget langsomt. Triller tungt og med en karakteristisk tog-tudelyd igennem Louisiana, over The Mighty Mississipi og ud mod det stille bøhland.
Efter toenhalv dag i New Orleans er vi nu på vej videre. Toenhalv dag, der næsten ikke lader sig beskrive med ord. Det var dage med en særlig stemning af forfald, forførelse, ekstrem varme og fugt. Med voodoo, smalle gader i kolonistil, store mansions og uhyggelige mennesker med guldtænder og med et ønske om at hustle en så meget som muligt. Og med musik, lethed og en vanvittig gå-i-byen-gade kaldet Bourbonstreet, der minder om en overdrevet udgave af Jomfruanegade i Aalborg.
Vi er begge blevet forelskede i The Big Easy, og vi ville gerne have meget mere. Ikke at der er så meget mere, vi egentlig burde se, men fordi vi vil have mere af den særlige stemning, der hersker i byen. En by, hvor 80% af den blev oversvømmet under orkanen Katrina for et par år siden. Men en by, der lever videre og hvor alle er glade, feststemte og klar på jazz.
Vi har besøgt de berømte kirkegårde, der er uhyggelige labyrinter, fordi gravene ligger som små dukkehuse over jorden. Der er for meget vand i jorden til at man kan begrave folk der. Resultatet er, at man godt forstår, hvorfor så mange skrækhistorier om vampyrer og voodoo-kulter stammer herfra.
Vi har været på guidede ture rundt i både The French Quarter, der egentlig er spansk koloni i sin stil, og i The Garden District, hvor den ene vidunderlige villa afløser den anden. Her har vi fået fortalt om byens historie, set berømtheders huse og set hvor film som Curious Case of Benjamin Button og Interview With the Vampire er optaget. Set huse eget af Trent Reznor, Anne Rice og Nicolas Cage.
Vi har smagt på byen og sydstaternes creolerkøkken. Smagt gumbo, jambalaya og østers til ingen penge, mens vi drak øl til på en meget lidt fisefornem måde. Og så har vi besøgt den fine restaurant Bayona og fået en lille smagsprøve på sydstaternes køkken, når det går gourmet.
Og i aftes oplevede vi også for alvor byens berømte musikliv. En tur på Frenchman Street bød på livemusik på hver eneste lille bar. Højdepunktet var en bluestrio, der spillede oldschool blues på vaskebræt, mundharmonika og steelguitar. Det lød fuldstændig som en gammel plade fra 20’erne, og forsanger og vaskebrætspilleren kunne gå direkte ind fra the cottonfields til sit faldefærdige skur, få sig en icetea og så bare vente på Momas gumbo i den boblende gryde.
Ja, New Orleans er ubeskrivelig. Dekadent på godt og ondt. Smadret, trist og forførende. Vi skal tilbage. Det skal vi. Gå på Basim Street, køre med Streetcar named desire, se The saints go marching in og endnu engang lande i Louis Armstrong International Airport.
At opleve det (måske) rigtige USA på godt og ondt
Tirsdag den 7. juli 2009, kl. 13.08
Sidder her i flyveren fra Denver på vej mod New Orleans. På vej fra bjerge og guldgravere til sumpe, jazz og cajunmad. To dele af Amerika, der er vidt forskellige og alligevel en del af det samme land med den samme kultur – og alligevel med hver sin kultur.
Jeg tror, at vi i Denver har fået lov til at komme så tæt på det ”rigtige” USA, som det er muligt for sådan et par gringos som Line og jeg uden kørekort og på besøg hos en dansk pige, tilfældigvis bosat i The Mile High City.
For i Denver har vi – udover vidunderlige ture op i The Rockies – også set, hvordan en million-provinsby a’la Amerika ser ud. Og vi har haft den dejlige mulighed for at møde lokale, unge amerikanere med baggrund i forskellige steder som Denver, North Dakota, Michegan og Kansas.
