Mokka-chokolademousse med kaffesirup og ristede hasselnødder
Denne tunge og intense chokolademousse med kaffesmag har jeg lavet to gange her for nylig. Det er en lækker sag, hvor en lille god portion runder et måltid rigtigt godt af, og hvor mokkaen og chokoladen får godt selskab af de let brændte toner fra ristede hasselnødder og lidt syrlighed fra fx blåbær.
Kombinationen af mousse og kaffesirup opstod for nylig, da jeg sammen med en række andre madbloggere var inviteret til en hyggelig og sødladen aften hos Savannah, som er COOPs Afrika-brand. Her skulle jeg sammen med et par søde bloggerkollagaer lave tre forskellige desserter ud fra de mange dejlige produkter (herunder en del afrikanske). Det var ikke fastlagt på forhånd, hvad vi skulle lave, men var helt og aldeles op til vores kreativitet. Her fandt jeg hurtigt frem til, at vi blandt andet skulle lave en mousse af Savannahs kaffechokolade, der kunne få følgeskab af en kaffesirup og lidt ristede afrikanske cashewnødder. Det hele var inspireret af en chokoladeis, som jeg ofte har serveret med netop kaffesirup og ristede nødder.
Moussen blev så stor en succes, at en af de andre bloggere krævede, at jeg skrev opskriften ned, så hun kunne hygge sig med den en anden gang (og hermed gjort).
Jeg gentog kaffe-mousse-succesen i går, hvor jeg havde familien på besøg til fødselsdasgsmiddag. Her lavede jeg atter moussen (denne gang med den underskønne kaffe-chokolade fra Chocolate&Love), som her fik følgeskab af ristede hasselnødder i stedet. Hasselnødder synes jeg faktisk fungerer bedre, da deres særlige nøddesmag bliver helt fantastisk, når man rister dem – og som samtidig har det virkelig godt i selskab med chokolade.
Opskrift på Mokka-chokolademousse med kaffesirup og ristede hasselnødder
Til seks små portioner
Mokka-chokolademousse
200 g mørk chokolade med kaffesmag (eller chokolade og en lille sort espresso)
6 æggeblommer
125 g sukker
3 æggehvider
50 g smør
1. Pisk sukker og æggeblommer sammen, så det bliver luftigt, og al sukkeret er opløst.
2. Pisk æggehviderne stive i en skål med 1 spsk. sukker (undgå plasticskåle, som kan gøre det svært at få hviderne stive).
3. Smelt chokolade og smør i en gryde, over vandad eller i mikroovnen (bruger du ikke kaffechokolade kan du tilsætte lidt kaffe sammen med smørret).
4. Rør den smeltede chokolade sammen med æggeblomme-sukker-massen. Vend forsigtigt de piskede æggehvider i.
5. Fordel moussen i små portionsglas og sæt dem på køl, så moussen kan sætte sig.
Kaffesirup
1 dobbelt stærk espresso (ca. 1/2 dl) (eller 2 tsk. instantkaffe)
2 dl. sukker
1. Kom kaffe og sukker i en gryde. Kog det op, så det bobler og bliver tykt.
2. Hæld siruppen i et glas og kom det på køl, så det kan blive tykt.
Ristede hasselnødder
50 g hasselnødder
1. Tænd ovnen på 130 grader og kom nødderne på en bradepande og ind i ovnen. Rist dem i mindst en halv time, men gerne længere (jeg kom til at give dem flere timer den anden dag, og det blev de bare bedre af).
2. Tag nødderne ud og lad dem køle af. Når nødderne er kolde, kan du rulle dem i et rent viskestykke, så de fleste af skallerne falder af.
4. Hak nødderne groft.
Servering
Server moussen med de ristede, hakkede nødder, kom lidt kaffesirup oven på og pynt med blåbær og evt. lidt brombær.
Åhhhh, mit hjerte banker lidt hurtigere nu! Den var simpelthen så god – men kom du også smør i “vores” variant? Glæder mig til at lave kaffesirup 🙂
Jeg puttede ikke smør i oppe på Suhrs 🙂 Men det gjorde det lidt nemmere at få æggeblommerne i, når chokomassen var lidt tyndere og blandet med smør
jeg får besøg vestfra i weekenden og tænkte på at servere denne jyske 80er-klassiker, som jeg også har lavet før med et eller andet råd fra dig – var det noget med, at man med fordel kunne blande flødeskum i, for at moussen ikke skal blive for bastant?
Man kan bestemt sagtens give den et skud flødeskum også. Så bliver den lettere i det.
Pingback: Mikkel Bækgaards Madblog