Grydestegt blomkål med smør-citrus-sauce
Den måske bedste måde at lave blomkål på er ved at stege det helt i en gryde med låg. Grydestegt blomkål er fuld af smag og umami og får en skøn konsistens, som er langt bedre, end hvis det bliver kogt. I denne udgave får det et citrustwist og en lækker smørsauce i bunden af gryden.
Har du nogensinde smagt grydestegt blomkål? Eller skal du prøve det, næste gang, du har et helt blomkål – som i øvrigt er i topform her om sommeren. Det er super nemt at lave grydestegt blomkål, og det er efter min mening den absolut lækreste måde at bruge blomkålen på.
Det får stegeskorpe, masser af smag og bevarer al den saft og kraft, der normalt ville koge ud i kedeligt kogevand. Læs resten
Stegt jomfruhummer med sprød glaskål, vaniljesyltede citrusfrugter og skummende pæresauce
Stegte, søde jomfruhummerhaler bliver her pakket ind i tynde skiver glaskål og serveret med pomelo og rød grape, der har trukket med vanilje, og en skummende pæresauce. Hertil finthakket chili og tynde, tynde skiver af fennikel og blomkål. Det er faktisk slet ikke værst.
Denne forret lavede jeg her til nytår, hvor de søde jomfruhummerhaler sammen med sprøde grøntsager og den skummende pæresauce blev en stor succes. Saucen har anisnoter, der går godt sammen med den rå fennikel, og de vaniljesyltede citrusfrugter giver det hele et let eksotisk twist midt i vintermørket. Læs resten
Nordisk moussaka med røde, gule stribede beder
Grækernes mest kendte ret er nok deres moussaka – en lækker lassagne-agtig sag, hvor pastaen er erstattet med aubergineskiver. I denne udgave er det dog nordiske råvarer, der spiller den mættende hovedrolle, idet rødbeder, gule beder, bolschestribede beder og lidt kartofler udgør rygraden i retten.
Hjemme hos mig har rødbeder og andre rodfrugter det med at hobe sig op her i den kolde tid. Ikke fordi, jeg ikke kan lide dem, men fordi jeg ofte glemmer at få dem brugt, eller fordi jeg ikke orker at skulle finde på noget at lave med dem.
Men heldigvis får jeg af og til indfald, der får mig til at bruge rødbederne og de andre rodfrugter – og heldigvis bliver disse resultater ofte ganske velsmagende. Som nu denne moussaka med et nordisk twist. Læs resten
Blomkålsuppe – det er så såre simpelt
Julen er har gjort sit indtog med sne, december og første søndag i advent – bare ikke rigtigt i mit køkken endnu, selvom jeg bruger en del kræfter på at fundere over, om det skal være and, kalkum eller gås, der skal stå på bordet juleaften.
Og inden julen for alvor trænger sig på, skal der jo også almindelig mad på bordet – og her søndag aften stod den på blomkålsuppe.
Blomkålsuppe er så dejlig nemt at lave, at man næsten skulle tro det var løgn – kartofler, blomkål løg og bouillon er basen, som man så kan tilpasse efter behov. Og så er det tilmed billigt – og så kan man for alvor gøre den lækker ved at toppe den med dejlige ting som baconsmulder, olivenolie og masser af friskkværnet peber. For i mine øjne er det toppingen, der for alvor afgør om en i virkeligheden lidt småkedelig ting som blomkålsuppe er værd at spise. Læs resten
Kalkunfrikadeller med bacon og saltcitroner serveret med parfumeret perlebyg
90’erne er tilbage i nordiske klæder med et strejf af det eksotiske. Sådan kan dagens ret vist bedst beskrives. For det var intet mindre, end 90’ernes store trend, kalkunkød, der var på menuen i det lille hjem her til aften. Det blev til små saftige (ja det kan lade sig gøre) kalkunfrikadeller med baconsmag og et en let parfumeret aroma fra lidt finthakkede saltcitroner, som min søde hustru har lavet for nylig. Og hertil serverede jeg en pilaf-agtig ting af perlebyg, fintrevet blomkål og mere af de fintsnittede saltcitroner. Læs resten
Indisk dhal-inspireret linsegryde med resterne fra grønsagsskuffen
Nem opskrift på dhal – altså indisk linsegryde – med alt godt fra dit køleskab. I denne udgave med blomkål, gulerødder og auberginer. Læs resten
Svinemørbrad med gulerodspuré, dampede porrer og blomkål i brunet smør
Det er utroligt, hvad anretning kan gøre for mad. I stedet for at, man bare smider gryderne på bordet og så øser op, kan man nå noget, der er langt mere spændende, ved at lave lidt simpel anretning. Og pludselig kan en egentlig ret simpel ret virke meget mere interessant.
