Winemaker’s dinner på Le Sommelier med Vignobles Brunier

Der var fransk kvalitet og value for money, da min bror og jeg den anden dag var til winemaker’s dinner på Le Sommelier i København. Her havde vinfirmaet Theis Vine inviteret den franske vinproducent Vignobles Brunier til at præsentere sine vine – og de dejlige dråber blev ledsaget af fire retter dejlig fransk mad, som for mig atter slog fast, at Le Sommelier er en af mine absolutte yndlingsrestauranter i København.

På Le Sommeluer i Bredgade får man virkelig kvalitet for sine penge, og denne aften var ingen undtagelse. Faktisk var der tale om et sandt røverkøb, hvor vi for 900 kroner kuverten fik virkelig god mad kombineret med en lind strøm af kvalitetsvine fra et prisniveau, hvor jeg normalt ikke kan være med. For hvor ofte er det lige, at man for 900 kroner får en solid middag kombineret med syv vine, der i butikken koster mellem 200 og 500 kroner flasken?

Vignobles Brunier – gode sager fra Gigondas og Chateauneuf du pape

Vignobles Brunier er en producent med flere forskellige vingårde i det sydlige Rhone.

De har vingårde og marker i både Chateauneuf du pape og Gigondas, og denne aften fik vi lejlighed til at prøve kræfter med vine fra begge områder og kom omkring fem røde, en hvid og en rosé – alle virkelig skønne vine, der gav et super indblik i, hvor meget lokale forhold, årgange og lagring betyder for vinene. Vi fik nemlig en god mulighed for at prøve flere af vinene op mod hinanden, så vi kunne sammenlige den samme årgang fra to forskellige marker – eller to vine fra samme mark, men fra forskellige årgange.

Det var virkelig lærerigt for en relativ urutineret vinelsker som mig.

 Apéritif – Domaine les Pallières Gigondas Rosé 2010

Vi lagde aftenen ud med et glas rosé fra Domaine les Pallièrs. Det var en dejlig tør sag med en smule lakrids i eftersmagen, hvilket passede mig rigtigt godt.

Vinen fungerede fint som opvarmning til det store vinslag senere, og den havde det fint alene uden ledsagende mad. Jeg tror dog også sagtens at denne rosé – især pga. lakridsnoterne – kunne havde det rart i selskab med en forret med fx havtaske, fennikel og estragon. Ja, faktisk ville den sikkert passe fint til den fiskeret, vi fik serveret senere på aftenen.

Det var i øvrigt aftenens billigste vin, der kan få på tilbud til 105 kroner – og dermed en vin, der passer godt til det budget, jeg plejer at købe vin inden for.

Forret – kalvebrisler med asparges

Aftenens første ret mad var paneret kalvebrissel med rå asparges og radiser i tynde skiver.

Normalt er jeg ikke så meget for stegte kalvebriser, da paneringen og fritering let overdøver den meget fine brisselsmag. Her fungerede det dog, idet det var en stor brissel, stegt perfekt og med kun en let stegeskorpe uden på, som blot fremhævede brislen i stedet for at overdøve den.

Asparges og radisser gjorde ikke det store væsen af sig og trængte i den grad til salt. Efter lidt salt fungerede kombinationen bedre og alt i alt var den en fin ret, der dog var aftenens svageste.

Hvidvinen – Clos de la Roquètte Chateauneuf du pape 2011

Til brislerne fik vi aftenens eneste hvide indslag i glasset i form af Clos de la Roquètte Chateauneuf du pape 2011.

Det var en rigtig fed basse af en hvidvin, der dog også havde elegance og friskhed og stod virkelig godt til brislerne – som man ellers ofte vil servere en let bourgogne eller anden pinot noir til.

På trods af fedmen og kraften var det en super god vin, der viser noget om, hvad man får, hvis man er villig til at lægge 270 kroner for en hvidvin på tilbud (og 380 uden tilbud).

Fiskeret – Havtaske med peberfrugter, grillet squash og chorizo

Aftenes fiskeindslag var et interessant studie i, hvordan tilbehøret definerer karakteren i en ret.

Hovedelementet var et stykke virkelig velstegt havtaske, stegt på benet og med masser af smag og kødstruktur – og som  undgik den lidt trevlede konsistens, som havtaske godt kan få, når jeg selv har lavet den.

Hvor selve fisken var ret klassisk, var tilbehøret interessant med en pikant smag, der førte tankerme mod Middelhavet, Cote d’Azur eller Spanien. Her fik vi et par ruller af grillet squash samt nogle saftige og søde stykker peberfrugt, hvor især den grønne peber trådte frem. Det hele blev serveret oven på en skøn tomatagtig sauce, der var smagt til med chorizo og dermed havde en god krydret smag.

To gange rødvin til fisken – Terasse Du Diable Gigondas 2010 + Télégramme Chateauneuf du pape Domaine du Vieux Télégraphe 2010

Allerede til fisken gik vi ombord i de røde sager.

Egentlig serverer man jo sjældent rødvin til fisk (fisk har det med at få rødvin til at smage metallisk), men her fungerede det fint – nok på grund af fiskens kødagtige konsistens og de krydrede smage i tilbehøret.

