Salat med bøgeblade og fennikel
En fantastisk ting ved april er, at bøgen springer ud. Og ud over at det er dejligt at se på de smukke bøgeblade, har de også en anden god ting ved sig – de kan spises og smager vidunderligt i en simpel salat.
Bøgen er sprunget ud. Hurra for det. Efter en alt for lang vinter, er det endelig forår, og det betyder, at alting går stærkt lige nu. Alting vælter op fra jorden – og fra træerne, hvor bladene også kommer frem lige nu. Og en af de bedste ting ved det er, at bøgebladene er klar til at blive spist.
Du vidste måske ikke, at de helt spæde, friske bøgeblade kan spises. Jo, det kan de, og de smager vidunderligt syrligt og frisk. Spis dem i de første uger, efter de er sprunget ud, herefter bliver de fyldt med garvesyre, og så smager de ikke godt mere.
Men her i de spæde forår, er de fantastiske at spise i en enkel salat, fx i denne salat med lidt fintskåret løg og fennikel. Den anisagtige smag fra fennikel og sødmen og skarpheden fra løget passer perfekt til de sarte bøgeblade, der ikke skal drukne i alt for meget smag.
Intermezzo inden opskriften: Ah, at bo ved skoven
Siden i sommer har jeg skiftet københavnerlivet ud med et gammelt hus i kanten af Gribskov. Og hvor er det skønt.
Vi flyttede ind i sommer, så nu oplever vi vores første forår heroppe. Og hvilken fryd det er, at opleve alting gro, at se rådyrerne komme ind fra skoven og ud på markerne. At kunne gå 100 meter og så være inde i skoven og kunne plukke løs, fx af bøgebladene op træerne.
Der er simpelthen ikke noget så afslappende for mig end at cleare hovedet ved en tur op i skoven – ofte er ti minutter nok, hvis det hele har været umuligt om morgenen og bringe-børn-i-skole-og-børnehave er gået i ged og det hele er lidt træls. Og lige nu kan det passende være med at få plukket de skønne blade fra bøgetræerne.
Sådan laver du salat med bøgeblade og fennikel
2 store håndfulde helt spæde bøgeblade
1/2 fennikel
1/2 løg
4 spsk olivenolie
1 spsk æbleeddike
2 tsk sukker
1. Skyl bøgebladene nænsomt og tør dem i et rent viskestykke.
2. Skør løg og fennikel i ultratynde skiver, gerne på et mandolinjern.
3. Ryst olie, eddike og sukker godt sammen til en dressing.
4. Vend bøgeblade, fennikel og løg sammen og dryp med dressingen – brug ikke for meget. Det er bedre, at det bliver et hint af dressing, i stedet for at det sejler.
5. Server som tilbehør til en god forårsret – jeg serverede salaten til grillet lammeculotte med kartofler vendt i pesto lavet på ramsløg, mandler og grønkål. Det var herligt.
Skriv et svar