To pizzaer: Oksespidsbryst og tallerkensmækker + Tun og fennikel

Pizza med oksespidsbryst og tallerkensmækker - Mikkel Bækgaards Madblog

Den anden dag fik jeg lavet to virkelig gode pizzaer, som blev lige lidt bedre, end mine pizzaer bliver normalt. Den ene var med oksespidsbryst, fennikel, løg og tallerkensmækkerblade. Og den anden var en viderudvikling af min klassiske tun-løg-pizza, hvor tunen her fik følgeskab af lidt fintsnittet fennikel og fennikeltop.

Konceptet var – som altid med pizzaer – ganske enkelt. Jeg lavede en enkel pizzadej (denne gang på ølandshvede, som fik lov til at hæve et par timer, samt en tomatsauce, som bestod af helt almindelige dåsetomater, vand, hvidløg, et løg og lidt koncentreret tomatpure (hvis du vil se, hvordan jeg laver pizzadej og tomatsauce, så læs her). Osten bestod dels af noget af frisk mozzarella, som jeg brækkede i stykker, lidt revet parmesan samt lidt revet Gammelknas fra Arla Unika.

Pizza med oksespidsbryst og tallerkensmækker

På denne ene af pizzaerne lagde jeg derefter nogle tynde skiver oksespidsbryst, som jeg havde haft liggende i fryseren, efter jeg for nylig testede et sous-vide-apparat og i den forbindelse lavede perfekt oksespidbryst ved 72 timer i vandbadet. Derudover kom jeg tynde løg-ringe og lidt fintsnittet baby-fennikel.

Herefter røg pizzaen i ovnen ved 275 grader på en bagesten i ca. fem minutter, indtil osten var let gratineret og bunden sprød. Da pizzaen kom ud af ovnen dækkede jeg den med lidt fine, grønne tallerkensmækkerblade.

Kombinationen af den skarpe karsesmagende tallerkensmækker og det møre oksespidsbryst var rigtigt godt på en pizzzan, der fik tilpas sødme fra løg, fennikel og tomatsauce til at skabe en rigtig god balance.

Pizza med tun, løg, fennikel og fennikeltop

Pizza med tun, løg, fennikel og fennikeltop - Mikkel Bækgaards Madblog

En klassisk pizza i mit køkken er den med tun og løg. Det er helt simpelt, men fungerer virkelig godt. Den anden dag fik denne så ekstra niveau, da jeg  finthakkede lidt babyfennikel og kom på pizzaen. Ligesom den anden pizza fik denne omkring fem minutter i en hamrende varm ovn.

Da pizzaen var færdigbagt, toppede jeg den med finthakket fennikeltop, som giver en skøn, underspillet anissmag.

Og netop anissmagen fra fennikel klæder tun – og fisk generelt- rigtigt godt. Så prøv endelig også denne variant.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kategorier