Paprikagryde med svinehjerter, rødbede, karl johan og lynstegt kål
Denne varmende og velsmagende paprikagryde er en herlig vinterservering med svinehjerter, svampe og dybde i smagen. Er du bange for svinehjerter, kan du erstatte dem med gullashkød i tern – men det er der nu ingen grund til.
Hjerter er en vidunderlig velsmagende og billig spise. Jeg laver ofte lynstegte kalvehjerter, som stort set ingenting koster, og det samme gælder svinehjerter, som om muligt er endnu billigere. De er også ganske velsmagende – bare tænk på klassikeren hjerter i flødesovs – og de rummer masser af smag og bliver ganske møre, hvis bare de får nok.
Denne ret er en slags svinehjerte-udgave af en klassisk paprikagryde tilsat rødbeder og lidt tørrede karl-johan-svampe og med brug af hjerterne i stedet for okse- eller svinekød. Jeg er ret sikker på, at du også uden problemer kan lave denne her lækre ret med oksekød i tern i stedet eller evt. med kalvehjerter.
Serveret med en rodfrugtmos og noget lynstegt kål får du en virkelig god vinterret, der sagtens kan fungere en lørdag aften – gerne med et godt glas barolo i glasset, som vi fik til i aftes.
Sådan laver du paprikagryde med svinehjerter
Til 4 personer
2 svinehjerter
3 spsk hvedemel
2 spsk røget paprika
2 store løg
6 fed hvidløg
2 store gulerødder
3 rødbeder
1 håndfuld tørrede karl-johan-svampe
3 dl rødvin
1 dl fløde
Salt og peber
1. Rens svinehjerterne for fedt og rester af blodårer. Skyl det godt, så der ikke er rester af blod. Skær det i grove strimler.
2. Bland mel og paprika i en skål og vend svinehjerterne heri. Varm olie op i en stor stegegryde og brun hjerterne godt på alle sider – evt. i flere omgange. Tag kødet op.
3. Snit løgene i halve ringe. Hak hvidløg groft. Skræl gulerødder og rødbeder og skær dem i grove stykker. Svits løg, rødbeder, gulerødder og hvidløg, til løgene bliver let gyldne. Kom svinehjerterne tilbage i gryden.
4. Hæld rødvin i gryden og evt. lidt vand, så kød og grøntsager bliver dækket. Kom de tørrede svampe i.
5. Lad retten simre ved svag varme en times tid, til svinehjerterne er møre.
6. Skru op for varmen og tilsæt fløde. Kog godt igennem, til saucen bliver tykkere. Smag til med salt og peber.
Server med rodfrugtmos og lynstegt kål.
Sådan laver du rodfrugtmos til paprikagryden
Kartofler
Knoldselleri
Persillerødder
2-3 spsk. smør
Salt og hvid peber
Mælk eller fløde
1. Skræl kartofler, selleri og persillerødder og skær dem i grove tern. Kog dem møre i vand uden salt.
2. Mos de kogte rodfrugter sammen, gerne med en håndmixer eller i en røremaskine, og kom noget af kogevandet i, så mosen bliver lind. Tilsæt smør og mælk eller fløde og smag til med salt og peber.
Sådan laver du lynstegt kål
Grønkål – evt. rød grønkål
Savoykål
Olie til stegning
1. Nip grønkålen af stokkene og kasser stokkene. Skær savoykålbladene i grove stykker.
2. Varm olie op på en stor pande og kom kålen på. Svits den til kålen falder en smule sammen og kom lidt salt på.
That’s it.
Velbekomme!
Fantastisk opskrift på en scoreret! Jeg er scoret 😉 – Og så passer den perfekt til hyggelæsning af en anden saftig sag nemlig ebogen Direktørens sekretærer! 🙂 Fortsæt endelig med masser af nye opskrifter! 🙂