Efter vi torsdag havde lejlighed til at opleve downtown Denver, sagde jeg til Mila, at det var røvsygt, hvilket hun vist blev lidt ked af at høre. En lidt bombastisk udtalelse, som havde baggrund i vores umiddelbare oplevelse af midtbyen i noget, vi troede var en metropol som New York eller København. Og på at vi endnu ikke havde fået en forståelse for, hvordan en by som Denver egentlig er bygget op – at der godt nok er et downtown, men at alting ligger spredt på en anden måde end i europæiske storbyer og at mange af de interessante restauranter, butikker og cafeer ikke nødvendigvis ligger i downtown og hyggelige gader.
For downtown Denver er ikke sådan en hyggelig midtby med små gader og skægge, små butikker. Det er en flok skyskrabere og med et enkelt hovedstrøg fyldt med franchise-restauranter og enkelte delis. Steder, hvor de mange forretningsfolk kan gå til frokost, inden de skal tilbage til arbejdet inde i der airconditionede stål-templer.
Det eneste interessante, vi rigtig fandt i downtown var State of Colorado Capitol, en fed boghandel og en brugtpladeforretning.
Vi gik også lidt rundt i udkanten af downtown, og her befandt vi os pludselig blandt slidte, lave en-to-etagers huse. Her følte vi os en smule utrygge – anede ikke, om her var sikkert eller ej. Folk så lidt skumle ud på gaderne, og da vi vendte tilbage til busstoppestedet i downtown var der masser af unge mænd med en meget gansta-agtig attitude. Lidt utrygt må vi vist indrømme, selvom der selvfølgelig ikke skete andet, end at man kunne lugte mariuanaen fra et par joints blandt hip-hop-bukserne og bandaerne.
I stedet opdagede vi, at Cherry Creeks, hvor Mila bor, faktisk var godt for både shopping og restaurantbesøg. Selvom husene ligger spredt, og man skal vende sig til at Shopping malls og områder, der ligner Tilst og City Syd i Aalborg ikke nødvendigvis er det samme som discount. At der faktisk var masser af kvalitet i dette pæne beboelseskvarter. Og at der sågar var en forrygende art-festival med værker af høj kvalitet i hele weekenden. Her var gaderne spærret af og hundrevis af kunstnere fra hele USA udstillede og solgte værker i en lang række små pavilliontelte.
Vi mødte også en del af Milas venner under vores besøg i Denver. Søde, udadvendte og skægge mennesker, jeg allerede savner lidt og håber på at blive Facebook-venner med snart.
Der var Ashley fra North Dakato og indretningsarkitekt i et kælderbygningsfirma. Hendes job lød markant mere interessant, end min beskrivelse antyder. Ashley inviterede på 4th of July i hendes lejlighed på 8. sal og med udsigt over hele byen fra taget. Her grillede vi burgers og hotdogs og drak masser af cocktails. Skide hyggeligt. Fedt at stå på taget og se ID4-fyrværkeriet ud over Denver – også selvom de lokale var skuffede over fyrværkeriet, og at der aldrig kom noget fireworks fra Baseball-holdet Colorado Rockies hjemmebane.
Ashley blev vældig fuld og skæg, men ringede alligevel rundt dagen efter og var meget pinlig over sin brandert. Sjovt, at man gør det. I Danmark ville man synes det var sjovt, så længe man ikke gjorde nogen fortræd – og det gjorde hun ikke, nærmere tværtimod.
Vi mødte også Suzy fra Michigan, som vi besøgte i hendes lille hus i en forstad til Denver. Også hyggeligt med masser af rødvin, pizzaer og hendes grim-søde terrier, man ikke kun undgå at holde af. Også Suzy blev fuld på den efterfølgende bartur. Hun undskyldte dog ikke, men blev sød og sentimental og fortalte om, hvor meget hun glædede sig til at komme hjem på ferie i Michigan næste dag. Her havde hun ikke været i et år og havde heller ikke set sin familie siden sidst hun var hjemme. Hvor var det sødt.
Så var der Natalie fra Kansas, der var med til koncert i Red Rocks og som friskt mødte os med et: ”Howdy, i’m from Kansas, where are you guys from?” Hjælpeklipper på det jagt-tv-program, som Mila arbejder for.
