Anmeldelse: Dejlig tirsdag aften på Grønbech og Churchill

I sidste uge lavede Line og jeg en meget spontan beslutning: Vi vill ud at spise, fordi mine forældre passede lille Agnes, og i et øjebliks kådhed reserverede jeg bord hos Grønbech og Churchill på Esplanaden i København. Det var en dejlig aften, som jeg gerne vil dele med andre, så her kommer en anmeldelse af vores tirsdagsbesøg,  hvor helhedsniveauet var rigtigt højt, selvom der var enkelte detaljer undervejs, der ikke sad helt i skabet.

I kælderlokalet lige overfor Mærsks hovedkvarter serverer kokken Rasmus Grønbech fire retter virkelig dejlig og let eksperimenterende mad for en flad plovmand og med en tilsvarende vinmenu med kaffe og vand løber det op i en tudse kuverten.

Restauranten har til huse i meget minimalistiske lokaler, hvor der er kredset om enkelte sjove detaljer som et bronzehovede lagt på et bord og enkelte skæve udsmykninger. Men ellers er fokus på maden, hvor alle anretninger er meget velgennemtænkte anretninger med eksperimenternede kombinationer, der aldrig kammer over i eksperimenter for eksperimenternes skyld. Desværre fik jeg ikke mit kamera med, så det bliver kun til lidt slatne mobilbilleder, der ikke giver et særligt godt indtryk af de ellers meget fine anretninger.

Zarens børn

Før vi gik i gang med de fire retter i menuen lagde vi ud med en lille apetizer kaldet Zarens Børn (se billedet øverst).

Det var kaviar serveret med bananskiver og lidt hakkede macademianødder. En sær lille ret, der skyldes en anekdote om en zar fra Rusland, der serverede kaviar for børnene rørt op i bananmos, da man ellers ikke kunne få dem til at spise deres levertran.

Det var en sjov historie, men desværre var eksperimentet ikke særligt vellykket. Sødmen fra bananerne overdøvede den sarte salte smag af kaviaren – og til en pris af 150 kroner var det samtidig alt, alt for dyrt – især når retten overhovedet ikke sidder i skabet (og ja, jeg ved godt at kaviar er hundedyrt og eksklusivt, men derfor bør man også behandle det bedre end at severe det med bananer, som tager fokus væk fra det interessante).

Brødmenu

Efter apatizerens ikke alt for vellykkede start, blev vi straks mere overraskede, da der kom brød på bordet. Grønbech og Churchill kører simpelthen en brødmenu, hvor der til hver af de tre salte retter kommer et specielt brød ind, der passer til retten. Det er virkelig en god ide, der sikrer at alle er mætte  – og især er det en god idé, når de var så udsøgt lækre, som disse var.

Her vil jeg i særdeleshed fremhæve det første brød, som var glaseret i lakrids. Det var helt vildt godt og overraskende og  i øvrigt stod perfekt til den hvide bourgogne ‘nature’, som bleve serveret sammen med første ret.

Første forret – rulle af kinaradisse med sort sesam, tang og næsten rå havtaske

Første forret var en skøn sag. Et stykke næsten rå havtaske blev serveret med grøn tang og en rulle lavet af gennemsigtig kinaradisse med mere tang indeni og drysset med sort sesam. Det hele blev holdt sammen af sur-sødlige smage af æble, der både var i stykker og som en tyk juice.

Her viste Rasmus Grønbech fra første ret, at han ikke er bange for skæve indslag og sære sammensætninger, der alligevel fungerer. Bedst var her rullen af kinaradisse, der fik god umamismag fra sesamen. Fisken havde en skøn konsistens, men var lidt for fersk til min smag.

Til retten drak vi en ‘vin nature’ fra bourgogne, en hvid 2010’er fra Saint Veran. Det var en dejlig vin med masser af grumset syrlighed, som naturvin ofte har – og som nænvt ovenfor stod overraskende godt til lakridsbrødet. Her var simpelthen tale om et unikt møde mellem vin og mad, som jeg ikke engang helt tror somelieren havde set komme.

