Mandag den 6. juli 2009, kl. 11.06

Det er fantastisk, hvordan tiden føles helt anderledes, når man holder ferie. Hvor meget man egentlig kan nå på en dag, en uge, en time. Vi har kun været i sted i en uge, og jeg har allerede oplevet så meget, set så mange ting, tænkt så mange tanker – og alligevel er der næsten to uger tilbage af vores USA-rejse. Tænk, hvor meget der er at opleve endnu.

I går var en af de dage, hvor jeg næsten ikke kan forstå, at vi oplevede så meget. Så mange ting på en dag. Og tænk på, hvor lidt man oplever sådan en almindelig dag med arbejde og alle rutinerne. Jeg elsker ferie.

Ud af mange oplevelser i går var der to store højdepunkter: Turen op til toppen af Mount Evans, over 4000 meter ad den højest beliggende asfalterede vej i Amerika. Og senere en klassisk koncert i Red Rocks, som er et mageløst amfiteater (selvom det teknisk ikke var et amfiteater) beliggende blandt røde westernklipper.

Mount Evans er et bjerg i Rocky Mountains, ganske tæt ved Denver, på 4348 meter, hvor man kan køre stort set hele vejen til toppen på en vej, der snørkler sig op ad bjerget med en vidunderlig udsigt undervejs. Det skulle prøves, så vi stævnede ud og kørte opad og opad, indtil vi nåede betalingsbommen, hvor man skulle betale – herfra var der tolv miles til toppen. Nemt, tænkte vi.

Men ak, det skulle blive nervepirrende ud over det sædvanlige – men også forrygende. Kort efter bommen ramte vi skyerne, og pludselig kunne vi ikke se mere end få meter frem. Allerede her overvejede vi at vende om, men tog chancen og fortsatte. Heldigvis tyndede tågen ud, da vi nåede over trægrænsen og månelandskabet i tundraen åbenbarede sig med spredte snepletter overalt.

Herfra var det så kørsel opad og opad ad en frygelig smal vej med skrænten til den ene side og helt og aldeles uden autoværn. Ofte med modkørende biler på det populære bjerg. Undervejs med et stop ved Summit Lake, hvor der er is på søen, og hvor vi virkelig kunne mærke kulden og den tynde luft.

Med omkring en mile tilbage til toppen ramte vi igen skyer. Denne gang var det ikke så meget tågen, der var nervepirrende, men derimod at de indeholdt sne. Først som slud, men da vi endelig nåede p-pladsen 30 meter fra toppen, var det nærmest en snestorm. Line og jeg prøvede at gå ud af bilen, men blev kun derude et minuts tid. Ingen sigtbarhed, stærk blæst og med sneen væltende ned. Noget af en oplevelse i starten af juli.

Selvom vi ikke kunne se noget og ikke helt ramte toppen tog vi det som oplevelse og begyndte den lange tur ned igen med sneen hamrende mod ruden. Heldigvis gik alt fint, og under skyerne kunne vi igen nyde det overvældende syn af Rocky Mountains fra oven.

Efter turen på bjerget og bisonkød på en saloon i Idaho Springs rundede vi dagen af med en klassisk koncert i det udendørs amfiteater Red Rocks, som ligger få kilometer uden for Denver. Måske et af de smukkeste steder, jeg nogen sinde har været. Stedet er hugget ud i klippen og omgivet af store røde, vandskurede klipper, der ligner noget fra en westernfilm. Red Rocks har lagt scene til mange store koncerter i tidens løb – senest en Leonard Cohen performance, som jeg er meget misundelig over, og tidligere den legendariske u2-optagelse Under a Blood Red Sky.

Koncerten var skøn. Klassiske hovedværket spillet af Colorado Symphony Orchestre og med fri entre. Det kan ikke beskrives at sidde der, mens solen går ned blandt de røde klipper og samtidig kunne se ud over Denver og prærien, der begynder netop her i udkanten af bjergene.

Hvilken dag, der også bød på morgenmad på Tom’s Diner (desværre ikke den fra Suzanne Vega-sangen) og et besøg på Coors-bryggeriet, der er det største enkeltstående bryggeri i verden.

4. juli 2009, kl 10.14

I går kørte vi ud i Rocky Mountains, der tårner sig op lige vest for Denver. Ud til Vail, et skisportssted med lift op i bjergene, små hyggelige østrisk-lignende gader og små restauranter. Køreturen ville tage halvanden time, fortalte Mila os.

Af sted kom vi sammen med Mila, Jordan og veninden Ashley. Men vi havde ikke lige tænkt på den massive ferietrafik der var i går. Der var fridag, fordi det i dag er 4th of july – den amerikanske uafhængighedsdag – og det fejrer mange med en tur ud til familie og venner. Og åbenbart også med en køretur på motorvejen gennem The Rockies.

Det blev til en køretur på omkring 2½ time i stedet, men hvad gør det, når udsigten var som den var. Puha, bare den køretur var det hele værd. Snigende sig i køer ind gennem de massive bjergpas og dale og med klippevægge tårnende sig op til begge sider – og med sneklædte tinder tæt på hele tiden. Jeg var solgt allerede der.

Da vi endelig nåede Vail, havde vi ikke så meget tid. Mila skulle aflevere Jordan hos hendes far kl 6 inde i Denver, så det kunne kun blive til et par timer derude. Derfor skyndte vi os hen til liften, som vi troede var gratis om sommeren – det var den ikke. Den kostede $20 – lidt dyrt for en fem minutters tur i en skilift. Til gengæld kunne man også vælge at betale $25 og så få $15 i gavekort til en restaurant på toppen. Top, sagde vi, det gør vi, og gik så ombord i liften.

Da vi så nåede toppen var alle folk paniske og på vej ned. Et tordenvejr var på vej, og så ville liften måske lukke og folk ville blive våde. Vi var ligeglade. Vi ville have noget for vores penge. Så vi købte frokost på den udendørs grill, selvom vi egentlig hellere ville ind i den hyggelige restaurant – men der skulle vi bestille bord i forvejen.

Samtidig begyndte regnen at vælte ned og vi søgte tilflugt med vores barbequekylling og hamburgers indenfor blandt de få borde, der var tilegnet grillen derinde. Der var ikke pladser nok til alle, så flere af os måtte stå og forsøge at grave kød af kyllingebenene, men paniske vandrere kom ind totalt gennemblødte. Ikke lige den romantisk hyggelige frokost vi havde drømt om hele den lange køretur – til gengæld blev vi enige om, at vi da så ville huske denne tur meget længe og grine af den.

Heldigvis klarede det op, og der var stadig en time til vi skulle køre. Så Line og jeg ville gå en lille tur længere op af bjerget. Det var hårdt opdagede vi. Bare en lille stigning her i over 3000 meters højde fik pusten fra os og den tynde luft gav respekt. Godt man ikke er bjergbestiger på vej mod toppen af Everest.

Men udsigten deroppe. Udsigten. Breathtaking, som man siger herovre i staterne. Man fik helt lyst til at jodle. Eller i det mindste bare sidde på en sten og bare suge luften og øjeblikket til os. Jeg var glad. Meget glad med Line ved min side.

Desværre skulle vi afsted igen med det samme, men det passede perfekt, for endnu et tordenvejr var på vej, og de ville lukke liften om lidt – og så ville vi være fanget på bjerget