Svinemørbrad med gulerodspuré, dampede porrer og blomkål i brunet smør
Det er utroligt, hvad anretning kan gøre for mad. I stedet for at, man bare smider gryderne på bordet og så øser op, kan man nå noget, der er langt mere spændende, ved at lave lidt simpel anretning. Og pludselig kan en egentlig ret simpel ret virke meget mere interessant.
Det opnåede jeg f.eks. den anden dag, da vi havde besøg af Lines storebror. Her serverede jeg en svinemørbrad med en ret enkel gulerodspuré, dampet porre og nogle stykker blomkål i brunet smør. En sådan ret kunne se kedelig ud i gyderne inde på bordet, men lagt på tallerkenen bliver det pludselig et helt lille kunstværk, synes jeg. Læs resten
Fedtfattig frugtis med frosne bær og fromaiche frais
Har du frosne bær i fryseren og fromaiche frais i køleskabet, er det ultranemt at lave en iskold puré i din blender eller foodprocessor – og som minder rigtigt meget om is. Det gode ved denne dessert er – udover at den urimelig let at lave – at den er fedtfattig og ikke kræver tid i en ismaskine eller i fryseren. Du kan til gengæld hurtigt lave den, hvis du har brug for en dessert til uventede gæster eller blot vil forkæle dig selv.
Du kan bruge alle slags frosne bær til den. Om du kan bruge andre surmælksprodukter, ved jeg ikke, men fromaiche frais er ultrafedtfattigt, rig på protein og ret tykt i konsistensen sammenlignet med f.eks. youghurt – hvilket gør det velegnet til denne is. Men mon ikke, at også drænet youghurt vil fungere fint?
Sådan gør du (til fire portioner)
300-400 g frosne bær
2-300 g fromaiche frais
1-2 dl sukker (alt efter hvor sød, du vil have isen)
3-4 mynteblade (kan udelades)
Korn fra 1 vaniliestang (kan udelades eller erstattes med vaniliesukker)
1. Skrab vaniliekornene ud af vaniliestangen. Gem stangen til anden brug (du kan f.eks. putte den i sukker, så den afgiver smag og laver vaniliesukker).
2. Put alle ingredienserne i en blender eller foodprocessor og kør, indtil du har en ensartet masse.
3. Smag til. Måske har du brug for mere sukker eller lidt mere mynte. Blend om muligt igen.
4. Server isen – gerne toppet med friske bær og et par mynteblade.
Velbekomme!
Salat med tyndtskårede æbler, brombær og soja-citron-dressing
Vi har fået en stor pose med friskplukkede æbler fra min svigermors have. Og det er der altså noget særligt over. Æbler direkte fra træet er langt sjovere end nogen, man har købt nede i supermarkedet. Det kan godt være, man ikke i virkeligheden kan smage forskel, men oplevelsen og historien er også noget værd. Og især er det noget værd, når æblerne er så friske, saftige og tilpas syrlige som de her discoveryæbler fra Kirstens villahave i Viby.
Den anden dag brugte jeg nogle af æblerne i en salat. Ideen var at lave en frisk salat, hvor det søde i æblerne går i spænd med en saltet og syrlig dressing lavet på soja og citron – og hvor sojaens umamismag spiller op til friskheden fra æblerne på en skæg måde.
Ud over æbler puttede jeg fintskårede rødlæg, fintskåret blomkål, nødder og nogle friskplukkede brombær, som Line samme dag havde fundet ude på Amager Fælled (læs også om brombærjagt på fælleden her). Og så puttede jeg et par håndfulde friske krydderurter – hvor især koriander gik godt sammen med æblerne og sojaen.
Denne salat er superlet at lave og fungerer godt som tilbehør til f.eks. svinekød eller kylling. Det kræver primært, at du skærer tingene meget tyndt ud – og gerne på et mandolinjern. Den kræver dog ikke nogen helt særlige ingredienser, og du kan variere den efter behov, og efter hvad du lige har i køkkenet.
Opskrift
3 discoveryæbler (eller andre friske, syrlige æbler)
2 rødlæg
1/4 blomkål
1 håndfuld frisk persille
1 håndfuld friske korianderblade
1 håndfuld nødder
1 håndfuld brombær eller andre friske bær som f.eks. hindbær eller blåbær
4-5 spk. sojasauce
Citronsaft
4-5 spk. rapsolie
1. Fjern kernehuset fra æblerne og skær dem i ultratynde skiver – evt. på et mandolinjern.
2. Skær rødløg i tynde ringe og blomkål i papirtynde skiver – også gerne på mandolinjern.
3. Hak persille og koriander fint.
4. Bland æbler, læg, blomkål og krydderurter med nødder og bær til en farvestrålende salat.
5. Pisk soja, olie og citronsaft og smag dressingen til, så den er perfekt ballanceret mellem syre og salt.
6. Hæld dressingen over salaten og server sammen med lyst kød eller groft brød.
N.B. Hæld dressingen over, så snart du har lavet salaten – så sørger citronsaften for, at æblerne ikke bliver brune.
Brombærjagt på Amager Fælled
Der er sensommer (eller det burde der være, hvis ikke det regnede hele tiden) og det betyder bærsæson. Derfor var Line og jeg på brombærjagt i søndags på Amager Fælled.
Amager Fælled er generelt et vidunderligt sted. Vild natur ekstrem tæt på byen. Det er et godt område til gåture, løbeture og til at komme væk fra al byens jag. Og så er det også et godt sted at samle bær. Her vrimler nemlig med brombærbuske – og selvom der er mange, der også har opdaget dette, er der nok bær til alle. Fælleden er kæmpestor, og der er mange, mange buske med de dejlige skrøbelige bær, der bare venter på at blive plukket.
Brombær er blåsorte og store, når de er modne. Inden da er de røde og kan til forveksling ligne hindbær – ja, faktisk troede jeg længe, at det faktisk var hindbærbuske, der er derude på fælleden.
I år er efter sigende et ret dårligt brombærår- alligevel er der nu masser af bær derude, selvom de i søndags nu ikke var super modne. Man kunne godt finde blåsorte bær, men de fleste var stadig røde. Og selvom de havde skiftet farve, var de ikke super søde endnu – man kan nok nærmere sige, at de var til den syrlige side, selvom de da bestemt smagte dejligt.
Brombær er i øvrigt også nogle genstridige sataner, der ikke sådan lige overgiver sig uden kamp. Brombærbuske er udstyret med de ondeste kæmpetorne, så man skal helst iføres rustning og store arbejdshandsker, hvis man virkelig skal have mange med hjem.
Vi havde hverken rustning eller handsker med, men trods modstanden og de ikke alt for modne bær, fik vi da på en times tid plukket en god bøttefyld. Vi kunne sagtens have fundet flere, hvis vi havde givet os mere tid og var mere modige med at kravle længere væk fra stierne. Men i virkeligheden handlede det jo ikke så meget om mængden som det sjove i selv at få plukket nogle bær – at og få en tur ud af det og en god gang frisk luft i de trætte søndagslunger.
Jeg havde nok forestillet mig, at vi ville have mange flere bær med hjem, men det var fint nok, og det strakte da til at lave en dejlig brombær-marcipankage, som jeg fandt en ultranem opskrift på hos Odense Marcipan. Man rører egentlig bare revet marcipan sammen med æg, sukker og mel og så putter bær på toppen. Så bliver en kage da ikke nemmere. Ja, faktisk er den så nem, at jeg laver den igen i aften til mine gæster – også selvom bærrene denne gang kommer fra frost.
Men mon ikke jeg snart skal på fælleden igen og plukke nogle flere – men man skal jo time det præcist, så bærrene er tilpas modne, og uden horderne af bærplukkere når at komme én i forkanten.
Oksetern braiseret i fennikel og æblemost
Den her ret er en af den slags retter, der egentlig opstod ved et tilfælde – og hvor tilfælde og begrænsninger ofte sætter gang i ens kreativitet. Jeg havde købt en pakke med oksetern i Irma og tænkte, at dem ville jeg smide i wokken sammen med noget rød karry og et par grønsager. Det skulle være hurtigt og nemt.