Hummersuppe med rå kakao og mandler

Anden forret var måske aftenens højdepunkt. En tyk cremet hummersuppe, der var toppet med rå kakao. Nede i suppen lå små stykker hummer, som overraskende dukkede op, efterhånden som man fik spist af suppen.

Kombinationen af tyk, flødelegeret hummersuppe og kakao var intet mindre en suveræn. Hver gang, man tog en skefuld af suppen ramte kakaoduften næseborrene, og man troede, at nu skulle der drikkes varm kakao. Men her blev man så gang på gang overrasket over hummersmagen, der slog igennem og skabte en meget raffineret helhedsoplevelse.

Desværre var hummerstykkerne i suppen blevet overtilberedte, så de var lidt gummiagtige i det. Virkelig ærgerlig, når nu hummer kan være så ekstremt delikat, hvis det er tilberedt nænsomt.

Til suppen drak vi en 2011 Morillon Blanc fra Languedoc. En virkelig god vin med masser af fad og som for mig var aftenens vinhøjdepunkt.

Hovedret – et studie i rødt med blandt andet rødbeder og lammenakke

Hovedretten var nok aftenes mindst interessant indslag (hvilket jeg ofte oplever at hovedretten er på restauranter). Det var et utal af røde nuancer serveret med et stykke mørt og velsmagende lammenakke som hoverperson. Der var syltede rødløg, rød syre, røde bær og lidt rødbedestykker.

Det var en fin ret, der dog manglede lidt opfindsomhed og overraskelser.

Vinen til hovedretten var en dejlig 2010 Corrai de Campanes fra Toro i Spanien. Det var en krydret vin, der dog heldigvis ikke blev for meget af det gode, og den dejlige let kølede temperatur gjorde den afdæmpet og et skønt bekendtskab sammen med lammet.

Dessert – Choloadebar med nødder, jordskokke-bar og chokoladesorbet

Desserten bestod af tre elementer, der alle var virkelig lækre, men som ikke helt matchede hinanden. Der var en chokoladebar med nødder, en hvid bar lavet på jordskok og en sorbet lavet af chokolade. Chokoladeelementerne fungerede virkelig godt, omend der ikke var den store eksperimenteren eller overraskelse i det.

Mere interessant var jordskokkebaren, der var sød og dessertagtig og samtidig smagte umiskendeligt af jordskokker – lækkert – men desværre overdøvede chokoladesmagen jordskokkerne lidt. Jeg ville derfor egentlig hellere have haft en dessert af ren chokolade eller en dessert, hvor jordskokker spiller en mere fremtrædende rolle – det så jeg fx for nylig Jakob Mielcke lave i tv sammen med Mick Schack.

Vinen til desserten var interessant, da man havde valgt at servere en ‘rigtig’ hvidvin i stedet for dedikeret dessertvin. Det var en 2010 Snoqualmie fra Columbia Valley i USA og var utroligt nok et godt valg. Vinen havde sødme nok til at matche desserten, samtidig med at dens friskhed gav modspil til alt det søde.

Og konklusionen på det hele

Grønbech og Churchill fik sig – lidt overraskende for mange – en michelinstjerne i 2012, selvom prisniveauet ligger langt under, hvad de klassiske gourmetsteder i byen koster. Om det var fortjent eller ej kan jeg ikke sige (så mange michelinsteder har jeg ikke besøgt), men det var under alle omstændigheder en rigtig god aften på trods af enkelte svipsere.

Regningen endte på lige lidt over 2000 (for vinmenu til mig og to glas vin til line, kaffe, petit four og vand samt Zarens Børn som apatizer). Det er jo ikke decideret billigt en tirsdag aften, men på den anden side er det virkelig høj kvalitet og value for money – for niveauet er højt, smagskombinationerne overraskende, og så er det jo slet ikke så slemt. Og droppede vi den ikke fungernede apatizer var vi røget ned på omkring 1700, så kunne man næsten sige, at det var billigt – i hvert fald for en middag med en stjerne i den røde bog.

Nå ja, jeg skulle måske lige nævne, at vi blev meget, meget mætte – nok især takket være den fremragende brødmenu.