Vi fik serveret to rødvine, der tydeligt viste, hvor forskellige to flasker fra samme årgang kan være, alt efter hvor druerne er dyrket. Terasse du Diable (djævelens terasse) var en frugtig sag med godt med taninner. Den smagte skønt, men fik i mine (og min brors) øjne totalt baghjul af Télégramme, der var noget tørrere og uden kraftig frugt, men som havde en helt anden elegance og som også ville have fungeret fremragende til en god bøf med lidt enkelt tilbehør til.

Især Télégramme er sådan en vin, jeg godt kunne tænke mig at købe nogle flasker af, hvis jeg en dag beslutter mig til at flotte mig med en vin til 210 kroner flasken på tilbud (320 kroner normalt).

Kødret – Stegt lammebryst og brisler med hvide asparges og radicchio

Efter fisken fulgte aftenes hovedret. Det var en kraftig og rigtig fransk ret med masser af velsmag, hvor et stykke stegt lammebryst blev toppet af hårdt stegte brisler og garneret med radicchio-salat og en hvid asparges. Det hele fik selskab af en rigtig intens sauce.

Hvor brislerne til forretten havde en let og elegant smag, havde den hårde stegning her sørget for, at brislerne smagte kraftigt og gave en heftig slat stegesmag fra sig, der gik godt i spænd med det meget fede stykke lam.Normalt er jeg som sagt ikke så meget til denne måde at bruge brisler på, men også her fungerede det.

På min tallerken var der i øvrigt et sjovt bevis på, at hvide og grønne asparges jo faktisk er den samme plante – og farven og smagen afhænger af, om planten har fået lys eller ej. Min hvide asparges var nemlig grøn i toppen, hvilket viser, at den lige har nået at kigge over jorden, inden den blev plukket.

Tre gange rødvin til lammet -Chateauneuf du pape fra Domaine la Roquète 2010 samt to gange Domaine du Vieux Télégraphe 2009 + 2004

Til hovedretten fik vi også rig mulighed for at teste vine op mod hinanden, idet vi vi fik hældt hele tre forskellige op.

Den ene var fra Domaine la Roqueté (samme vingård som hvidvinen), mens de to andre var den samme vine fra Domaine du Vieux Télégraphe i to forskellige årgange – som var fra samme gård som den skønne Télégramme, vi drak til forretten.

Ved første smagning var jeg helt blæst væk af la Roqueté. Den havde en kraftig boquet med masser af frugt, hvilket også manifesterede sig i smagen. Det var bestemt en dejlig vin, der dog ikke blev ved med at imponere mig så meget som første mundfuld – sådan er det nok, når man lige har hele tre vine stående foran sig, som man sådan skiftevis kan smage lidt på. Det er sjovt, men roder også det hele lidt sammen.

Selvom de to Vieuex Télégraphe var den samme vin, men med fem år imellem sig, var de to vidt forskellige i smagen . Den gamle 2004’er (som derfor traditionelt set er den fineste) var efter sigende fra et svagt år, mens 2009’eren var fra et godt år. I begyndelsen var vi da også rigtigt vilde med 2009’eren, der havde mere kraft og flere tanniner end sin storebror. Men eftehånden, som vi fik smagt os længere ned i vinene, blev jeg mere og mere glad for storebror, der viste nogle karaktertræk og en anden kompleksitet, end sin yngre bror.

Alle vinene passede i øvrigt rigtigt godt til lammet. Jeg er dog ikke sikker på, at jeg sådan lige vil drage ud og købe nogen af dem – det er de ganske enkelt for dyre til. La Roquète står til 255 på tilbud og Télégraphe til hele 385 for den unge variant på tilbud (jeg kender ikke prisen på 2004-udgaven).

Dessert – Cremet hvid chokoladecreme med rabarbersorbet og lakridsnoter

Desserten fik lidt sit eget liv, da vi ikke fik serveret nogen vin til denne ret – fordi Vignobles Brunier ikke producerer dessertvine. Derfor kunne vi nyde desserten uden at skulle bruge alle kræfterne på at forholde os til de mange vine foran os.

Og det var en rigtig dejlig dessert, hvor en varm og luftig hvid chokoladecreme hyggede sig gevaldigt med en syrlig rabarbersorbet og lakrids- og anisnoter fra estragon og lidt revet lakrids.

Men selvom desserten gav en ok pause fra vinsmagningen, havde jeg nu gerne lige drukket en eller anden sødlig dessertvin med en god syre til at matche rabarberne.

Afslutningsbrændevin – Chateauneuf du Pape Domaine du Vieuex Télégraphe 2000

Heldigvis var vi dog ikke færdig med den alkoholiske del af smagningen ved desserten, for til kaffen fik vi hældt en virkelig god brændevin op i glasset. Der var tale om en brandy (altså destilleret vin, ligesom cognac), der modsat de cognacer jeg har smagt var langt mere frugtig og mindre sprittet i smagen. Vieux Marc de Chateauneuf du Pape Domaine du Vieuex Télégraphe (som er brændevinens fulde titel) var en virkelig god afslutning på middagen og en flaske, jeg godt kunne finde på et investere i, selvom 350 på tilbud selvfølgelig også er en sjat penge.

Læs mere

• Le Sommelier
• Theis Vine