Ja, og så var der alle de andre. Den kunsthistorieuddannede Pam, der havde været fire år i hæren og udpeget mål i Afghanistan for ubemandende fly. Hendes kæreste, der havde været i ubåde uden at have været i krig. Der var pigerne til 4th of july, der sønderbankede os i den amerikanske udgave af Cranium.
Tak for at have fået et indblik i det (måske) rigtige Amerika.
Snestorm, tåge og super romantisk klassisk koncert blandt røde westernklipper
Mandag den 6. juli 2009, kl. 11.06
Det er fantastisk, hvordan tiden føles helt anderledes, når man holder ferie. Hvor meget man egentlig kan nå på en dag, en uge, en time. Vi har kun været i sted i en uge, og jeg har allerede oplevet så meget, set så mange ting, tænkt så mange tanker – og alligevel er der næsten to uger tilbage af vores USA-rejse. Tænk, hvor meget der er at opleve endnu.
I går var en af de dage, hvor jeg næsten ikke kan forstå, at vi oplevede så meget. Så mange ting på en dag. Og tænk på, hvor lidt man oplever sådan en almindelig dag med arbejde og alle rutinerne. Jeg elsker ferie.
Ud af mange oplevelser i går var der to store højdepunkter: Turen op til toppen af Mount Evans, over 4000 meter ad den højest beliggende asfalterede vej i Amerika. Og senere en klassisk koncert i Red Rocks, som er et mageløst amfiteater (selvom det teknisk ikke var et amfiteater) beliggende blandt røde westernklipper.
Mount Evans er et bjerg i Rocky Mountains, ganske tæt ved Denver, på 4348 meter, hvor man kan køre stort set hele vejen til toppen på en vej, der snørkler sig op ad bjerget med en vidunderlig udsigt undervejs. Det skulle prøves, så vi stævnede ud og kørte opad og opad, indtil vi nåede betalingsbommen, hvor man skulle betale – herfra var der tolv miles til toppen. Nemt, tænkte vi.
Men ak, det skulle blive nervepirrende ud over det sædvanlige – men også forrygende. Kort efter bommen ramte vi skyerne, og pludselig kunne vi ikke se mere end få meter frem. Allerede her overvejede vi at vende om, men tog chancen og fortsatte. Heldigvis tyndede tågen ud, da vi nåede over trægrænsen og månelandskabet i tundraen åbenbarede sig med spredte snepletter overalt.
Herfra var det så kørsel opad og opad ad en frygelig smal vej med skrænten til den ene side og helt og aldeles uden autoværn. Ofte med modkørende biler på det populære bjerg. Undervejs med et stop ved Summit Lake, hvor der er is på søen, og hvor vi virkelig kunne mærke kulden og den tynde luft.
Med omkring en mile tilbage til toppen ramte vi igen skyer. Denne gang var det ikke så meget tågen, der var nervepirrende, men derimod at de indeholdt sne. Først som slud, men da vi endelig nåede p-pladsen 30 meter fra toppen, var det nærmest en snestorm. Line og jeg prøvede at gå ud af bilen, men blev kun derude et minuts tid. Ingen sigtbarhed, stærk blæst og med sneen væltende ned. Noget af en oplevelse i starten af juli.
Selvom vi ikke kunne se noget og ikke helt ramte toppen tog vi det som oplevelse og begyndte den lange tur ned igen med sneen hamrende mod ruden. Heldigvis gik alt fint, og under skyerne kunne vi igen nyde det overvældende syn af Rocky Mountains fra oven.
Efter turen på bjerget og bisonkød på en saloon i Idaho Springs rundede vi dagen af med en klassisk koncert i det udendørs amfiteater Red Rocks, som ligger få kilometer uden for Denver. Måske et af de smukkeste steder, jeg nogen sinde har været. Stedet er hugget ud i klippen og omgivet af store røde, vandskurede klipper, der ligner noget fra en westernfilm. Red Rocks har lagt scene til mange store koncerter i tidens løb – senest en Leonard Cohen performance, som jeg er meget misundelig over, og tidligere den legendariske u2-optagelse Under a Blood Red Sky.
