Tirsdag den 7. juli 2009, kl. 13.08

Sidder her i flyveren fra Denver på vej mod New Orleans. På vej fra bjerge og guldgravere til sumpe, jazz og cajunmad. To dele af Amerika, der er vidt forskellige og alligevel en del af det samme land med den samme kultur – og alligevel med hver sin kultur.

Jeg tror, at vi i Denver har fået lov til at komme så tæt på det ”rigtige” USA, som det er muligt for sådan et par gringos som Line og jeg uden kørekort og på besøg hos en dansk pige, tilfældigvis bosat i The Mile High City.

For i Denver har vi – udover vidunderlige ture op i The Rockies – også set, hvordan en million-provinsby a’la Amerika ser ud. Og vi har haft den dejlige mulighed for at møde lokale, unge amerikanere med baggrund i forskellige steder som Denver, North Dakota, Michegan og Kansas.

Efter vi torsdag havde lejlighed til at opleve downtown Denver, sagde jeg til Mila, at det var røvsygt, hvilket hun vist blev lidt ked af at høre. En lidt bombastisk udtalelse, som havde baggrund i vores umiddelbare oplevelse af midtbyen i noget, vi troede var en metropol som New York eller København. Og på at vi endnu ikke havde fået en forståelse for, hvordan en by som Denver egentlig er bygget op – at der godt nok er et downtown, men at alting ligger spredt på en anden måde end i europæiske storbyer og at mange af de interessante restauranter, butikker og cafeer ikke nødvendigvis ligger i downtown og hyggelige gader.

For downtown Denver er ikke sådan en hyggelig midtby med små gader og skægge, små butikker. Det er en flok skyskrabere og med et enkelt hovedstrøg fyldt med franchise-restauranter og enkelte delis. Steder, hvor de mange forretningsfolk kan gå til frokost, inden de skal tilbage til arbejdet inde i der airconditionede stål-templer.

Det eneste interessante, vi rigtig fandt i downtown var State of Colorado Capitol, en fed boghandel og en brugtpladeforretning.

Vi gik også lidt rundt i udkanten af downtown, og her befandt vi os pludselig blandt slidte, lave en-to-etagers huse. Her følte vi os en smule utrygge – anede ikke, om her var sikkert eller ej. Folk så lidt skumle ud på gaderne, og da vi vendte tilbage til busstoppestedet i downtown var der masser af unge mænd med en meget gansta-agtig attitude. Lidt utrygt må vi vist indrømme, selvom der selvfølgelig ikke skete andet, end at man kunne lugte mariuanaen fra et par joints blandt hip-hop-bukserne og bandaerne.

I stedet opdagede vi, at Cherry Creeks, hvor Mila bor, faktisk var godt for både shopping og restaurantbesøg. Selvom husene ligger spredt, og man skal vende sig til at Shopping malls og områder, der ligner Tilst og City Syd i Aalborg ikke nødvendigvis er det samme som discount. At der faktisk var masser af kvalitet i dette pæne beboelseskvarter. Og at der sågar var en forrygende art-festival med værker af høj kvalitet i hele weekenden. Her var gaderne spærret af og hundrevis af kunstnere fra hele USA udstillede og solgte værker i en lang række små pavilliontelte.

Vi mødte også en del af Milas venner under vores besøg i Denver. Søde, udadvendte og skægge mennesker, jeg allerede savner lidt og håber på at blive Facebook-venner med snart.

Der var Ashley fra North Dakato og indretningsarkitekt i et kælderbygningsfirma. Hendes job lød markant mere interessant, end min beskrivelse antyder. Ashley inviterede på 4th of July i hendes lejlighed på 8. sal og med udsigt over hele byen fra taget. Her grillede vi burgers og hotdogs og drak masser af cocktails. Skide hyggeligt. Fedt at stå på taget og se ID4-fyrværkeriet ud over Denver – også selvom de lokale var skuffede over fyrværkeriet, og at der aldrig kom noget fireworks fra Baseball-holdet Colorado Rockies hjemmebane.

Ashley blev vældig fuld og skæg, men ringede alligevel rundt dagen efter og var meget pinlig over sin brandert. Sjovt, at man gør det. I Danmark ville man synes det var sjovt, så længe man ikke gjorde nogen fortræd – og det gjorde hun ikke, nærmere tværtimod.

