The New York Blues – altså ikke serien

30. juni 2009, kl. 10.44

Ah, sidder på en fantastisk autentisk diner på Lexington Avenue. Det er formiddag, på vej på MOMA og totalt mæt, efter vi undervurderede de amerikanske portionsstørrelser. Vi skulle bare lige have lidt havregrød med frisk frugt og et enkelt spejlæg med kartofler til. Det blev til to spejlæg, der ankom på tallerkenen og en fantastisk sød pourto ricansk servitrice, der siger sweetie til os hele tiden. Og alle i køkkenet taler spansk, men slår hele tiden over i den tykkeste New Yorker accent, som vist ikke kan gøres bedre af hverken Joe Pesci, Martin Scorcese eller Harvey Keitel.

Det hele er helt, som det skal være.

I går blev vi ellers ramt af The New York Blues. Altså den der mærkelige stemning af at være i en så berømt by med så mange forventninger og så pludselig opdage, at det altså bare er en by. At ikke alle steder er helt så fantastiske, at man bliver træt, selvom man vil se mere. At man måske ikke lige har fundet den allerfedeste bar, men blot en bar, der ligner en bar i København.

Måske fik vi the blues fordi vi var på fin restaurant til frokost og var underdressed og lidt blown away af det flotte lokale. Eller også fordi tre glas vin og varme rammer ekstra hårdt der midt på dagen og ikke kan helbrede en øm ankel efter den forrige dags maratonvandring.

Det var heldigvis kortvarigt og blev helbredt med lidt søvn midt på dagen. For det var jo en god dag med besøg oppe på 86. etage af Empire State building, gourmetmad og en aftensmads-bartur med min kollega Ulrik og hans søn, der også besøger æblet lige nu.

Men nu er det vores sidste dag i New York i denne omgang, inden vi om to uger vender tilbage. I morgen drager vi til Denver og ud til Mila og hendes lille baby Jordan.