Mirabellekage med hindbær
Har du mirabeller og hindbær i haven? Så bag denne nemme mirabellekage, der bliver dejligt sød-syrlig og lækkert svampet i det.
Der er to ting, der virkelig bugner i min have, nemlig hindbær og mirabeller. I år er de ekstra tidligt modne på grund af vores vanvittigt solrige sommer, så det er bare med at finde gode ting at bruge dem til.
En af de bedste måder er at komme dem i en mirabellekage som denne, der bliver lækkert svampet i det på grund af mirabellerne. Samtidig får den en god syrlighed fra både mirabeller og hindbær, som klæder den søde dej rigtigt godt.
Se også: Andre opskrifter med Mirabeller
Mirabellegrød med fløde – perfekt sommerdessert
Sådan laver du mirabellekage med hindbær
500 g udstenede mirabeller
200 g friske hindbær (optøede hindbær fra frost kan også bruges) – hindbær kan også udlades, eller du kan bruge andre bær som fx ribs eller solbær
3 æg
300 g sukker
150 g smør
300 g hvedemel
1,5 tsk bagepulver
1,5 tsk vaniljesukker
Smør til formen
2 håndfuld hasselnødder
1 spsk sukker til topping
Evt. lidt flormelis til drys
1. Rens og udsten mirabellerne – kasser mirabeller, der er angrebet af orm.
2. Pisk æg, sukker og vaniljesukker skummende, indtil sukkeret er opløst til en god æggesnaps.
3. Smelt smørret og rør det smeltede smør sammen med æggesnapsen.
4. Bland mel og bagepulver og vend det forsigtigt i æggesnapsen, til du har en ensartet dej.
5. Bland mirabellerne med ca. en spiseskefuld mel og kom dem i dejen sammen med hindbærrene. Vend forsigtigt rundt.
6. Smør en springform godt med smør og kom dejen heri.
7. Hak nødder groft og kom dem oven på dejen i springformen. Drys med sukker.
7. Bag kagen ved 190 grader ca. 45-50 minutter. Tjek med en kødnål, om den er bagt.
8. Lad mirabellekagen køle lidt af inden servering og drys evt. med flormelis igennem en sigte, så kagen bliver ekstra lækker at se på. Server med cremefraiche eller en god vaniljeis.
Velbekomme!
Skriv et svar