Grand cru på tysk: Charmerende vine med stor elegance

Mikkels bror Rasmus har været til Riesling Week og smagning af nogle af Tysklands største vin. Det kunne han godt lide.

Gælsteindlæg Af Rasmus Bækgaard

En af de mest bemærkelsesværdige succeser på vinscenen gennem de sidste ti års tid har været de tyske vines genkomst.

Fra i mange år at have været noget, som de fleste mennesker har forbundet med billigt, sødt og næsten udrikkelig vin, har især feinschmeckere og gourmetrestauranter fået øjnene op for de fremragende vine på især riesling, der laves i vores naboland.

At den brede befolkning ikke er fulgt med i samme omfang er så desværre også en del af billedet.

Helt afgørende for denne udvikling har dels været, at de tyske producenter har formået at hæve kvalitetsniveauet. Men ikke mindst, at de har formået at omstille produktionen til at lave mange flere tørre vine, både i form af en række ukomplicerede vine, der er lette at drikke, og mere komplekse vine, der er fremragende ledsagere til mad.

Og i Danmark er succesen bestemt ikke blevet mindre af, at vinene nærmest er som skabt til den ny-nordiske madtrend med elegancen i højsædet.

Et privat alternativ til den officielle vinlov

Helt central i det nye fokus på både kvalitet og de tørre vine har været den toneangivende vinsammenslutning VDP, der på mange måder i dag har udkonkurreret den officielle tyske vinlovgivning.

Det er sket ved, at medlemmerne lever op til nogle strenge kvalitetskrav, der sikrer kvalitet allerede fra basisvinene og ikke mindst, at de har udarbejdet en inddeling af vine og vinmarker i et kvalitetshierarki, der på mange måder kan minde om det kendte system fra bourgogne med Guts-vine i den lave ende og Grosse Lage vine i den anden ende med vine fra de bedste enkeltmarker.

De bedste af de tørre vine kaldes Grosses Gevächs, hvilket kan oversættes til grand cru. I et meget markant markedsføringsstunt frigives alle disse vine efter to årlige kæmpesmagninger – i april i Mainz med det brede sortiment og i august i Wiesbaden med Grosses Gevächs vinene, hvor alverdens vinjournalister har mulighed for at smage på det hele, inden de frigives til salg.

Riesling Week og stor smagning

En efterhånden stor begivenhed på det danske vinmarked er den årlige Riesling Week, der i maj måned afholdes af Tysk Vinkontor i samarbejde med en række restauranter og vinforhandlere.

Som start på ugen havde Løgismose stablet en miniudgave af Wiesbaden-smagningen på benene for en sluttet skare på 10 betalende gæster. Min kone Anne og jeg deltog, og fik lejlighed til at smage 12 forskellige Grosses Gevächs (GG) rieslinger fra de forskellige distrikter samt yderligere to vine, der af forskellige grunde ikke kan være GG.

Som en sjældenhed var der tale om en smagning, hvor kun 4 af de 14 vine var fra Løgismose selv, mens resten var hentet enten direkte hos producenterne selv eller os andre forhandlere i Danmark.

Stor respekt til Løgismose for at afholde et arrangement, der i så lille udstrækning havde fokus på efterfølgende salg.

2013 – et år for de gode vinmagere

Alle vinene var fra årgang 2013, der er en af de sværere årgange, hvor vejret ikke var med producenterne.

Riesling har altid et høj syreindhold, men i 2013 var det naturlige syreniveau, det højeste i mange år. Sådan et år stiller store krav til producenten, både når det kommer til at få plukket druerne på det rigtige tidspunkt, og hvad angår det efterfølgende kælderarbejde.

Smagningen skulle vise, at de fleste havde klaret denne opgave flot, og de fleste vinene fremstod flot balancerede og vil være fremragende madledsagere, men for et par enkeltes vedkommende kammede syren over.

En smagning med 14 vine på samme drue fra  samme land har naturligvis noget lidt nørdet over sig, og for mange almindelige vinforbrugere ville mange af vinen nok være noget af det samme. Men det skal ikke skygge for, at en sådan horisontal smagning giver en unik mulighed for at smage de forskellige områder, marker og producenters forskelligheder. Selvom der selvfølgelig er mange ligheder mellem vinene, udtrykte de sig også ganske forskelligt.

Niveauet var gennemgående rigtigt højt og viste med al tydelighed, at der for det meste er tale om meget komplekse vine, når der står GG på flasken.

To meget forskellige og gode vine var Escherndorf Lump fra Horst Sauer i Franken og Uhlener Rothlay fra Heymann Löwenstein i Mosel.

