Mirabellesaft – nemt i saftkoger

Hjemmelavet mirabellesaft - Mikkels Madblog

Noget af det allerbedste hjemmelavede saft får du fra havens mirabeller. De små stenfrugter giver en perfekt syrlig og sød mirabellesaft.

Det bugner med mirabeller – og mirabelleindlæg her på bloggen i denne tid. Og en af de mest oplagte ting at lave er mirabellesaft.

Jeg har netop købt en saftkoger til formålet, og det var dejligt let at bruge den. Men du kan også sagtens lave saften i en gryde og med et dørslag og godt med tålmodig.

Mirabeller klar til mirabellesaft

Smager lidt af mormors blommesaft

Mirabellesaft smager for mig ret meget af barndom. Vi drak godt nok ikke mirabellesaft dengang, men min mor og min mormor lavede altid blommsaft, og saften fra mirabellerne minder mig rigtigt meget om den smag, de fik frem hver sommer.

Faktisk drak vi så meget blommesaft, at min bror og jeg hadede det – vi ville hellere drikke Fun og den slags syntetisk stads – men nostalgien rammer mig alligevel, og ens voksne smagsløg elsker det altså. Og mine børn elsker det virkelig også. De er ikke blevet trætte af det endnu – men det her er selvfølgelig også første sæson med mirabellesaft.

Se også: Andre opskrifter med Mirabeller

Mirabellegrød med fløde – perfekt sommerdessert

Mirabellekage med hindbær

Mirabellechutney

Henkogte mirabeller

Dark n stormy med mirabellesaft

Brug også mirabellesaft i en cocktail

Dark 'n' Stormy med mirabellesaft

Når du har lavet din mirabellesaft, så er det da ikke kun ungerne, der skal nyde godt af det. Smid den også i en drink – fx i en Dark ‘n’ Stormy, hvor mirabellesaften erstatter gingerale.

Opskrift: Dark ‘n’ stormy med mirabellesaft

Opskrift: Sådan laver du mirabellesaft med saftkoger

3-4 kg mirabeller – eller så mange du orker at plukke
500 g sukker pr liter saft fra mirabellerne

1. Vask mirabellerne godt og kassér dem, der tydeligt har orm.

2. Kom vand nederst i saftkogeren og sæt saftopsamler og frugtholderen oven på. På med låget.

3. Kom mirabeller øverst i frugtholderen og tænd for varmen på komfuret. Sørg for, at der er en klemme for slangen, hvor saften kan løbe fra.

4. Varm op ved høj varme, indtil vandet nederst i saftkogeren koger. Skru nu ned, så det kun koger let.

5. Efterhånden som gryden bliver varm, og vandet begynder at fordampe, får det nu mirabellerne til at sprække og lække saft, der ryger ned i saftopsamleren en tak længere nede i saftkogeren. Når der er kommet godt med saft heri kan du tappe omkring en halv liter saft genenm slangen og ned i en gryde eller en kande. 

6. Kom den første halve liter saft over mirabellerne øverst – det hjælper dem med at sprække yderligere.

7.  Fortsæt kogningen og tap af og til saft  i en gryde eller lignende. Fortsæt, til der ikke rigtigt kan komme mere saft ud af mirabellerne. Jeg fik ca. 3 liter rå mirabellesaft ud af 3,6 kg mirabeller.

8. Kom sukker i mirabellesaften – for hver liter saft, du har tappet, skal du bruge 500 gram sukker – og varm det op, indtil sukkeret er opløst.

9. Kom den færdige mirabellesaft på skoldende flasker – som evt. er skyllet med atamon eller lidt alkohol – og luk dem. Nu kan de holde sig godt på køl – især hvis du har været god med hygiejnen og skyllet glassene godt. Jeg bruger ikke selv atamon, men skyller dem med en billig vodka eller rom.

10. Drik saften kold, blandet op med 4 dele vand til 1 del saft.

Tip: Prøv mirabellesaften i en lidt stærk udgave med en god rom og lidt lime. Så har vi en nordisk dark ‘n’ stormy.

Mirabellesaft uden saftkoger

Har du ikke en saftkoger, så kom mirabellerne i en gryde med lidt vand og kog dem godt i smadder. Kom det hele op i en fintmasket sigte eller et saftklæde og lad det hele dryppe langsomt ned i en gryde – gerne natten over. Bedst er det med et saftklæde, som du kan hænge op  en snor over gryden.

Herefter koger du bare saften med sukker som beskrevet ovenfor.

Agnes har plukket mirabeller til mirabellesaft

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier