Lakridsfestival i København

Udgivet 15. februar 2012

Lakrids er den nye – undskyld udtrykket – lakrids. Eller rettere: Lakrids er det nye sort … Eller på godt dansk: Lakrids er moderne som aldrig før, hvor der er lakrids her der og alle vegne. I slik, i marabou-plader, i maden. Ja sågar også i en gulerodssuppe, jeg tidligere har skrevet om her på bloggen.

Og i weekenden var der så også lakrids i House of Weber i København, der lagde lokaler til Danmarks første lakridsfestival.

Jeg besøgte sammen med min smukke hustru og lille Agnes festivalen, hvor vi både prøvede kræfter med verdens måske første lakridsblindsmagning og bagefter guffede lakrids i alskens afskygninger ved de mange boder til den store – lidt kvalmende i længden – guldmedalje.

At smage intenst på lakridser

Første etape af besøget var blindsmagningen af lakrids. Line (min hustru), jeg og en række andre madnørder skulle smage os igennem syv søde og syv salte lakridser, som vi skulle vurdere efter en række kriterier.

På forhånd fik vi intet at vide om lakridserne – udover om de var søde eller salte – og så var det bare om at smage løs. Og det var skægt. Aldrig før har jeg prøvet at smage så intenst efter en lakrids for at vurdere konsistens, grundsmag, flavour og lignende. Man skulle virkelig – nu stopper jeg snart med de kække sprogblomster – være oppe på lakridserne for at komme helt i dybden med det sorte guld, for der var virkelig stor forskel på den enkelte lakrids, der spændte fra Malacos stjerner til de fineste feinschmecker-lakridserne.

De mange vurderinger fra panelet blev talt sammen af arrangørerne og vinderen blev i både den søde og den salte kategori lakridser fra lakrids-nørden Johan Bülow.

Workshops og urimelige mængder af smagsprøver

Efter smagningen fik vi adgang til selve messe-området, hvor der dels var en lang række stande med lakrids-producenter, og dels en række workshop-områder, hvor man kunne lære at stege kød med lakrids, lave lakrids pannacota og flere andre ting. Da vi havde lille Agnes med i en bæresele, kunne vi ikke helt overskue de mange workshops, men defilerede i stedet rundt og prøvesmagte de mange godter, producenterne havde medbragt – og som man naturligvis også kunne købe, hvis viljestyrken brast. Vores viljestyrke holdt, men den var også godt spændt for af, at man får rimelig meget overload efter alle de dejlige smagsprøver, der gemte sig omkring på standende.

Og blandt producenterne var der virkelig mange spændende indslag. Der var is med lakrids og blæksprutteblod, der var øl med lakrids, der var chokolade-lakridser efter islandsk forbillede og så var der mine favoritter fra Johan Bülow: Små chokolade-lakrids-kugler med syrlig frugt uden på. Det var virkelig en skøn blanding af surt, fedt fra chokoladen og det salte og skarpe fra lakridsen. Virkelig små himmelske kugler.

Havde man ikke fået nok, kunne man endda også købe en lille goodie-bag med hjem med en masse smagsprøver. Her synes jeg dog prisen på 50 kroner for en sådan (når man også havde betalt et par hundrede kroner for indgangen) var lige i overkanten, for der var altså bare tale om sponsorgaver fra udstillerne og store lakridsproducenter som Gajol og Malaco. Sådan en pose burde være gratis for deltagerne, når nu det var så tydelig reklame.

Det var lille Agnes’ første møde med lakridssmag – her bare i en lakridsrod – og at dømme efter hendes begejstring, var det bestemt ikke hendes sidste møde med den smag (selvom hun nok får lov til at vente lidt med at spise rigtige lakridser).

Det er sådanne fine lakridsrødder, importeret fra Afghanistans højsletter, der danner fundamentet for det hele. De ekstreme forskelle mellem vinterens 30 graders frost og sommerens over 40 graders varme sikrer en intens smag i rødderne, som ikke kan opnås under mindre vilde omstændigheder.

Sort lakridsis lavet på rene naturlige råvarer og farvet med blæksprutteblæk. En virkelig lækkerbisken, jeg skal have købt noget af engang, selvom det er frygteligt dyrt.