Det opnåede jeg f.eks. den anden dag, da vi havde besøg af Lines storebror. Her serverede jeg en svinemørbrad med en ret enkel gulerodspuré, dampet porre og nogle stykker blomkål i brunet smør. En sådan ret kunne se kedelig ud i gyderne inde på bordet, men lagt på tallerkenen bliver det pludselig et helt lille kunstværk, synes jeg. Læs resten
Salat med tyndtskårede æbler, brombær og soja-citron-dressing
Vi har fået en stor pose med friskplukkede æbler fra min svigermors have. Og det er der altså noget særligt over. Æbler direkte fra træet er langt sjovere end nogen, man har købt nede i supermarkedet. Det kan godt være, man ikke i virkeligheden kan smage forskel, men oplevelsen og historien er også noget værd. Og især er det noget værd, når æblerne er så friske, saftige og tilpas syrlige som de her discoveryæbler fra Kirstens villahave i Viby.
Den anden dag brugte jeg nogle af æblerne i en salat. Ideen var at lave en frisk salat, hvor det søde i æblerne går i spænd med en saltet og syrlig dressing lavet på soja og citron – og hvor sojaens umamismag spiller op til friskheden fra æblerne på en skæg måde.
Ud over æbler puttede jeg fintskårede rødlæg, fintskåret blomkål, nødder og nogle friskplukkede brombær, som Line samme dag havde fundet ude på Amager Fælled (læs også om brombærjagt på fælleden her). Og så puttede jeg et par håndfulde friske krydderurter – hvor især koriander gik godt sammen med æblerne og sojaen.
Denne salat er superlet at lave og fungerer godt som tilbehør til f.eks. svinekød eller kylling. Det kræver primært, at du skærer tingene meget tyndt ud – og gerne på et mandolinjern. Den kræver dog ikke nogen helt særlige ingredienser, og du kan variere den efter behov, og efter hvad du lige har i køkkenet.
Opskrift
3 discoveryæbler (eller andre friske, syrlige æbler)
2 rødlæg
1/4 blomkål
1 håndfuld frisk persille
1 håndfuld friske korianderblade
1 håndfuld nødder
1 håndfuld brombær eller andre friske bær som f.eks. hindbær eller blåbær
4-5 spk. sojasauce
Citronsaft
4-5 spk. rapsolie
1. Fjern kernehuset fra æblerne og skær dem i ultratynde skiver – evt. på et mandolinjern.
2. Skær rødløg i tynde ringe og blomkål i papirtynde skiver – også gerne på mandolinjern.
3. Hak persille og koriander fint.
4. Bland æbler, læg, blomkål og krydderurter med nødder og bær til en farvestrålende salat.
5. Pisk soja, olie og citronsaft og smag dressingen til, så den er perfekt ballanceret mellem syre og salt.
6. Hæld dressingen over salaten og server sammen med lyst kød eller groft brød.
N.B. Hæld dressingen over, så snart du har lavet salaten – så sørger citronsaften for, at æblerne ikke bliver brune.
Citron- og sennepsglaserede skorzonerrødder
I sidste uge lavede jeg to gange det samme koncept: Lækre skorzonerrødder glaseret i citron og sennep. Det ene gang sammen med lidt løg og blomkål til røde kalvekoteletter, og den anden gang med lidt timian til stegte foreller. Begge gange var det virkelig et hit, så dette lette tilbehør vil jeg hermed dele her.
Skorzonerrødder er sådan nogle skægge lange jordfyldte nogen, som skal skylles godt og bagefter skrælles. De er hvide og smager en smule som en mellemting mellem asparges og kartofler – og så smager de hamrende godt stegt på en pande, enten naturel eller sammen med f.eks. sennep, citron og lidt honning.
Sådan gør du
Skorzonerrødder – ca. 1 pr. person
Olie til stegning
Citronsaft
1 tsk. Stærk dijonsennep
½ spsk. honning
Salt og peber
1. Skræl rødderne og skær dem i ca.fire cm. lange stykker.
2. Varm olien op på en pande, og steg rødderne i ca. fem minutter, til de bliver en anelse møre.
3. Tilsæt citronsaft, sennep og honning og lad det lægge sig omkring rødderne.
4. Smag til med salt og peber.
I det ene variant tilsatte jeg finthakket rødløg og blomkål i tynde skiver et par minutter inden sennep, honning og citron kom på – så løg og blomkål blev let møre, men stadig havde bid.
