Kinesisk inspireret andesuppe med nudler, soja, chili og ingefær
Sidste weekend hyggede jeg mig med at lave mad en hel and, jeg havde taget op af fryseren. Dogmet var, at selvom vi er i december, skulle det ikke være julemad, der kom ud af anstrengelserne. Ikke at der er noget i vejen med julemad – bestemt ikke – men jeg havde bare en lyst til at finde ud af, hvad man ellers kan få ud af sådan en rap fyr.
Der kom flere fine ting ud af den hele and. Lårene blev til confit de canard, brysterne blev sprængt i æblemost og spist over et par dage. Og skrog og vinger, kogte jeg fond på, som her den anden dag blev til den dejligste asiatiske suppe.
Ud over en dejlig fond, kom der også alt dette dejlige andekød ud af skroget fra anden.
Suppe med masser af asiatisk varme
I suppen mødtes den gode andefond med soja, ingefær, chili og en hulens masse friske grønsager. Det blev en skøn spicy sag med masser af kraftig umamismag og friskhed fra grønsagerne og en citron.
Det var i øvrigt en meget nem suppe at lave. Når først du har en god fond (du kan også sagtens lave suppen på okse- eller hønsefond), er det virkelig ikke svært og tager ikke ret lang tid. En halv times tid, og du har vintervarmen og drømmen om at tage på næste fly til eksotiske egne af verden.
Du kan bruge alle mulige slags grønsager til denne suppe, og du skal bestemt ikke nødvendigvis hænge dig i præcis, hvad jeg skriver nedenfor.
Sådan gør du – til to-tre personer
1 liter andefond (eller anden god fond)
1 dl sojasauce
Saften fra 1 citron (du kan med held også bruge limesaft i stedet)
Kogt andekød (fx fra skroget, du kogte din fond på)
1/2 rød chili
2 fed hvidløg
2-3 cm ingefærrod
1 stor gulerod
2 porrer
1/4 broccolihoved
Et par håndfulde lækre tynde nudler
1 håndfuld bønnespirer
2 forårsløg
Friske koriander
Olie til stegning af grønsager
1. Hak hvidløg og chili fint. Riv ingefæren eller hak den fint.
2. Del porrene i to halvdele. Skær de grønne dele af porren i små strimler, som er ca. et par milimeter brede og 3-4 centimeter lange. Skær ligeledes gulerødder og stokken af broccolien i juliene. Del broccolihovedet i små buketter. Snit den hvide del af porrene og forårsløgene i fine tynde skiver, hvorefter du gemmer de fine skiver til at pynte suppen med bagefter.
3. Varm olien op i en gryde og svits porrer, gulerødder, broccoli, chili, hvidløg og ingefær heri i nogle minutter, indtil en liflig duft breder sig i køkkenet. Tilsæt sojasaucen og citronsaften og lad det syde et øjeblik, før du hælder andefonden ved. Dækker fonden ikke grønsagerne ordentligt, kan du tilsætte lidt vand.
4. Tilsæt de ukogte nudler direkte i suppen og kog det hele nogle minutter, til nudlerne er kogte og grønsagerne har fået en smule mørhed – men også stadig har masser af bid
5. Kom bønnespirene og andekødet i et minuts tid før servering.
6. Server suppen rygende varm i skåle. Drys med fintsnittede forårsløg og porrer og en god håndfuld friske korianderblade.
Velbekomme!
Med lidt andefond i overskud, så tror jeg at jeg skal have suppe på torsdag… så en and også blevet til ca 2 ugers hunde foder og mad til mig selv i 2-3 dage + ekstra fond til mere suppe eller hundemad.
Ja jeg laver hjemmelavet mad til min hund, ofte sådan at der også er mad til mig i et par dage før jeg deler det op i menneske og hundemad….
Tak for inspiration
Opskriften er meget mild, så dem der kan lide det stærkt kan roligt bruge en hel chili og mere ingefær.