Cremet æblesorbet – ganske nemt

Cremet æblesorbet - Mikkel Bækgaards Madblog.jpg

Denne æblesorbet er egentlig ret nem at lave. Og så bliver den ekstrem cremet. Faktisk bliver den så cremet, at den minder mere om flødeis i konsistensen end om sorbet, der ofte kan blive sådan lidt grynet og krystalliseret i det.

Jeg elsker is. Hvem gør ikke de? Men normalt er jeg ikke sådan super vild med sorbet. Det er ofte lidt for kedeligt sammenlignet med flødeis eller gellato, og det får ofte sådan en lidt for vandet, grynet og sågar krystalliseret konsistens, som jeg ikke er så vild med. ‘

Men her på det seneste har jeg fundet nøglen til at lave en god sorbet, som er ekstremt cremet og næsten flødeisagtig i konsistensen. Hemmeligheden gemmer sig i tre ting: Glukosesirup, der sikrer at isen ikke krystalliserer så nemt. Piskede æggehvide, som giver sorbeten en luftig konsistens. Og min ismaskine fra Wilfa, der pisker rigtigt meget luft ind i sorbeten undervejs. De tre ting sat sammen sikrer en virkelig god sorbet.

Denne her sorbet er lavet på en temmelig syrlig æblemost, jeg var med til at presse hos min bror for nylig. De har et træ med sommeræbler, der ikke er modne ret længe, før de bliver melede. Derfor skal der presses en masse most af dem i hulens fart, hvilket vi gjorde for nylig (du kan læse om sidste års æblepres her). Pga den ret slatne sommer, blev det i år en temmelig syrlig most, som kan være lidt udfordrende at drikke. Men puttet i en sorbet sammen med sukker giver syren fra æblerne en skøn syrlighed til sorbeten.

Har du ikke en syrlig æblemost, gør det ikke noget – du kan altid tilsætte lidt citronsaft til at justere det hele med. Men det smager altså godt med en god syrlighed til alt det søde.

Sådan laver du æblesorbet

Ca. 1 liter sorbet

1/2 liter syrlig æblemost
Citronsaft til at justere syrligheden med
100 g sukker
100 g  glukosesirup
1 vaniljestang
1,5 æggehvider (evt pasteuriserede)

1. Bland æblemost, sukker og glukosesirup i en kasserolle. Flæk vanilijestangen, skrab kornene ud og kom både stang og vaniljekorn op sammen med mosten.

2. Varm æblemosten en smule op på komfuret, mens du rører let rundt – bare indtil sukkeret er oplæst. Tag den af varmen og lad det køle af. Jo længere, det køler og og trækker, jo mere kommer vaniljesmagen frem. Smag til med citronsaft, hvis sorbeten skal være mere syrlig.

3. Pisk æggehviderne stive. Si æblemosten, så vaniliestængerne ikke kommer med. Bland forsigtigt æblemost og æggehvider.

4. Hæld æblemost-æggehvideblandingen på en ismaskine og kør, indtil sorbeten er godt cremet og maskinen ikke kan dreje rundt mere (tager let 45 minutter).

5. Kom sorbeten i en bøtte og kom den i fryseren – ofte er den ikke helt frossen nok fra ismaskinen til at blive serveret direkte. Heldigvis forhindrer glukosesiruppen, at sorbeten blivet meget hård i fryseren.

Tip: Erstat eventuelt vanilje med et par kviste timian og lad æblemosten trække med timian i mindst nogle timer. Server så sorbeten med timianblade og lidt honning.

Cremet æblesorbet - Mikkel Bækgaards Madblog-2.jpg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier