Sushi Saiko: Gode nigiri og sympatisk kok, men ujævne sushiruller

Før jul var jeg  inviteret til at prøve hvad Sushi Saiko på Christianshavn kunne levere af japanske specialiteter. Det ville jeg selvfølgelig rigtigt gerne, men da jeg ikke er den store sushikender, allierede jeg mig med min kone, der er noget mere velbevandret end mig ud i sushikunsten.

Her havde vi en hyggelig aften, der både bød på rigtig gode nigiri, ujævn, men sympatisk betjening, og lidt svingenede sushi-ruller, der ikke altid sad lige i skabet rent smagsmæssigt.

Lidt for minimalistisk kælderlokale

Sushi Saiko ligger i et kælderlokale på Torvegade på Christianshavn, lige ved Knippelsbro. Jeg cykler forbi stedet næsten hver eneste dag, men har aldrig rigtigt tænkt over, at det var et et sted, man kunne gå ind. Line, min kone, kunne dog fortælle, at hun tidligere, da hun boede på Amager alene, af og til købte sushi netop her på vej hjem fra arbejde.

Førstehandsindtrykket, da vi trådte ind i lokalet var dog ikke alt for godt. Stedet er meget minimalistiske indrettet med enkelte japanske skrifttegn, men ellers alt andet end hyggeligt for mig. Stedet ligner egentlig mest bare et fastfoodsted, der også har borde stillet op og indrettet i en lidt for 90’er-agtig stil til min smag.

Men nu var det jo trods alt ikke indretning, vi skulle vurdere denne torsdag aften i december, hvor vi stort set var de eneste kunder (men december er jo trods alt ikke sushi-højsæson).

Sake og en nervøs tjener, som viste sig at være kokken

Førstehåndsintrykket blev desværre ikke forbedret, da en tydeligt usikker og nervøs tjener kom hen til bordet. Vi spurgte til, hvad han kunne anbefale, og det vidste han ikke helt. I stedet bad vi om at servere det, han syntes vi skulle smage. De havde trods alt inviteret mig derhen for at vise, hvad de kunne præstere – så derfor lod jeg det være op til dem selv.

Udvalget på menukortet hos Sushi Saiko var stort – nok også for stort. Her er en lang række forskellige ruller, der er nigiri, sticks og blandede menuer, og jeg ville have svært ved at vælge, hvis ikke jeg havde bedt om at blive taget i hånden og komme lidt omkring. Vi kom dog mest omkring forskellige af stedets luksusruller, som vi fik serveret en hel af ad gangen – så der var nok mad til os to.

Jeg spurgte lidt til drikkevarer og hvilken sake, man skulle drikke til. Der var mange muligheder, alt efter smag og behag, fremstammede han. Det kom an på, hvad jeg kunne lide. Men da jeg aldrig havde smagt sake før, havde jeg brug for hjælp. Men der kunne han ikke rigtigt hjælpe, men anbefalede til sidst en tør sake, som viste sig at være rigtig fin. Den smagte rigtigt godt som en mellemting mellem en hvidvin og tør fino-sherry. Senere serverede han i øvrigt en virkelig god new zealandsk riesling fra 2009, som var et rigtigt godt køb til kun 75 kroner glasset (så vidt jeg husker), og hvor vinen begyndende alder skinnede tydeligt igennem.

Det viste sig dog, at der var en grund til, at tjeneren var så usikker, som han var. I løbet af aftenen faldt vi nemlig mere i snak med ham, og det viste sig, at han faktisk slet ikke var stedets tjener, men derimod kokken. Tjeneren havde fri, så det var ham selv, der stod for betjeningen denne aften. Han blødte heldigvis op, og han fortalte om, hvordan han tidligere havde boet i Japan og Korea og lært en masse om sushi på den konto. Og pludselig blev den lidt irriterende usikkerhed vendt til at sympatisk træk, fordi han virkelig prøvede så godt han kunne – og måske især fordi han var usikker over sådan at skulle bedømmes (også selvom de jo selv havde bedt om at blive det).

Fin start, men for kraftig wasabi

Første servering var tempura-ruller fyldt med tun og sprøde asparges og med en wasbi-dressing til.

Rullerne var rigtig gode, men en smule ferske idet. Dressingen var for stærk til min smag, for wasabien overdøvede tunsmagen fuldstændig – især ved første bid, hvor jeg ikke havde lært at doserer mængderne.

Det startede hermed hæderligt ud, uden at jeg var blæst væk.

Anden servering var aftens bedste. Fine nigiri, hvor fisken havde fået lige en anelse varme fra en gasflamme, som gav en fin stegt note til hele. Laksen var krydret med en sødlig tone, som fik modspil af en halv skive lime, mens tun og rødfisk begge havde selskab af syltet løg, hvilket var rigtigt fint.

Her viste køkkenet, at de faktisk kan finde ud af enkeltheden i sushi, som for mig er ekstrem vigtig.

Ubalancerede ruller

De to næste omgange ruller var for mig for rodede. De var ikke helstøbte i smagen, der blev overdøvet af lidt for meget sødme

Først var det softshell krabber med trøffeltayaki. Her smagte trøflen ikke sønderligt igennem, og tayakien overdøvede krabben.

Herefter fulgte grillet ål og agurk toppet med en meget blød avocado. Her blev oplevelsen for fed fra ålen og det cremede fra avocadoen uden synderligt modspil fra enten friske urter eller syre.

Her manglede jeg noget af den enkelthed og balance, som nigirierne bød på. De to ruller smagte hæderligt, men løftede sig aldrig til en stor oplevelse.

Fin koriander-jalapeno-kombination

Jeg var noget skeptisk da kokken præsenterede den sidste rulle for os: Asparges, agurk, laks, jalapenos og koriander. Men det viste sig at fungere overraskende godt – især på grund af koriandernes friskhed, som klædte laksen godt og ikke blev overdøvet af den spicy jalapeno. Og siden har jeg da også ladet for fortælle, at dette faktisk er en klassisk kombination.

Overraskende dessert

Selvom vi efterhånden var godt mætte, fik vi ikke lov til at slippe for at prøve en dessert. Så jeg bestilte en dessert-rulle med grøn te-is, pakket ind i en dessert-tempura med kokos. Det hele blev serveret med lidt triste jordbær og en ok mango.

Rullen smagte faktisk rigtigt fint, selvom isen var lidt for hård og kagedejen meget sød. En sjov dessert, der dog aldrig vil gå over i historien for sine kvaliteter. Portionen var dog alt for stor til os to meget mætte spisende.

Fine takter, men også for ujævn en oplevelse

Som nævnt havde vi en hyggelig aften på Susho Saiko, hvor jeg især husker den sympatiske kok, der først var en nervøs og ikke videre dygtig tjener, men viste sig at være kokken selv. Betjeningen var ikke i topklasse – bestemt ikke – men han gjorde et godt indtryk trods alt, og viste at han tydeligt brændte for sit arbejde.

Maden var i glimt rigtig god, men for det meste også lidt for ujævn til min smag. En lidt større enkelthed, færre skæve sammensætninger og lidt mere elegance havde klædt den.

Og så synes jeg altså ikke, at der er særligt hyggeligt dernede i kælderlokalet.

Men jeg kunne sagtens fine på at prøve deres take-away engang. Og så glemte jeg helt at nævne de virkeligt gode syltede ingefær, som her var langt bedre, end dem man ofte får på sushi-steder.

Mikkels Madblog var inviteret af Sushi Saiko til at teste menuen på deres regning. Holdningerne er helt mine egne (og lidt min kones).

Sushi Saiko
Torvegade 22
1400 Kobenhavn K
+45 32 95 01 49
info@sushi-saiko.com
www.sushi-saiko.com