Men da jeg kom og så på pakken med kød, opdagede jeg, at det var sådan noget gullaschkød, der skal simre i halvanden time, før det bliver mørt – og altså bestemt ikke noget, man lige lynsteger i en wok. Så tænkte jeg, at jeg da så kunne lave en gang gullasch. Noget med tomatpure, paprika, løg, gulerødder og sådan noget.
Men ak. Det viste sig også, at der ikke var andet end to meget, meget små løg på størrelse med hvidløgsfed og to meget små gulerødder tilbage. Ikke noget, der kunne skabe bunden for en gullasch. Den eneste fremtrædende grønsag, jeg havde var en fennikelknold.
Så pludelig var det nødvendigt til at improvisere …
Resultatet blev, at jeg valgte at braisere kødet i noget af den æblemost, jeg også havde købt i Irma, sammen med fennikel og de par små løg og gulerødder, jeg trods alt havde. Og jeg må indrømme, at resultatet faktisk blev vældig vellykket. Det var egentlig ret nemt, og det eneste, der rigtig kræves er tid, da kødet skal have mellem en time og halvanden. Men kommer man godt i gang, lige når man kommer hjem fra arbejde, er det til at overskue på en hverdag. Og så kan man jo hygge sig med familien, mens retten passer sig selv i gryden.
Ingredienser – til 2-3 personer
400 g oksekød i tern
1 hel fennikelknold – gerne med top
1 løg
2 fed hvidløg
1-2 gulerødder
3 dl æblemost
1/3 spidskål
Olie til stegning
1. Skær løg, gulerødder og fennikel i grove skiver. Gem noget af fennikeltoppen til pynt. Hak hvidløget fint.
2. Varm olien op i en tykbundet gryde og tilsæt kød og hvidløg. Brun kødet godt af.
3. Tilsæt gulerødder, løg og fennikel og svits det let, inden du hælder æblemost over.
4. Skru ned på svag varme, når mosten koger, og lad retten braisere i mindst en time til kødet er mørt.
5. Skær spidskålen i grove stykker.
6. Når kødet er mørt og væsken næsten kogt helt ind tilsætter du spidskålen og koger den med et par minutter. Kålen skal stadig have bid.
7. Smag til med salt og peber.
8. Server med kogte kartofler eller kartoffelmos og drys med finthakket fennikeltop.
Velbekomme!
Lynstegte GRØNsager i soja og lime
Grønsager har det nogen gange med at hobe sig op i køleskabet. Man har ikke lige fået brugt det hele, og de har det med at gemme sig i skuffen. Og især på sådan en halvdoven søndag som i dag er det et godt tidspunkt at få ryddet lidt ud – og samtidig at få lavet sig en let og ganske lækker aftensmad.
En sikker vej til oprydning i køleskabet er at lynstege grønsager i en wok sammen med soja. Det virker hver gang, hvad enten der er gulerødder, kål eller bønner. Smid de snittede grønsager i varm olie i wokken, hæld en god sjat sojasauce ved – evt. sammen med limesaft, chili og ingefær – og steg et par minutter. Det er meget, meget let, og det smager virkelig dejligt.
I dag gik det ud over alle de grønne grønsager i mit køleskab. Spidskål, grøn blomkål, porre og squash blev fundet frem. Jeg havde også en halv bakke grønne bønner, men de var desværre ved at blive lidt mugne, så de røg ud sammen med ingefæren, der også led mugskæbnen – det havde ellers passet fint. Derudover var jeg heldig også at have en frisk chili, en limefrugt og nogle korianderblade, som sammen med grønsagerne fik skabt en fin lille asiatisk inspireret wokret serveret med nogle risnudler fra skabet. Det eneste, jeg gerne ville have haft, var en håndfuld cashewnødder – de havde givet retten et fint finish.
Lynstegte GRØNsager i soja og lime – til ca. 2 personer
1/4 spidskål
1 porre
1 lille squash
1/4 grønt blomkål
1/4 rød chili, finthakket
3-4 spk. sojasauce
Saften fra en halv lime
1 håndfuld friske korianderblade
Olie til stegning, evt. kokosolie, der tåler høj varme
Evt. lidt cashewnødder
1. Hak spidskål groft, skær squashen i tern og del blomkålet op i små buketter. Skær porren i tynde skiver.
2. Varm olien op i en wok og tilsæt med den finthakkede chili og den tyndtskårede porre.
3. Smid alle grønsagerne pånær spidskålen i olien og steg et minuts tid ved fuld varme.
4. Tilsæt spidskålen og steg et halv minuts tid mere.
5. Tilsæt soja og steg videre, mens du konstant rører i wokken et par minutter.
6. Server de sojastegte grønsager sammen med nudler eller ris og pynt med friske korianderblade og gerne lidt cashewnødder, hvis du har det.
Tomatsauce med hjemmelavet pasta, bøffelmozzerella og basilikum
I går havde vi Lines fætter og hans kæreste på besøg. To madglade mennesker, og hvad er så mere oplagt at servere end en af mine yndlingsretter – og som samtidig er en af de mest simple jeg kender: Tomatsauce med hjemmelavet pasta, bøffelmozzerella og basilikumblade. Lavet med de helt rigtige råvarer bliver det næsten ikke bedre i al sin enkelhed. Og her er det virkelig et eksempel på, hvor dejlig italiensk mad kan være – og hvor afhængig så simple retter er af, at hver eneste råvare er helt i top.
Tomatsaucen skal laves af San Marzano-tomater (enten friske, som efterhånden fås i mange supermarkeder) eller fra dåse, som jeg kun kan finde i det italienske supermarked Supermarco i Københavns Sydhavn – og der skal ansjoser i, som giver en let saltet smag, som ikke kan fås fra andre råvarer. Mozzerellaen skal være lavet af bøffelmælk, og pastaen skal gerne være hjemmelavet af gode æg og en god mel. Men er råvarerne i orden kan det næsten ikke gå galt. Så kommer fuglene til at synge, det lover jeg.
Hjemmelavet pasta – til fire personer
350-400 g durum- eller tipo-00-mel
4 friske æg
1. Held melet op i en skål, men lad lidt blive tilbage, som du senere kan supplere med, hvis dejen bliver for våd. Lav en lille hulning i melet, hvor du slår æggene ud i.
2. Ælt dejen godt, så den hænger godt sammen. Tilsæt evt. lidt mere mel, men pas på, dejen ikke bliver for tør.
3. Lad dejen hvile i køleskabet i en halv times tid.
4. Del dejen i fire klumper, som du hver presser lidt flad med hånden.
5. Kør hver dejklump igennem alle niveauerne på en pastamaskine. Først på tykkeste niveau, så tyndere og tyndere. Så får du efterhånden nogle lange pastaplader.
6. Drys pastalpladerne med mel, og fold pladerne sammen en masse gange.
7. Skær skiver af de lagdelte pastaplader, så du får nogle lange pasta’er.
8. Kog pastaen i rigeligt, saltet vand i 1-2 minutter.
Tomatsauce – til fire personer
2 dåser san marzano-tomater – eller 800 g. friske san marzano-tomater (kan bl.a. ofte fås i Irma)
2 fed hvidløg
2-3 ansjosfileter
2 dl hvidvin
2 spk. sukker
Salt og peber
Olivenolie
1. Hak hvidløget groft og steg det sammen med ansjoser et øjeblik i olie, indtil ansjoserne næsten er oplæste i olien.
2. Tilsæt tomaterne (hak dem hvis de er friske) sammen med hvidvin, sukker og lidt salt.
3. Lad tomatsaucen koge op, og lad den koge ind, indtil den er reduceret til halvdelen.
4. Tag tomatsaucen af varmen og blend den enten i en glasblender eller direkte i gryden med stavblender – jeg foretrækker glasblenderen.