Vi mødte også Suzy fra Michigan, som vi besøgte i hendes lille hus i en forstad til Denver. Også hyggeligt med masser af rødvin, pizzaer og hendes grim-søde terrier, man ikke kun undgå at holde af. Også Suzy blev fuld på den efterfølgende bartur. Hun undskyldte dog ikke, men blev sød og sentimental og fortalte om, hvor meget hun glædede sig til at komme hjem på ferie i Michigan næste dag. Her havde hun ikke været i et år og havde heller ikke set sin familie siden sidst hun var hjemme. Hvor var det sødt.

Så var der Natalie fra Kansas, der var med til koncert i Red Rocks og som friskt mødte os med et: ”Howdy, i’m from Kansas, where are you guys from?” Hjælpeklipper på det jagt-tv-program, som Mila arbejder for.

Ja, og så var der alle de andre. Den kunsthistorieuddannede Pam, der havde været fire år i hæren og udpeget mål i Afghanistan for ubemandende fly. Hendes kæreste, der havde været i ubåde uden at have været i krig. Der var pigerne til 4th of july, der sønderbankede os i den amerikanske udgave af Cranium.

Tak for at have fået et indblik i det (måske) rigtige Amerika.

Torsdag den 2. juli, kl 9.00

Efter det overvældende New York har vi nu taget flyet treenhalv time vestpå til Denver, Colorado. En millionby lige på grænsen mellem den uendelige prærie og Rocky Mountains, der tårner sig op kun tyve kilometers kørsel vest for byen. Her besøger vi Lines studieveninde Mila og hendes otte måneder gamle datter Jordan. Efter en skilsmisse er de netop flyttet ind i en lejlighed i et af byens pæne villakvarterer.

Det var en bizar oplevelse at vågne op efter en blund i flyet og kigge ud og se det uendelige flade landskab under os, mens vi fløj over Nebraska, Kansas eller hvor vi nu var. Firkanter så langt øjet kunne se – snorelige veje dannede perfekte firkanter. Godt man ikke bor dernede, tænkte jeg. Ikke en by miles omkreds og sikkert fuld af republikanske hillbillies.

Tættere på Denver blev markerne så helt runde, som om særlige maskiner er bunder fast til en snor, når markerne skal sås. Interessant.

Allerede i Denver International Aiport kunne vi se, at det her var noget ganske andet en New York. Guides stod klar til at besvare spørgsmål, iklædt cowboyhatte. Og med store malerier på væggene, der viste rodeo, guldgravere og andet godt fra de glade tider i the wild west og tiden omkring the gold rush for 150 år siden.

Mila hentede os i lufthavnen og det var en smuk køretur ind mod Denver. Fladt terræn, diset og med luftspejlinger i varmen. Med Denvers skyskrabere længere fremme og The Rockies i baggrunden. Jeg var fascineret – også af at sidde en rigtig bil på en amerikansk highway på vej mod flere eventyr.

Eftermiddagen blev brugt til hygge med Mila og Jordan – hvor er hun kær den lille – og med en gåtur i det lokale neighbourhood ned til en lille kaffebar. Herefter indkøb i et gigantisk supermarked, der har alt, inden jeg lavede mad til de par gæster Mila havde inviteret til om aftenen.

Og det var hyggeligt. Susie og Ashley kiggede forbi. To af Milas amerikanske veninder og senere den enes kæreste. De var heldigvis begejstrede for min madlavning, og snakken gik livligt. Hvor er det fedt at møde rigtige mennesker, når man er ude i verden.

De næste dage skal vist gå med en blanding af barture, sightseeing i Denver, et par ture til bjergene og så 4th of july. Her har Ashley inviteret os på barbeque på taget af hendes lejlighedskompleks, hvor vi kan grille, bade i poolen og se fyrværkeri. Det skal nok blive skægt at opleve nationaldagen blandt lokale.

Og så glæder jeg mig vildt til at se bjergene sådan rigtigt. Det eneste problem er varmen. Der var varmt i NY, der er lige så varmt her, og nu gruer jeg for, hvordan det bliver i New Orleans …