Onsdag den 15. juli, kl 20.00

Så er vi tilbage i New York efter en uge i Louisianas varme. Men før jeg begynder at berette om vores andet besøg i The Big Apple, skylder jeg en beretning og nogle billeder fra vores tur ud i sumpen i lørdags. Det kommer så her.

Lake Martin er en sø i Lousiana, der er et par kilometer på hver led og en del det gigantiske sumpområde, der udgør det sydlige af staten. Søen er Nordamerikas største yngleområdet for vadefugle og rummer et stort og varieret dyreliv fra hejrer og traner over sumpskildpadder (som den jeg har derhjemme) til store ulækre edderkopper og alligatorer i massevis.

Vores guide på turen var Monsieuer Leblanc, en gammel 72-årig herre, der har levet hele sit liv på sumpen med historier og oplevelser fra et helt liv smurt godt ind i rynkerne i hans ansigt, i det hvide skæg og i hans helt særlige cajun-accent, hvor small konsekvent bliver erstattet med little. En mand, der både er turguide, krebsefikser og alligatorjæger. Og en mand, der stolt viser gamle artikler frem fra National Geographic og andre blade, hvor han selv optræder som hovedperson i spændende reportager fra livet på sumpen. Ja, og så brygger han selv den særlige Moonshine – en art lækker og fløjsblød whisky, som han deler ud på et særligt tidspunkt på sin tur. Tak for det Leblanc.

Leblanc var hele turen værd i sig selv. Men det var turen på Lake Martin også. Ganske ubeskriveligt at sejle rundt blandt de enorme cypress-træer, der groer direkte i vandet, mens man ser kæmpe guldsmede flyve rundt overalt og hvert andet øjeblik ser nye spændende dyr i form af fugle, skildpadder og enkelte alligatorer.

Desværre så vi ikke mere end et par små alligatorunger. Sæsonene er nemlig lige nu den, at hunnerne bevogter deres reder og kun sjældent kommer ud på søen. Og hannerne ligger på lur for at æde de mange unger – det er nemlig en del af naturens orden, fortalte Leblanc. At alligatorer æder alt, inklusiv deres egne unge. Men de angriber heldigvis aldrig mennesker, selvom de kan være op til 3-4 meter lange og se drabelige ud. Det er meget værre med krokodiller, som der bl.a. lever i Florida. Hvis der var krokodiller i Lake Martin ville Leblanc ikke tage turister ud i en lille båd – også selvom han konstant joker med, at alligatoernes yndlingsføde er turister.

Det var også fascinerende at se skildpadder i naturen. Og altså ikke skildpadder sådan generelt, men rødørede terapiner, som er samme race som min skildpadde Luna derhjemme i akvariet. Men de her, de er store – meget store. Og det sætter lidt dårlig samvittighed i gang om mit eget dyr i fangeskab, som dog nok aldrig ville kunne klare sig, hvis man satte hende ud i sumpen. Så hellere beholde det lille pus på Frederiksberg.

Desværre var turen alt for kort. To timer. Men meget mere kunne vi bruge. Og hvor ville vi gerne tage endnu flere ture og se flere sumpe. For hvor var der vidunderligt – roligt, fascinerende og lidt farligt.

Breaux Bridge, Louisiana, søndag d. 12. juli 2009, kl 14.13

Sidder her på en ægte sydstatsveranda med i en gyngestol. Her i skyggen er det lige præcist humant nok at opholde sig udendørs – ellers er det nærmest dræbende med varmen; også om aftenen; så enhver lejlighed til at være indendørs med airconditioning er velkommen. Også selvom man egentlig hellere ville sidde i haven til det bed and breakfast, vi bor på, og bare se på Bayou Teche flyde forbi og lytte til cikadernes i træerne.

Vi er Breax Bridge, en lille by midt i Cajunlandet i Louisiana. Et område med indbyggere med fransk-canadiske rødder, hvilket har givet området et særligt kulturelt pust, der ikke ligner resten af USA. Med en anden madkultur og med en særlig musikkultur, som vi har fået en smag på de sidste par dage, siden vi ankom fra New Orleans i fredags.