Førstnævnte var nok den mest ukomplicerede af alle de 14 vine, uden at det dog skal lyde negativt. Der var nemlig tale om vin med en god frisk citrusduft, masser af frugt, og en vin man vel kan kalde en højklasse terassevin. En vin af typen man ganske enkelt har lyst til at drikke meget af.

Heymann-Löwensteins variant derimod havde en cremet, næsten smøragtig smag, hvilket er lidt usædvanlig for ung riesling. En vin der især voksede sig stor efter nogle minutter i glasset.

Vine fra Rheinhessen og Pfalz skilte sig ud

Niveauet var højt, og det vil være mig helt umuligt at udpege en bedste vin.

Umiddelbart stærkest ved smagningen var nok to vine fra Rheinhessen. Den ene fra den biodynamiske producent Wittmann, der med sin variant fra marken Aulerde havde lavet en vin, der både bød på masser af frugt, god syre og en god mineralitet – i hvert fald hvad jeg forstår ved det lidt fortærskede begreb.

Den anden var fra feltets eneste kvindelige indslag fra Kühling-Gillot (også Rheinhessen). Vinen har var fra Pettenhhal i Nierstein og var decideret fremragende.

Smagningen sluttede med tre vine fra Pfalz, hvilket næppe var tilfældigt, idet riesling fra Pfalz typisk er noget af det mest kraftige man kan finde i Tyskland. Således også denne gang, hvor især Reichsgraff Von Buhls Ungeheuer nærmest fremstod som en eksplosion af smag. En meget magtfuld vin, der nemt kunne have været for meget, hvis der ikke var en kyndig vinmager bag, der har været i stand til at sikre balancen med en god friskhed.

Smagningen bød desværre også på et par enkelte vine, der stod mindre skarpt, og overraskende nok var de to svageste vine fra to ellers meget ansete producenter, nemlig Marienburg Rothenpfad fra Clemens Busch og Pittermännchen fra Diel i Nahe.

Diels fordi den ganske enkelt var for spinkel og syrerig til at leve op til mine forventninger til en GG, og Clemens Busch fordi den trods en ren frugt havde et syreindhold, der lige var en tand for højt. På den måde var med til understrege, at de tørre vine nok aldrig bliver spidskompetencen ved Mosel, hvor vinene generelt set i min bog står stærkere med lidt restsødme.

Den mest berømte producent på programmet var vel Robert Weil fra Rheingau, og hans Kiedricher Gräfenberg fremstod på dagen lidt lukket og dermed ikke på toppen. Med lidt ilt begyndte den dog at vågne op, så mon ikke det er en vin, der bliver en fornøjelse om et par år.

Topkvalitet der er til at betale

Det helt forrygende ved disse GG-vine er, at der er tale om vin, der på den ene side er komplekse og vine man som vininteresseret kan sidde længe og både nyde og analysere. Men samtidig er der tale om vin, der helt grundlæggende også bare er en fornøjelse at drikke med en umiddelbar charme.

Priserne for de smagte vine ligger i Danmark et sted mellem 200-500 kr. lidt afhængig af tilbud og importørens prispolitik – og ofte billigere på den anden side af grænsen. På den måde er der jo ikke tale om billigere vine, men set i lyset af, hvad man skal betale for top-vine fra andre steder i verden, så er det bestemt til at have med at gøre.

Jeg tør slet ikke tænke på, hvad vine af sammenlignelig kvalitet koster i Bourgogne.

Som afslutning blev smagningen rundet af med en noget anderledes vin i form af Forster U 500 fra Von Winning i Pfalz. En producent, der producerer flere GG vine, men denne var en mere eksperimenterende vin, hvor vinen havde lagret på mindre (500 liter) fade, hvilket står i modsætning til de øvrige der enten lagrer på ståltank eller store godt brugte træfade. Det kunne man også tydeligt smage i en vin af høj kvalitet, men som fremstod markant anderledes end de øvrige. Fadet gav vinen en mere eksotisk profil med noter af kokos og vanilje, men som samtidig på grund af den gode syre undgik at blive overgjort.

Sidstnævnte vin var også med til at understrege, at de tyske vinproducenter både har rødderne solidt plantet i traditionerne, men også har et stort fokus på nytænkning med et godt blik for kvaliteten.

Tysk riesling er som bekendt ikke kun tørre vine, men rummer også mange både halvsøde varianter og decideret dessertvine. Jeg har selv gode erfaringer med de søde varianter fra 2010, der også var et køligt år og hvor syren er med til at give en rigtig god friskhed til de søde vine.

Jeg glæder mig til at smage mere af årgang 2013 i de kommende år.