Koncerten var skøn. Klassiske hovedværket spillet af Colorado Symphony Orchestre og med fri entre. Det kan ikke beskrives at sidde der, mens solen går ned blandt de røde klipper og samtidig kunne se ud over Denver og prærien, der begynder netop her i udkanten af bjergene.
Hvilken dag, der også bød på morgenmad på Tom’s Diner (desværre ikke den fra Suzanne Vega-sangen) og et besøg på Coors-bryggeriet, der er det største enkeltstående bryggeri i verden.
Rocky mountains – langsomt ud, hjem igen, men hvilken udsigt midt i åndenøden
4. juli 2009, kl 10.14
I går kørte vi ud i Rocky Mountains, der tårner sig op lige vest for Denver. Ud til Vail, et skisportssted med lift op i bjergene, små hyggelige østrisk-lignende gader og små restauranter. Køreturen ville tage halvanden time, fortalte Mila os.
Af sted kom vi sammen med Mila, Jordan og veninden Ashley. Men vi havde ikke lige tænkt på den massive ferietrafik der var i går. Der var fridag, fordi det i dag er 4th of july – den amerikanske uafhængighedsdag – og det fejrer mange med en tur ud til familie og venner. Og åbenbart også med en køretur på motorvejen gennem The Rockies.
Det blev til en køretur på omkring 2½ time i stedet, men hvad gør det, når udsigten var som den var. Puha, bare den køretur var det hele værd. Snigende sig i køer ind gennem de massive bjergpas og dale og med klippevægge tårnende sig op til begge sider – og med sneklædte tinder tæt på hele tiden. Jeg var solgt allerede der.
Da vi endelig nåede Vail, havde vi ikke så meget tid. Mila skulle aflevere Jordan hos hendes far kl 6 inde i Denver, så det kunne kun blive til et par timer derude. Derfor skyndte vi os hen til liften, som vi troede var gratis om sommeren – det var den ikke. Den kostede $20 – lidt dyrt for en fem minutters tur i en skilift. Til gengæld kunne man også vælge at betale $25 og så få $15 i gavekort til en restaurant på toppen. Top, sagde vi, det gør vi, og gik så ombord i liften.
Da vi så nåede toppen var alle folk paniske og på vej ned. Et tordenvejr var på vej, og så ville liften måske lukke og folk ville blive våde. Vi var ligeglade. Vi ville have noget for vores penge. Så vi købte frokost på den udendørs grill, selvom vi egentlig hellere ville ind i den hyggelige restaurant – men der skulle vi bestille bord i forvejen.
Samtidig begyndte regnen at vælte ned og vi søgte tilflugt med vores barbequekylling og hamburgers indenfor blandt de få borde, der var tilegnet grillen derinde. Der var ikke pladser nok til alle, så flere af os måtte stå og forsøge at grave kød af kyllingebenene, men paniske vandrere kom ind totalt gennemblødte. Ikke lige den romantisk hyggelige frokost vi havde drømt om hele den lange køretur – til gengæld blev vi enige om, at vi da så ville huske denne tur meget længe og grine af den.
Heldigvis klarede det op, og der var stadig en time til vi skulle køre. Så Line og jeg ville gå en lille tur længere op af bjerget. Det var hårdt opdagede vi. Bare en lille stigning her i over 3000 meters højde fik pusten fra os og den tynde luft gav respekt. Godt man ikke er bjergbestiger på vej mod toppen af Everest.
Men udsigten deroppe. Udsigten. Breathtaking, som man siger herovre i staterne. Man fik helt lyst til at jodle. Eller i det mindste bare sidde på en sten og bare suge luften og øjeblikket til os. Jeg var glad. Meget glad med Line ved min side.