5. Smag tomatsaucen til med salt, peber og evt. lidt mere sukker, så balancen mellem syre og sødme er perfekt. Du kan også tilsætte en smule vineddike, hvis den skal være lidt mere syrlig.
Servering og finish
Frisk pasta (se ovenfor)
Tomatsauce (se ovenfor)
2 håndfulde god parmesan – revet
300 g frisk bøffelmozzerella
Friske basilikumblade
God olivenolie
Friskkværnet peber
1. Kog pastaen og hæld vandet fra.
Hæld den kogte pasta tilbage i gryden. Kom parmesanosten ved og vend den godt rundt i pastaen, så osten smelter og lægger sig rundt om pastaen. Sørg for, at osten ikke bare ender nederst i gryden.
3. Hæld den blendede tomatsauce over pastaen og vend godt rundt.
4. Fordel pasta med tomatsauce på fire tallerkener.
5. Læg klumper af den friske bøffelmozzerella over pastaen sammen med basilikumblade.
6. Hæld en sjat god olivenolie over hver tallerkenen og slut af med rundhåndede mængder af friskkværnet sort peber.
7. Server sammen med en frugtig hvidvin eller en ikke for kraftig rødvin.
Velbekomme!
Knuste bagekartofler med soltørrede tomater og ristede svampe
Jeg elsker kartoffelmos, pureer og deslige – og til det formål er bagekartofler generelt rigtigt gode. De indeholder meget stivelse, der er nødvendig for en god puré. Men man skal ikke nødvendigvis koge bagekartoflerne. Hvis man i stedet bager dem og derefter laver en mos eller puré af de bagte kartofler, får man faktisk en langt mere intens kartoffelsmag, end hvis man lader smagsstofferne koge ud i vand.
I går fandt jeg så på denne grove mos af knuste bagte kartofler tilsat forskellige gode sager – herunder ristede svampe, soltørrede tomater og en grov sennep til at give mosen bid. Og det var en rigtigt fint tilbehør til stegt svinekotelet og en salat af fintskåret porre.
Opskrift til to-tre personer
2-3 bagekartofler
1 håndfuld blandede svampe
1 spk. smør
2 håndfulde soltørrede tomater – gerne i olie
3 spk. hytteost
1-2 spk. grov sennep
Salt og peber
1. Bag kartoflerne i ovnen i omkring halvanden time – eller smid dem i mikroovnen i ca. tyve minutter.
2.Mens kartoflerne bager, hakker du svampene ret fint og steg dem godt i smør, til de har godt med farve og er godt ristede.
3. Skær ligeledes de soltørrede tomater i små tern.
4. Når kartoflerne er møre, moser du dem groft med skræl og det hele i en skål.
5. Tilsæt de hakkede svampe til kartoflerne sammen med hytteost og de soltørrede tomater.
6. Smag til med salt, peber og sennep, og server.
Mad og Wien
Så er jeg klar til mad. Her en gullashsuppe i cafeen på naturhistorisk museum.
For mig er maden ekstremt vigtig, når jeg rejser. Faktisk noget af det vigtigste. Jeg vil gerne afprøve, hvad de lokale har at byde på, og jeg vil gerne udfordres og afprøve ting, jeg virkelig aldrig har prøvet før. Og dette lykkedes med stor succes i Wien,
Line klar til et stykke sachertorte på en wienercafé. Sachertorte er en wienerklassiker - chokoladetærte med et lag af abrikosmarmelade og med en tyk chokladeglasur.
Her fik vi både smagt små lokale specialiteter med rødder dybt i det centraleuropæiske køkken samtidig med at vi fik afprøvet et moderne møde mellem østrigsk og italiensk. Og så fik jeg også stiftede bekendtskab med kalvelunger – og som faktisk var et rigtigt positivt møde.
Det der med schnitzler
Det her kødorgie, var det eneste tidspunkt, hvor jeg stiftede bekendtskab med en schnitzel. Det var en ganske grotesk - og billig anretning - hvor denne platte til to personer indholde fire slags kød til hver plus sauerkraut og fritter - og for kun 15 euro i alt for to personer. Det er grotesk, både i mængde og i pris. Det var sjovt, men ikke videre godt.
