Rocky mountains – langsomt ud, hjem igen, men hvilken udsigt midt i åndenøden

4. juli 2009, kl 10.14

I går kørte vi ud i Rocky Mountains, der tårner sig op lige vest for Denver. Ud til Vail, et skisportssted med lift op i bjergene, små hyggelige østrisk-lignende gader og små restauranter. Køreturen ville tage halvanden time, fortalte Mila os.

Af sted kom vi sammen med Mila, Jordan og veninden Ashley. Men vi havde ikke lige tænkt på den massive ferietrafik der var i går. Der var fridag, fordi det i dag er 4th of july – den amerikanske uafhængighedsdag – og det fejrer mange med en tur ud til familie og venner. Og åbenbart også med en køretur på motorvejen gennem The Rockies.

Det blev til en køretur på omkring 2½ time i stedet, men hvad gør det, når udsigten var som den var. Puha, bare den køretur var det hele værd. Snigende sig i køer ind gennem de massive bjergpas og dale og med klippevægge tårnende sig op til begge sider – og med sneklædte tinder tæt på hele tiden. Jeg var solgt allerede der.

Da vi endelig nåede Vail, havde vi ikke så meget tid. Mila skulle aflevere Jordan hos hendes far kl 6 inde i Denver, så det kunne kun blive til et par timer derude. Derfor skyndte vi os hen til liften, som vi troede var gratis om sommeren – det var den ikke. Den kostede $20 – lidt dyrt for en fem minutters tur i en skilift. Til gengæld kunne man også vælge at betale $25 og så få $15 i gavekort til en restaurant på toppen. Top, sagde vi, det gør vi, og gik så ombord i liften.

Da vi så nåede toppen var alle folk paniske og på vej ned. Et tordenvejr var på vej, og så ville liften måske lukke og folk ville blive våde. Vi var ligeglade. Vi ville have noget for vores penge. Så vi købte frokost på den udendørs grill, selvom vi egentlig hellere ville ind i den hyggelige restaurant – men der skulle vi bestille bord i forvejen.

Samtidig begyndte regnen at vælte ned og vi søgte tilflugt med vores barbequekylling og hamburgers indenfor blandt de få borde, der var tilegnet grillen derinde. Der var ikke pladser nok til alle, så flere af os måtte stå og forsøge at grave kød af kyllingebenene, men paniske vandrere kom ind totalt gennemblødte. Ikke lige den romantisk hyggelige frokost vi havde drømt om hele den lange køretur – til gengæld blev vi enige om, at vi da så ville huske denne tur meget længe og grine af den.

Heldigvis klarede det op, og der var stadig en time til vi skulle køre. Så Line og jeg ville gå en lille tur længere op af bjerget. Det var hårdt opdagede vi. Bare en lille stigning her i over 3000 meters højde fik pusten fra os og den tynde luft gav respekt. Godt man ikke er bjergbestiger på vej mod toppen af Everest.

Men udsigten deroppe. Udsigten. Breathtaking, som man siger herovre i staterne. Man fik helt lyst til at jodle. Eller i det mindste bare sidde på en sten og bare suge luften og øjeblikket til os. Jeg var glad. Meget glad med Line ved min side.

Desværre skulle vi afsted igen med det samme, men det passede perfekt, for endnu et tordenvejr var på vej, og de ville lukke liften om lidt – og så ville vi være fanget på bjerget