Desværre skulle vi afsted igen med det samme, men det passede perfekt, for endnu et tordenvejr var på vej, og de ville lukke liften om lidt – og så ville vi være fanget på bjerget
Blandt cowboyhatte, guldgravere og rigtige mennesker
Torsdag den 2. juli, kl 9.00
Efter det overvældende New York har vi nu taget flyet treenhalv time vestpå til Denver, Colorado. En millionby lige på grænsen mellem den uendelige prærie og Rocky Mountains, der tårner sig op kun tyve kilometers kørsel vest for byen. Her besøger vi Lines studieveninde Mila og hendes otte måneder gamle datter Jordan. Efter en skilsmisse er de netop flyttet ind i en lejlighed i et af byens pæne villakvarterer.
Det var en bizar oplevelse at vågne op efter en blund i flyet og kigge ud og se det uendelige flade landskab under os, mens vi fløj over Nebraska, Kansas eller hvor vi nu var. Firkanter så langt øjet kunne se – snorelige veje dannede perfekte firkanter. Godt man ikke bor dernede, tænkte jeg. Ikke en by miles omkreds og sikkert fuld af republikanske hillbillies.
Tættere på Denver blev markerne så helt runde, som om særlige maskiner er bunder fast til en snor, når markerne skal sås. Interessant.
Allerede i Denver International Aiport kunne vi se, at det her var noget ganske andet en New York. Guides stod klar til at besvare spørgsmål, iklædt cowboyhatte. Og med store malerier på væggene, der viste rodeo, guldgravere og andet godt fra de glade tider i the wild west og tiden omkring the gold rush for 150 år siden.
Mila hentede os i lufthavnen og det var en smuk køretur ind mod Denver. Fladt terræn, diset og med luftspejlinger i varmen. Med Denvers skyskrabere længere fremme og The Rockies i baggrunden. Jeg var fascineret – også af at sidde en rigtig bil på en amerikansk highway på vej mod flere eventyr.
Eftermiddagen blev brugt til hygge med Mila og Jordan – hvor er hun kær den lille – og med en gåtur i det lokale neighbourhood ned til en lille kaffebar. Herefter indkøb i et gigantisk supermarked, der har alt, inden jeg lavede mad til de par gæster Mila havde inviteret til om aftenen.
Og det var hyggeligt. Susie og Ashley kiggede forbi. To af Milas amerikanske veninder og senere den enes kæreste. De var heldigvis begejstrede for min madlavning, og snakken gik livligt. Hvor er det fedt at møde rigtige mennesker, når man er ude i verden.
De næste dage skal vist gå med en blanding af barture, sightseeing i Denver, et par ture til bjergene og så 4th of july. Her har Ashley inviteret os på barbeque på taget af hendes lejlighedskompleks, hvor vi kan grille, bade i poolen og se fyrværkeri. Det skal nok blive skægt at opleve nationaldagen blandt lokale.
Og så glæder jeg mig vildt til at se bjergene sådan rigtigt. Det eneste problem er varmen. Der var varmt i NY, der er lige så varmt her, og nu gruer jeg for, hvordan det bliver i New Orleans …
The New York Blues – altså ikke serien
30. juni 2009, kl. 10.44
Ah, sidder på en fantastisk autentisk diner på Lexington Avenue. Det er formiddag, på vej på MOMA og totalt mæt, efter vi undervurderede de amerikanske portionsstørrelser. Vi skulle bare lige have lidt havregrød med frisk frugt og et enkelt spejlæg med kartofler til. Det blev til to spejlæg, der ankom på tallerkenen og en fantastisk sød pourto ricansk servitrice, der siger sweetie til os hele tiden. Og alle i køkkenet taler spansk, men slår hele tiden over i den tykkeste New Yorker accent, som vist ikke kan gøres bedre af hverken Joe Pesci, Martin Scorcese eller Harvey Keitel.
Det hele er helt, som det skal være.
I går blev vi ellers ramt af The New York Blues. Altså den der mærkelige stemning af at være i en så berømt by med så mange forventninger og så pludselig opdage, at det altså bare er en by. At ikke alle steder er helt så fantastiske, at man bliver træt, selvom man vil se mere. At man måske ikke lige har fundet den allerfedeste bar, men blot en bar, der ligner en bar i København.