Wien er selvfølgelig først og fremmest lig med schnitzel – altså et tyndbanket stykke kalvkød, paneret og stegt i friture. Ideen er at beholde kødet saftigt og sikre en crunchy overflade. Og man kan få schnitzler over alt i Wien. Desværre ofte i turistindpakning lavet billigt af svinekød i stedet for kalv, og hvor det hele bare virker ret gustent – og hvor kvalitetskriteriet ofte er, hvor store schnitzler, man egentlig kan servere.
Og her må jeg jo straks komme med en indrømmelse: Jeg fik ikke nogen klassisk wienerschnitzel – kun en dårlig svineudgave som en del af et grotesk kødeorgie på en lille joint i forstæderne tæt på vores ferielejlighed. Jeg overvejede det naturligvis, men helt ærlig, så tiltaler sådan en kæmpe schnitzel mig egentlig ikke. Det lyder faktisk lidt kedeligt. Så hellere stifte bekendtskab med andre mere spændende og udfordrende lokale gastronomiske fænomener.
Derimod havde jeg en anden ret interessant madoplevelser. Det var et skelsættende møde med kalvelunger og -hjerter i en stuvning sammen med knödel og creme fraiche.
Lunger og hjerter
Stuvning af kalveherter og -lunger. Med knödel over. Smagte virkelig dejligt, selvom sådan en ret nok vil skræmme mange.
Vi var gået ind på et lille gasthouse og skulle have frokost – sådan et rigtigt autentisk sted med smokingklædt tjener, schnurbarts og aviser nok til alle. Her valgte jeg noget fra menuen, som lød interessant, men jeg ikke helt kunne gennemskue, hvad det egentlig var – og tjeneren spurgte overrasket mig, om jeg godt vidste, hvad det var. Nej, det gjorde jeg ikke. Om jeg ville vide det? Ok, sagde jeg. Det var kalvehjerter og kalvelunger. Så var jeg lige ved at give op og bestille noget andet, sådan ren rygmarvsreaktion, selvom jeg egentlig elsker kalvehjerter – men aldrig har prøvet lunger.
De her små cafeer/gasthausen er meget hyggelige. Det er virkelig som at komme tilbage i tiden til dengang, hvor alt bare var bedre.
Heldigvis hold jeg fast i min beslutning. Jeg er altid efter andre, der rent instinktivt ikke tør prøve noget nyt. Så dette måtte jeg jo selv gøre. Og det fortrød jeg ikke. Stuvningen med hakkede kalvehjerter og -lunger var virkelig fuld af smag og føltes ikke klam eller alt for indvoldsagtig. Især hjerterne gav en god kødsmag, mens lungerne var mere anonyme, men som uden tvivl bidrog til dybden i sovsen. Slet ikke ringe. Tak for det. Det udvidede min madverden en smule.
Østrig møder Italien
Limes kombinerede på spændende vis det øtrigske med det italienske køkken.
Østrig og Italien ligger lige op af hinanden, og på trods af dette har de udgangspunkt i to vidt forskellige madtraditioner. Østrig i det tunge centraleuropæiske med masser af kartofler, sovs og stuvninger – og det italienske siger vel egentlig sig selv. Og alligevel har det italienske stor indflydelse rundt omkring i Wien, hvor de to traditioner mødes i forskellige interessante kombinationer.
Et sådan sted var Restaurant Limes. En modernistisk, minimalistisk indrettet restaurant med fokus på ovennævte møde – og med mad til bestemt rimelige priser. Her fik jeg to skønne retter, der fint viste mødet mellem østrigsk og italiensk kogekunst, og som lukrerede fint på begge traditioner.
Forretten var bøffelmozarella med ærtepure og mynte. Mozarellaen var udsøgt – nok den bedste jeg har smagt – og gik dejligt i spænd med de purerede ærters sødme.
