Sommerhusmad: Friskfanget skrubbe og pærecrumble til dessert
Vi er sommerhus på Als og var i dag en tur i Sønderborg. Her solgte en gut friske, stadig levende, skrubber fra sin båd på havnen til 25 kroner for to – og når man kan købe meget billig fisk, der er stadig er levende, så er det med at slå til, for friskere bliver det ikke. Og så er det jo en fornøjelse at se en fisk, der stadig spræller, når den bliver taget op af en fiskekasse og først dør, når fiskemanden skærer hovedet af den og bagefter flår den. Nogle ville sikkert synes det er grusomt, men jeg vil nu mene det er godt at komme lidt i nærkontakt med, hvad det egentlig er for dyr vi putter i munden.
Skrubben er er en fladfisk, der minder om rødspætte og smager i samme retning. Den er bare mindre og billigere, men smager altså skønt og laves på samme måde. Og derfor fungerer den også bedst på den helt klassiske facon: Stegt på panden, vendt i mel og med friske kartofler til. Ikke andet end i dette tilfælde end en let salat med brøndkarse og friske ærter.
Til dessert: Pærecrumle lavet af det, man lige har ved hånden. Let og billigt. En af verdens nemmeste desserter, man altid lige kan lave, hvis der kommer gæster, eller man er lækkersulten.
Pandestegte skrubber med nye kartofler
2 skrubber, rensede og flåede – få bare fiskemanden til det
Mel – i dette tilfælde rugmel
Smør til stegning
Salt og peber
Nye kartofler
Evt. lidt dild
Smør til kartoflerne
Citron
Rens skrubberne rigtigt godt, og fjern blodige rester af indvolde. Klip finner og yderkanten af. Hæld mel ud på en tallerken, og bland det med salt og peber. Vend fiskene i melet, og steg dem i smør nogle minutter på hver side.
Skyl kartoflerne, og kom dem i letsaltet vand. Bring kartoflerne i kog, og kog dem i 7 minutter. Har du dild, kan du putte en dusk i vandet sammen med kartoflerne. Tag herefter kartoflerne af varmen, men lad dem stå i vandet i ca. ti minutter, så bliver de helt perfekte.
Server skrubberne med citron og sammen med de kogte kartofler, der bliver ekstra gode af groft flagesalt og en smørklat.
En let salat med brøndkarse. friske ærter og cherrytomater og lignende fungerer fint til.
Pærecrumble
En crumble er en ultralet tærte-agtig dessert, der ingen tid tager at lave, og som kan laves af de ting, du har i køkkenet. Ideen er at lægge frugt som f.eks. æbler eller pærer nederst i et fad og dække det med en grov crumbledej af f.eks mandler, mel, smør og lidt sukker. Nødder, makroner, revet marcipan og lignende kan også kommes i dejen.
2 pærer
1 håndfuld mandler
1 dl rugmel – eller andet mel
1 dl havregryn
2 spsk. sukker
3 spsk. Smør
Krydderier, kanel, muskat, kardemomme, nelliker eller lignende.
Skræl pærerne, skær dem i mindre stykker og fjern kernehusene. Læg dem i bunden af et tærtefad.
Hak mandlerne groft (men også gerne fint, hvis du er mere til det), og bland dem med mel, havregryn, sukker og krydderier. Smuldr smørret ned i de tørre ingredienser, indtil du har en masse små klumper. Fordel dejen over pærerne og bag din crumbl i et kvarters tid ved 200 grader. Pas på den ikke bliver sort.
Server med vanilieis eller creme fraiche til.
Velbekomme
Skriv et svar