Måske fik vi the blues fordi vi var på fin restaurant til frokost og var underdressed og lidt blown away af det flotte lokale. Eller også fordi tre glas vin og varme rammer ekstra hårdt der midt på dagen og ikke kan helbrede en øm ankel efter den forrige dags maratonvandring.
Det var heldigvis kortvarigt og blev helbredt med lidt søvn midt på dagen. For det var jo en god dag med besøg oppe på 86. etage af Empire State building, gourmetmad og en aftensmads-bartur med min kollega Ulrik og hans søn, der også besøger æblet lige nu.
Men nu er det vores sidste dag i New York i denne omgang, inden vi om to uger vender tilbage. I morgen drager vi til Denver og ud til Mila og hendes lille baby Jordan.
The big apple – første indtryk
Søndag den 28. juli 2009, kl 19.57
Så sidder vi her. Et døgn inde i den store USA-rejse. Med masser af tid tilbage, med masser af eventyr forude. Og alligevel er jeg allerede nu blevet forelsket, overrumplet og lidt skræmt af Amerika og New York i særdeleshed.
Mit første indtryk af USA var ellers noget rodet. At stå af flyet i Newark, New Jersey, og tage toget ind til Pen Station var en faldefærdig oplevelse, der var en Springsteen sang værdig. Trist, grå beton, smadrede banelegemer, men med en fascinerede udsigt til den berømte skyline i baggrunden.
Og så at stå af toget i et mylder af mennesker, bevæge sig op ad trapperne og op på gaden. Bang, der er man så. Midt i en surrealistisk drøm, der mest ligner en film og ikke virkeligheden. Totalt overvældende, at stå midt på Manhattan med tusindvis af mennesker væltende forbi, med yellow cabs og skyskrabere så højt nakken kan læne sig tilbage. Puha, vidste det jo egentlig godt, at sådan var det. Men at stå der tog pusten fra både Line og mig.
Så hen til hotellet, et billigt hyggeligt art-deco-agtigt sted ved navn Hotel 31 på 31st street og midt i Midtown. Vi blev ellers først noget skuffede. Ikke at vi havde forventet det store, men værelset lå i stueetagen med et vindue ud til en halv meter bred baggyde, hvor stort set intet lys kunne slippe ind. Resultat: et værelse, hvori man ikke anede, om det var nat eller dag. Ellers hyggeligt og pænt. Men altså alt for mørkt og det hele lidt skræmmende.
Men den slags er der råd for, så vi spurgte om et andet, og i dag er vi så flyttet op på ottende sal til et fint værelse med lys og en udsigt til både baggård, tagterraser og Empire State building i baggrunden. Dejligt. Søde mennesker, god service, billigt hotel.
I dag har vi så lært byen at kende. Spadseret hele vejen fra midtown ned til Grenwich Village og Soho over Chinatown og videre til havnen med den ikoniske Brooklyn Bridge. Her har vi så prøvet at tage billeder, der kan matche Woody Allens berømte billede fra filmen Manhattan. Herefter videre gennem wall street og ned til havnepromenaden, hvor Frihedsgudinden kan ses i baggrunden.
Så har vi også nået Central Park. Huhada: vildt romantisk her midt i den hektiske smeltedigel af en hektisk storby. En vidunderlig oase, hvor man også føler sig hensat til en film. Med et dejligt firemands jazzband, små søer, tre charmerende sorte akrobatknægte og meget mere. Også alt det er surrealt, ja nærmest hyberrealt.
Men New York er også beskidt, mærkelig, rodet og kaotisk. Alt er blandet sammen: god stil, dårlig stil, fattig, rig – alt lige oven i hinanden. Men folk smiler på gaden, har det godt. Også selvom de virkelig lyder som om de er med i en film. Alle samtaler på gaden lyder fantastiske og som noget fra Hollywood. Måske har drømmefabrikken bare fat i en snert af virkeligheden midt i alle de flagrende fantasier indfanget i celluloid.
Seneste kommentarer