Snestorm, tåge og super romantisk klassisk koncert blandt røde westernklipper

Mandag den 6. juli 2009, kl. 11.06

Det er fantastisk, hvordan tiden føles helt anderledes, når man holder ferie. Hvor meget man egentlig kan nå på en dag, en uge, en time. Vi har kun været i sted i en uge, og jeg har allerede oplevet så meget, set så mange ting, tænkt så mange tanker – og alligevel er der næsten to uger tilbage af vores USA-rejse. Tænk, hvor meget der er at opleve endnu.

I går var en af de dage, hvor jeg næsten ikke kan forstå, at vi oplevede så meget. Så mange ting på en dag. Og tænk på, hvor lidt man oplever sådan en almindelig dag med arbejde og alle rutinerne. Jeg elsker ferie.

Ud af mange oplevelser i går var der to store højdepunkter: Turen op til toppen af Mount Evans, over 4000 meter ad den højest beliggende asfalterede vej i Amerika. Og senere en klassisk koncert i Red Rocks, som er et mageløst amfiteater (selvom det teknisk ikke var et amfiteater) beliggende blandt røde westernklipper.

Mount Evans er et bjerg i Rocky Mountains, ganske tæt ved Denver, på 4348 meter, hvor man kan køre stort set hele vejen til toppen på en vej, der snørkler sig op ad bjerget med en vidunderlig udsigt undervejs. Det skulle prøves, så vi stævnede ud og kørte opad og opad, indtil vi nåede betalingsbommen, hvor man skulle betale – herfra var der tolv miles til toppen. Nemt, tænkte vi.

Men ak, det skulle blive nervepirrende ud over det sædvanlige – men også forrygende. Kort efter bommen ramte vi skyerne, og pludselig kunne vi ikke se mere end få meter frem. Allerede her overvejede vi at vende om, men tog chancen og fortsatte. Heldigvis tyndede tågen ud, da vi nåede over trægrænsen og månelandskabet i tundraen åbenbarede sig med spredte snepletter overalt.

Herfra var det så kørsel opad og opad ad en frygelig smal vej med skrænten til den ene side og helt og aldeles uden autoværn. Ofte med modkørende biler på det populære bjerg. Undervejs med et stop ved Summit Lake, hvor der er is på søen, og hvor vi virkelig kunne mærke kulden og den tynde luft.

Med omkring en mile tilbage til toppen ramte vi igen skyer. Denne gang var det ikke så meget tågen, der var nervepirrende, men derimod at de indeholdt sne. Først som slud, men da vi endelig nåede p-pladsen 30 meter fra toppen, var det nærmest en snestorm. Line og jeg prøvede at gå ud af bilen, men blev kun derude et minuts tid. Ingen sigtbarhed, stærk blæst og med sneen væltende ned. Noget af en oplevelse i starten af juli.

Selvom vi ikke kunne se noget og ikke helt ramte toppen tog vi det som oplevelse og begyndte den lange tur ned igen med sneen hamrende mod ruden. Heldigvis gik alt fint, og under skyerne kunne vi igen nyde det overvældende syn af Rocky Mountains fra oven.

Efter turen på bjerget og bisonkød på en saloon i Idaho Springs rundede vi dagen af med en klassisk koncert i det udendørs amfiteater Red Rocks, som ligger få kilometer uden for Denver. Måske et af de smukkeste steder, jeg nogen sinde har været. Stedet er hugget ud i klippen og omgivet af store røde, vandskurede klipper, der ligner noget fra en westernfilm. Red Rocks har lagt scene til mange store koncerter i tidens løb – senest en Leonard Cohen performance, som jeg er meget misundelig over, og tidligere den legendariske u2-optagelse Under a Blood Red Sky.

Koncerten var skøn. Klassiske hovedværket spillet af Colorado Symphony Orchestre og med fri entre. Det kan ikke beskrives at sidde der, mens solen går ned blandt de røde klipper og samtidig kunne se ud over Denver og prærien, der begynder netop her i udkanten af bjergene.

Hvilken dag, der også bød på morgenmad på Tom’s Diner (desværre ikke den fra Suzanne Vega-sangen) og et besøg på Coors-bryggeriet, der er det største enkeltstående bryggeri i verden.