Her er ellers meget stille, når man lige har været i The Big Easy og ikke har en bil til at køre rundt i. Meget, meget stille. Her er også hyggeligt og alle er venlige og hjælpsomme. Men også lidt uhyggeligt og skræmmende på sådan en Twin Peaks-agtig måde. Man ved ikke helt, hvilke hemmeligheder, der ligger under overfladen, og hvad der ligger bag de mange indforståetheder, som vi møder.

Mystikken startede allerede fredag, da vores landlady Mary Lynn hentede os ved toget. En dame med en mere end normalt stor bagdel, men umådelig sød og hjælpsom – næsten for hjælpsom. Vi steg ind i hendes bil og kørte mod Breaux Bridge, 10 km fra togstationen i Lafayette. Her lød det som om hun allerede havde planlagt hele vores besøg. Hvad for noget musik, vi skulle høre hvornår. Hvor vi skulle spise. Hvem der skulle køre os rundt, når nu vi ikke selv har kørekort. Hun havde nærmest allerede reserveret borde og alt sådan noget. Venligt, ja. Men også lidt skræmmende.

Det andet mærkelige er, at hun så ikke rigtig serverer morgenmad selvom det et bed and breakfast hun kører. Hun er bortrejst nogle dage nu og har lagt lidt muffins og kager, hvis vi skulle blive sultne. Og sodavand i køleskabet. Men altså, det er da ikke morgenmad er det? Da jeg spurgte til, hvordan det virker med morgenmad, sagde hun igen, at hun havde stillet lidt frem til os. Så forklarede hun, hvordan kaffemaskinen virker. Og at vi da også kunne gå over på restauranten lige om hjørnet og spise. Eller købe mere i supermarkedet, hvis vi ville have youghurt eller lignende. Tak, tak. Jeg var for flink til at brokke mig. Og hun er jo så rar og stedet så fint.

For Au Bayou Teche Bed and Breakfat er virkelig et fint sted. Et gammelt hus fra 1840’erne med store planker i loftet, himmelsenge på værelserne og gyngestole overalt. Et dejligt hus, hvor adskillige spøgelseshistorier kunne udspille sig. Og lige ned til Teche-floden, der løber ved kanten af baghaven.

Lørdag morgen havde vi så den første oplevelse med den lokale musikkultur. Zydecco-breakfast på restauranten Cafe des Amis, lige rundt om hjørnet, og som bemærket er det bedste spisested i området og virkelig fremragende. Her skulle vi møde op halv otte for at få os et bord. Herefter cajun-morgenmad med æg og skaldyr. Og pludselig væltede det ind med mennesker. Den lokale folkemusik gik i gang, og et sekund efter var gulvet fyldt af dansende. Klokken halv ni om morgenen. Og folk begyndte at drikke bloody mary’s og champagne. Meget lokalt og sjovt at se på.

Det hele gentog sig så lørdag aften. Mary Lynn havde reserveret et bord til os på Poussiere’s – den ældste cajundancehall, der åbnede en gang i halvtredserne. Her skulle en flok cajunlegender spille – det måtte vi ikke gå glip af, sagde hun.

Så der sad vi så. I et meget stort lokale med meget lavt til loftet. Med borde rundt om et dansegulv og en masse midaldrende og ældre mennesker – alle lokale og en del cowboyhatte – og da musikken startede var gulvet straks fyldt med dansende. Vi følte os meget lost og fascinerede på samme tid. Det var meget meget lokalt på sådan en lidt hillbillieagtig måde. Musikken var forfærdelig: Blues møder country-pop på den værste amerikanske mainstreame-måde, som man kan forestille sig. Meget danse-moderne-agtigt. Men også virkeligt kuriøst og ægte.

Vi fik da os par sving-oms. Både med hinanden og med et par, vi delte bord med, som kendte til kulturen og dansetrinnene. Vi gik efter halvanden time. Der var det interessante overstået og vi måtte bare væk. I stedet fik vi middag anden aften i træk på den fremragende Café Des Amis.

Nå, ja, så var vi også på en fantastisk tur ud i sumpene i går. Men det kommer der et selvstændigt indlæg om.