Vegetarburger – fuld af smag
Drømmer du om en burger fuld af smag, men uden kød? Så prøv at lave denne vegetarburger. Der er fuld smæk på umami-smagen i bøffen, der er lavet med kikærter, svampe og valnødder, der alle giver masser af umami.
Jeg elsker burgere – alle slags, og især dem med masser af smag i bøffen og med ekstrem enkelthed. Men i disse klimatider, hvor jeg og min familie prøver at skære ned på kødforbruget, er det godt at forsøge at finde en god burgerbøf uden kød – i det mindste så kødet af og til kan få et mere grønt alternativt.
Jeg har lavet flere forsøg med vegetarburgere, og jeg synes efterhånden resultatet er virkelig godt. Det er masser af smag heri og den eftertragtede umami, som er det, som får mange til at drømme om en god burger eller en god bøf, er der rigelig af. Og selv min seksårige dreng, der er noget skeptisk overfor alt slags ny mad, finder burgeren god og spiser løs – faktisk er det ham, der i første omgang ofte bestiller burgere til aftensmad, da det om torsdagen på skift er børnene, der må bestemme menuen. Vi foreslår ham så af og til, om ikke vi skulle prøve at lave en burger uden kød, da vi netop prøver at spise mere grønt og mere vegetarisk – og det køber han nogen gange.
At få smag i en vegetarburger
En udfordring ved mange af de vegetarburgere, jeg har smagt, er, at de ofte mangler noget af den gode umamismag, samtidig med at konsistensen er mere grynet og blød end en bøf lavet af kød. Konsistensen kan være en udfordring, men jeg synes efterhånden jeg er ved at være godt på vej.
Det handler som sagt om umami, og når man ikke kan få umami fra kød, må man jage den i andre fødevarer, der er rige på den. Det gælder fx i ost, svampe, soja og nødder, som derfor er kommet i denne burger.
Meget af smagen til denne vegetarburger blev faktisk inspireret af mine erfaringer, da jeg i foråret lavede en vegetarisk bolognese, hvor netop soja, svampe og valnødder gav meget af den smag, der ellers skulle stamme fra kød.
Og så har jeg opdaget, at rosmarin sammen med nødder løfter smagen af vegetarbøffer virkelig meget – så det kom der også i.
Normalt er jeg i øvrigt vild med burgere uden for mange ekstra grøntsager i, og min yndlingsburger består faktisk kun af en bøf, pickels, mayonnaise, ketschup og en god ost – og så selvfølgelig en god bolle. Men her i vegetarversionen er det en god ide med både tomater, agurker og lidt salat, da du har brug for den struktur og den knasende fornemmelse, som de friske indslag giver – måske sammen med lidt syltede agurker eller syltede løg.
Opskrift: Sådan laver du en fremragede vegetarburger fuld af smag
Til 8 burgere
Burgerbøffer
100 g tørrede kikærter eller kidneybønner – eller 1 dåse forkogte kikærter – eller en dåse kidneybønner
250 g champignon
2 spsk olivenolie
1 håndfuld valnødder
1 spsk hakket frisk rosmarin (kan udelades)
1 spsk hakket frisk salvie (kan udelades)
2 små rødbeder
2 spsk sojasauce
1 spsk balsamico
1 håndfuld revet parmesan
3 æg
1/2 spsk røget paprika (kan udelades)
2-3 spsk mel
2-3 spsk olie til stegning af bøffer
Salt og peber
1. Sæt kikærterne eller kidneybønner i blød i rigeligt vand og lad dem udbløde ca. 12 timer. Kog kikærter eller bønner i vand i ca. 45 minutter, til de er møre. Bruger du kikærter eller bønner fra dåse, skal de hverken udblødes eller koges.
2. Rens champignon og hak dem i så små stykker, som overhovedet muligt. Hak valnødder, salvie og rosmarin fint. Du kan også med held hakke valnødder og champignon sammen i en minihakker, så de bliver meget fint hakkede – det passer godt til konsistensen i farsen. Skræl rødbederne og riv dem på et rivejern.
3. Varm olivenolie op på en pande og rist hakkede champignon og valnødder sammen med rosmarin og timian (som kan undlades) og i 7-8 minutter minutter, til det har godt med farve – det må gerne være lige ved at brænde fast på panden, det giver ekstra karamelliseret umami-smag. Tilsæt sojasauce og balsamico og svits det hele sammen, indtil væden er fardampet og kogt ind. Lad det hele karamellisere godt.
4. Kom kogte kikærter eller kidneybønner, parmesan, æg, røget paprika (kan undlades) og reven rødvede, salt og halvdelen af melet. Kør det groft sammen og kom evt lidt mere mel i, hvis farsen ikke hænger godt sammen. Smag til med salt og peber. Rør de ristede svampe og valnødder sammen med mosen – så har du en fars med masser af tekstur i.
5. Form 8 bøffer af farsen og steg dem et par minutter på hver side i rigeligt ollie på en pande. Pas på, de ikke bliver sorte. De kan være lidt svære at vende, så brug en god, bred paletkniv, der kan komme godt ind under dem.
Samle burgerne
8 burgerboller
8 skiver salat
16 skiver tomat
18 skiver agurk (kan også være syltede agurker)
Ketchup og mayonnaise
8 skiver ost
8 skiver tyndskåret rødløg (eller syltede løg)
1. Kom en skive god ost på de stadig varme bøffer og lad osten smelte lidt.
2. Smør bollerne med mayonnaise og kom en klat ketchup ved.
3. Læg en bøf i hver burger og kom tomater, løg og agurker på.
Server vegetarburgerne lune og med en god øl – og måske nogle lækre fritter af sødekartofler.
Velbekomme!
Skriv et svar