I den anden variant tilsætte jeg bare friske timianblade til allersidst.
Velbekomme!
Nordisk sandwich med ristet rugbrød, kyllingebryst og creme af blomkål, spinat og nødder
Det moderne nordiske køkken vinder indpas alle steder for tiden. Fra verdensmestrene på Noma og Geranium til de mindre restauranter og helt ud i de helt almindelige små hjem. Og således også til mit lille køkken, hvor jeg den anden dag konstruerede nogle skønne sandwich med stor inspiration fra denne bølge og med udelukkende nordiske råvarer (lige med undtagelse af en smule citronsaft).
Jeg havde egentlig tænkt mig at stege mit kyllingebryst og servere en puré af blomkål og spinat sammen med en salat af gulerødder rå løg. Men mine gulerødder var blevet dårlige, og så blev det for kedeligt bare med kylling og puré. I stedet så jeg mig om i køkkenet og fik øje på mit halvtørre rugbrød – og pludselig fik jeg ideen til at lave en sandwich med ristede rugbrødsskiver og med en videreudvikling af den puré, jeg ville have lavet, som sandwichcreme i stedet.
Resultatet blev virkelig lækkert, og især cremen var skøn. Jeg ristede først nogle nødder, som blev groft hakket i foodprocessoren, inden der kogte blomkål kom i sammen med dampet babyspinat. Smagt til med sennep og citronsaft (hov, her brød jeg vist det nordiske dogme) blev det en interessant sandwichcreme med et sært stærkt sennepstwist.
Creme af blomkål, spinat og nødder
En håndfuld hasselnødder
Evt. lidt nøddeolie
½ blomkål
2-3 små kartofler
Spinat eller babyspinat – skyllet og renset godt
Koldpresset rapsolie
1 spk. smør
1 spk. grov sennep sennep
1 tsk. citronsaft
Salt og peber
1. Rist nødderne i lidt olie et par minutter, indtil de tager lidt farve (du kan også riste dem i ovnen).
2. Kom de ristede nødder op i en foodprocessor og hak dem groft.
3. Kog blomkålsbuketter og kartoflerne (skåret i mindre stykker) indtil de er møre.
4. Tilsat spinat til gryden med blokål og kartofler og lad spinaten falde sammen af varmen.
5. Kom spinat, blomkål og kartofler op til nødderne i foodprocessoren – evt. med en lille smule af kogevandet. Purer det hele til en grov pure med små nøddestykker i.
6. Tilsæt smør og olie, og kør lidt mere på foodprocessoren, så det hele bliver blandet og smørret smelter.
7. Smag pureen til med sennep, salt, peber og citronsaft. Den skal være lidt krads af sennep og let syrlig fra citronen – men endelig ikke for meget.
Sandwich til to personer
4 skiver rugbrød
Olie til ristning af brødet
2 kyllingebrystfileter
2-3 buketter blomkål
1 rødløg (et syltet løg kunne også være meget lækkert)
2 håndfulde babyspinatblade (eller anden salat)
Koldpresset rapsolie
1. Varm olie op på en pande, og ristrugbrødsskiverne ved middel varme, indtil de er sprøde og har suget lidt olie. Gerne så de stadig er lidt svampede i midten.
2. Steg kyllingebrysterne på en pande, indtil de er gennemstegte – men uden de bliver alt for tørre.
3. Smør en skive ristet rugbrød med en god klat af sandwichcremen (se ovenfor)
4. Læg et kyllingebryst oven på. Du kan også skære det i skiver, hvis du synes.
5. Skær blomkålsbuketterne og rødløget i tynde skiver og læg dem oven på kyllingebrystet sammen med et par spinatblade.
6. Dryp sandwichen med ca. en teskefuld koldpresset rapsolie (du kan også bruge olivenolie, hvis du vil være mindre nordisk-dogmatisk og ikke lige har rapsolie ved hånden).
7. Læg en skive ristet rugbrød oven på sandwichen som låg og server med lidt spinatblade ved siden af – og evt. lidt mere af sandwichcremen.
Velbekomme
Seneste kommentarer