Improviseret burger med grillet squash, ærteskud og halveret pitabrød
‘
Kender du det med at man skal have en burger? Altså, det skal være lige nu.
Ja, selvfølgelig gør du det.
Kender du så også det med, at man ikke rigtigt har mulighed for at hente en nede i grillbaren, og at man heller ikke lige har burgerboller og sådan noget i køkkenet? Og at man altså har kødet liggende klar til at blive til en stor saftig bøf, der bare skal hygge sig der i burgeren? Men altså uden man lige har de sidste ting, der mangler …
Det problem fandt jeg en løsning på her for nylig, da det lykkedes mig at lave en ret habil burger helt uden burgerbolle.
Midt i min miserable bugercrawing slog det mig nemlig, at jeg da bare kunne bruge det hjemmelavede pitabrød, der lå i fryseren i stedet. Og med denne nærmest guddommelige indsigt kunne jeg pludselig stille mit burgersult, fylde kroppen med fedt og protein og få mig et seriøst mættende måltid helt uden at bevæge mig ud for at investere i råvarer eller fesne burgerlignende produkter fra inferiøre gillbarer.
Bare rolig, det blev ikke sådan en klassisk pita-bøf, hvor bøffen bliver stoppet ned i det alt for lille pitabrød. Jeg tøede i stedet brødet op (og heldigvis er de hjemmelavede slags ofte større end rædslerne fra supermarkederne) og halverede det simpelthen. Så var toppen og bunden klar til burgeren, og det skulle da vise sig, at det optøede og ristede pitabrød var fint til at holde sammen på det hele.
Hovedpersonen blev den store ca. 300 grams oksekødsbøf, jeg fik strikket sammen. Her lærte jeg for nylig et god trick til bøfstegning; nemlig at lave en fordybning midt i bøffen, inden man steger den – på den måde trækker burgerbøffen sig sammen, uden at den begynder at bule opad, og på den måde passer den bedre ind i burgeren.
Under bøffen indfandt der sig en gang Hellmann’s mayonnaise med smag af karamelliseret løg, som jeg fik for nylig, da Hellmann’s præsenterede deres pop-up-diner, samt rundhåndede dråber tabasco. Bøffen fik en fin dyne af let smeltet ost, lidt ærtespirer (som var det grønne indslag, der nu engang gemte sig i køleren) samt lidt finthakkede løg. Endelig skar jeg en squash i skiver, saltede dem og grillede dem godt på en pande (ligesom du kan læse om i denne opskrift på grilledes squash som giver selskab til en dejlig kotelet af skovgris).
Alt i alt fungerede denne burger overraskende fint. Så selvom der selvfølgelig manglede masser af klassisk burgertilbehør, blev denne improviserede burgerlookalike et helt ok surrogatprodukt, der i hvert fald denne dag stillede min burgersult på en ganske fornuftig vis.
Så moralen er: Brug det du har, når lysten melder sig. Du kan næsten altid få et eller andet sjovt ud af resterne i køleren. Endda også, når det er burger, man bare skal have sig …
Dét er nok den lækreste improviserede burger, jeg har oplevet… Det skyldes sandsynligvis at mine egne improviserede burgere har jævnt færre ingredienser og ofte laves i en ikke helt ædru tilstand, når sulten melder sig, men når det er sagt, ser dette lille unikum rigtig lækkert ud! Gennem mit arbejde har jeg masser af mulighed for at bestille hurtige burgere, men det er altså meget lækkert med noget hjemmelavet engang imellem! Dit tip med at flade bøffen ud i midten, så den ikke bliver tyk er derfor guld værd. Den convenience det tip medfører, er ikke sådan at kimse af 🙂