Men det var især hovedretten, der viste hvad et sådant møde kan føre med sig. Her fik jeg svinekæber braiseret i chianti og med polenta og trøfler pakket ind i sommerkål. Den tunge smag af trøfler sammen med polentaen stod virkelig godt til det super møre kød, og det var faktisk en af mine bedste trøffeloplevelser (normalt synes jeg den dyre svamp er stærkt overvurderet og tit bare gør retter enormt tunge og kvalme at have med at gøre).
Og det var bare et par af de oplevelser på madfronten, som den østrigske hovedstad bød på. Der var selvfølgelig også alle kagerne på de små cafeer, som var virkelig dejlige. Hvis du vil læse mere om Wien og dens attraktioner, kan du også læse dette indlæg om byen.
Wien og smukke bygninger
Mig og lille Agnes på sight seeing i den gamle kaiserstadt.
Risenrad i Prater er nok noget af det mest berømte i Wien. Og hvor to dejlige scener i filmhistorien foregår - dels en scene i Den Tredje Mand og en kyssescene i min personlige yndlingsfilm Before Sunrise.
Jeg har just tilbragt fire dage i østrigs smukke hovedstad – den gamle kejserby Wien, hvor smukke pompøse palæer og slotte ligger side om side med kringlede gader, små cafeer og med masser af muligheder for gastronomiske og kunstneriske oplevelser.
Byen og kunsten
Først og fremmest er Wien en virkelig smuk by, som tydeligt har historien med sig som tidligere hovedsæde for den østrig-ungarske kejsermagt. En overskuelig by i størrelsen, men med et swung, der får den til at virke af en kaliber, der nærmer sig Paris. Ret imponerende egentlig for en by, der ikke er meget større end København, men som virker langt større og mere bombastisk.
Der er virkelig swung over Wien, der er stor og grandiøs anlagt.
Men der er også mange snævre krogede gader i den gamle bydel.
Wien er rig på kunst, videnskab og musik, omend vi ikke rigtigt fik stiftet bekendtskab med de klassiske toner. Vi havde lille Agnes på tre måneder med (hvilket gik rigtigt fint), og som nok ikke lige er det meste oplagte selskab til en aften i operaen eller til klassisk koncert – også selvom vi da meget gerne ville have hørt Strauss’ eller Mozarts toner blæse ud fra et symfoniorkester live.
Barokslottet Belvedere indeholder en rigtig fin kunstsamling.
Til gengæld fik vi set fine kunstværker på det imponerende barokslot Belvedere, hvor de har samlet hovedværker af blandt andet Klimt. Et rigtigt fint kunstmuseum af overskuelig størrelse og med stor kvalitet i udstillingen, der også rummede et meget berømt maleri af Napoleon siddende på en stjejlende hest (kan desværre ikke huske kunsteren, men billedet var virkelig dramatisk i al sin magt og vælde).
Naturhistorisk museum – en nørdet perle
Naturhistorisk museum er ret old school, men på en ret sej måde.
Derudover var vi også en tur på det naturhistoriske museum, der ifølge guidebogen er et af verdens ti bedste muser. Museet har til huse i et grandiøst barokpalæ, som i sig selv gør besøget værd, og huset indeholder flere ganske interessante og velformidlede samlinger. F.eks. af sten og krystaller, fossiler, dinoer, udstoppede dyr i tusindvis og verdens ældste kendte kunstgenstand med mere end 35.000 år på bagen, forestillende en meget tyk kvinde og med klart kultisk formål.
Museet er ud over sine fine samlinger også en ganske imponerende bygning.
Men hovedattraktionen på naturhistorisk museum var for mig den gigantiske samling af udstoppede dyr sat op i familier og arter, og som virkelig giver et unikt indblik i evolutionen og naturens mangfoldighed – og det hele bare sat op i montrer uden pædagogiske forklaringer. Egentlig ganske old school, men ikke desto mindre meget effektivt i al sin enkelthed.
Således var der masser af opleleser i Wien – også hvad angår mad, som du ganske snart kan læse mere om her på bloggen.
Seneste kommentarer